Plader

Alex G – God Save The Animals

Skrevet af Simon Ørberg

Selvom de 13 farverige sange på God Save The Animals kredser om store religiøse temaer, har Alex G sandsynligvis ikke fundet Gud, men han har fundet noget større: Håb.

 I optakten til den niende albumudgivelse fra indie-rockeren Alex G kunne man få opfattelsen af, at pladeselskabet Domino positionerede ham til det folkelige gennembrud, som han nu i 12 år har undgået. Karrierens første talkshow-optræden i amerikansk primetime-tv med præsentationen af den samlende sing-along single “Runner” tydede på en ny og måske mere poppet æra for slackeren fra Philadelphia. Rygtet gik, at den deprimerede soveværelsesæstetik var byttet ud med dyre studier, og sangene nu skulle handle mindre om kæledyr og børn og mere om Gud. Havde sangeren Alex Giannascoli set lyset? Var han frelst?

Intet tyder på det. Gudskelov. Du skal ikke langt ind i God Save The Animals, før Giannascolis sædvanlige kendetegn viser sig: Bundsolid indie-folk med uimodståelige melodier pakket ind i nok soniske eksperimenter til at holde det folkelige gennembrud ud i strakt arm. Ligesom på albumforgængeren House of Sugar fra 2019 får den autotunede vokal en prominent plads og skaber et dynamisk kor af kvinde- eller musestemmer, afhængigt af ørerne der lytter, og der trækkes tråde fra både benzintanksrock og hyperpop til de sædvanlige sammenligninger med Elliott Smith og Sufjan Stevens. Nye lyttere får svært ved at stige på, og gamle fans fryder sig, imens de dissekerer enhver linje og aparte produktionsvalg.

Alex G har længe været kendt som lidt af en producertroldmand, og mere end nogensinde før giver han sig selv lov til at snige små genialiteter ind i næsten samtlige af albummets 13 farverige sange – fra den McCartney-ske outro i “Runner” til de Drake-lignende ad-libs i “Cross the Sea”, der uden tvivl vil dele vandene – no pun intended. Man kunne snildt lytte og nyde albummet kun med de små detaljer for øje (eller øre). Som på albumforgængeren står de mange genre- og lydeksperimenter langt henadvejen side om side med inderligheden og den stærke sangskrivning, men på sange som “S.D.O.S.” og “Headroom Piano” forlader Alex G dog fuldstændig popmusikkens trygge rammer og dyrker i stedet sindets og eksperimenternes mørke afkroge. Det er sange, som er svære at nyde for sig selv, men som hjælper med at skabe et fuldendt værk, der ikke tipper over i ren sentimentalitet.

For selvom vi er langt fra salmer og kristen rock, så dukker Gud alligevel op i både albumtitlen og regelmæssigt i løbet af albummet med korte sangtitler som “Mission”, “Blessing”, “Miracles” og “Forgive”, der alle leder tankerne hen mod religiøse motiver. På åbningsnummeret synges det meget præcist over varme toner og karakteristisk autotune: »After all / People come and people go away / But God with me he stayed«. Mennesker forgår, Gud består. At kalde pladen for en religiøs vækkelse er dog en misforståelse. Når de ensomme og usikre karakterer på God Save the Animals beder til Gud, beder de også til hinanden, og det de længes efter – tilgivelse – har kristendommen ikke patent på. Giannascoli har altid været en skarp sangskriver i stand til at rapportere troværdigt fra eksistenser uden for hans egen, og her bruger han troen på Gud til at skitsere et universelt håb på, at fortiden ikke binder os.

Teksterne kredser om tvivl, burnout og stoffer – mange stoffer -, men en naiv optimisme trænger sig på trods alt. Som på albummets sidste nummer “Forgive”, hvor Giannascoli rørende skråler med sine lungers fulde kraft, før han fader bort med en for ham ukarakteristisk guitarsolo: »Forget yesterday, I choose today«. Det kunne være en inspirationscitat på et hotelværelse eller hele Bibelen opsummeret. Uanset er det en forfriskende opbyggelig og forhåbningsfuld tanke at afslutte et album med, som ellers er tynget med ensomhed og frygt. Alex G har nok ikke fundet Gud, men han har fundet noget større: Håb.

★★★★★☆

Leave a Reply