Ira Kaplan, Georgia Hubley og James McNew nærmest løb ind på scenen for at sætte gang i den ravage, som er “Sinatra Drive Breakdown”. Ivrigheden og spilleglæden drev ned af væggene fra de første rystende støjtoner, som vibrerede ud af Kaplans mishandlede guitar. Sangen åbner også bandets fænomenale seneste album This Stupid World, der udkom i februar, og som allerede har skrevet sig ind i Yo La Tengo-kanon. Flere af sangene er fuldt på højde med bandets bedste periode i 90’erne, og førnævnte single kunne sagtens have fundet sig til rette på et mesterværk som Electr-O-Pura (1995). Med andre ord var det en perfekt måde at åbne aftenens koncert med et USA’s bedste indiebands igennem tiden.
Yo La Tengo har altid haft deres helt særegne udtryk: En varm, analog lyd, knitrende elektrisk – herligt uperfekt – guitarspil, lullende vokaler og fremdrevne motorik-rytmer. Og trioen fortsatte da også i det krautrockede spor med “Tonight’s Episode”, hvor McNew stod for den rolige vokallevering, imens Kaplan og Hubley skabte de indre lydbilleder. Der er noget over et krautbeat og dronende guitar, som er den soniske ækvivalent til at suse ned af motorvejen i en tåget drøm. Og med en perfekt volumen og et fantastisk lydbillede var Bremen Teater indhyllet i malerisk finesse. Publikum kunne slå sig tilbage i sædet, for heldigvis var det tre dybt professionelle musikere, der stod for kørslen.
Vi fik to ret forskellige sæt af knap ti sange, noget som New Jersey-bandet også tidligere har haft for vane, og jeg skal være ærlig og sige, at det klart var at foretrække, at bandet gav sig selv så meget tid, frem for at hive et tilfældigt supportnavn med. Godt og vel to og en halv time (inklusiv en lille pause på femten minutter) fik vi lov at være i skønt selskab med bandet, og det var ikke et minut for meget! Om det var med betagende, rørende vokal fra Hubley, usandsynligt tight basspil fra McNew eller hypnoseskabende støjjams fra Kaplan, så havde de min fulde opmærksomhed fra start til slut.
Første sæt var især præget af mange af de nedbarberede sange fra de tre plader, der kom før This Stupid World, men bandet tabte aldrig pusten. Der blev skiftet instrumenter i et væk, ligesom den kollektivistiske tilgang til vokaltjansen gjorde sættet herligt dynamisk. Mange af sangene er så fine og smukke, at man får det helt varmt indeni. Og hvis det ikke er nok til at trække på smilebåndet, så havde det stor underholdningsværdi, da Kaplan fire gange under samme rolige sang forlod sit klaver for at samle en trommestik op og slå det enlige trommesæts bækken, mens Hubley stod forrest på scenen og sang.
Setuppet med at sidde ned under koncerten, var jeg egentlig skeptisk overfor, men det skabte et enormt godt fokus på bandet. Opsætningen lignede nærmest en teaterforestilling med tre roller i et lille oplyst rektangel indrammet af monitorkasser og forstærkere. Koncerten var da også en masse fine scener fra en næsten fyrre år lang karriere med alt, hvad der hører sig til af ømhed og udskejelser. Det er altid imponerende, når veteraner stadig spiller gode koncerter efter mange år, men der er en helt specielt aura over Yo La Tengo. De turnerer ikke bare rundt og spiller gamle hits, de virker til at tage hver og en af deres koncerter alvorligt, og de er så meget i sync med hinanden og publikum, at alle føler sig inddraget. Til en grad, hvor et publikumsmedlem havde sendt bandet en email nogle uger forinden med et sangønske, som blev indfriet. Den venlighed og omtanke kan de færreste bands bryste sig af og denne gennemsyrende glæde skinnede ud af bandet.
Det relativt rolige sæt lukkede ned for så efter en kort pause at blive åbnet op med endnu mere vitalitet, end koncerten begyndte med. Igen sprang Kaplan ind på scenen og tændte sin forstærker, så feedbacken kunne tordne ud over publikum. Vi fik blandt andet “Flying Lesson (Hot Chicken #1)” som det første af de store “hits” fra bandets guldalder, og der blev flået i den seksstrengede til den nærmest ikke kunne skrige mere. Det var i den her anden halvdel, at jeg godt kunne have savnet at stå op, for det var noget nær umuligt ikke at bevæge kroppen. Også til nyklassikeren “Fallout” smeltede mit rockhjerte til lyden af atonale støjsekvenser, skarpe vokalmelodier og det mest aggressive trommespil, jeg hidtil har set fra Hubley, der altså plejer at nøjes med at være en stram maskine, der driver sangene fremad. Her fik skind og bækkener tæsk, imens Kaplan brugte halsen på en guitar til at spille på en anden. Det lyder som et billigt rock ‘n’ roll-trick, men når Yo La Tengo gør det, virker det som en naturlig indskydelse. De er så umiddelbare og legende på en scene – naturligheden strømmer ud af dem. Det samme gjorde sig gældende under den uimodståelige “Sudden Organ”, hvor Kaplan også halvt fik orgelet ødelagt ved at banke hele sin underarm ned i tangenter gentagende gange. Det her band må seriøst have det så sjovt med at spille koncerter! Man bliver i hvert fald glad i låget af at både høre og se dem.
Som de også har for vane fik vi lukket det regulære sæt med en af deres mange lange jams – denne aften blev det den tranceagtige “Pass the Hatchet, I Think I’m Goodkind”, som muligvis lige blev 50 procent længere i liveversionen. Det gjorde ikke noget. Under ekstranumrene blev de forvrængede guitarer skruet ned, og de akustiske ballader kom frem igen. En lettere amputeret version af den publikumsønskede “Center of Gravity” kunne have gået i vasken, fordi de tilsyneladende aldrig spiller den, men som de tre venner (og ene ægtepar) stod og smilede til hinanden, mens de prøvede at lære den i realtid, var det endnu en gang den charmerende energi, der gjorde, at de kom i mål
Yo La Tengo er måske det mest ægte indieband i verden. Der ikke noget stort pladeselskab, der tvinger en æstetik eller stil ned over dem, der er ikke radiokanaler, der tvinger deres sange ned i længde eller dæmmer ned for deres støj. De møder op i det mest afslappede søndagsoutfit og spiller lige, hvad de – og publikum – har lyst til at høre. Så perfekt uperfekt. Så uprætentiøst og så ægte. Der var masser af “store” sange fra bandets bagkatalog, der udeblev, men der er ikke en finger at sætte på en sætliste på over to timer, der aldrig bliver kedelig. Tilpas mange underskønne, intime stunder, og tilpas mange øjeblikke, hvor Kaplans guitar blev vendt på hovedet og nærmest masseret ind i sin forstærker. Sjældent har larm været så godt, og det er svært at forestille sig, at Yo La Tengo er i stand til at spille en reelt dårlig koncert. Mit hjerte havde de i hvert fald hele fredag aften.
Fotos af Mathias Kristensen.
