Gwen Stefanis kæmpehit/landeplage “The Sweet Escape” lød over højtalerne som en slags »tø-hø«-intro, da de seks unge musikere i Black Country, New Road gik på scenen og blev mødt af et forventningsfuldt – og også bare meget fuldt – publikum. Til trods for at have mistet deres primus motor og forsanger, Isaac Wood, få dage før udgivelsen af deres mesterlige anden plade, Ants From Up There, i januar sidste år, har de resterende medlemmer fortsat med at udgive ny musik og turnere under samme navn. Det bragte dem blandt andet forbi Primavera Sound sidste år hvor jeg beskrev de nye sange som værende en naturlig videreudvikling af bandets lyd med fokus på det mere melodiske folkudtryk samt et fravalg af de store, onde støjcrescendoer. De sange var alle at finde på forårets Live at Bush Hall-plade, som – foruden en cover-EP – er det eneste udgivne materiale fra Black Country, New Road 2.0. Det er ikke en perfekt plade, men flere af sangene er enormt stærke og cementerer i den grad, at bandet ikke kun eksisterede i kraft af Wood. At septetten blev til en sekstet var ingen dødsdom. Tværtimod var der masser af nyfunden saft og kraft i gruppen, der nu tæller fire forsangere med hvert deres egenartede udtryk. Men at formidle den sprudlende spilleglæde på dette års festival var ikke så let en opgave, som man kunne håbe.
“Up Song” får lov at overtage fra Gwen Stefani, og med dens næsten superheltetema-agtige melodi og nuttede refræn (»Look at what we did together / BCNR friends forever«) er den som skabt til at samle en fanbase under ét tag og give den en unik følelse af samhørighed. En fælles forståelse af at det her da må være verdens bedste band. Men hvor den i solen sidste år bragede igennem, virker de anelse mere tilbageholdende på det mørklagte venue. Bevares, der synges stadig med og danses til den heroiske saxofon, men der er en anderledes afstand mellem band og publikum. De brager ikke hele vejen ud over scenekanten og tilbage igen. De virker ikke så afslappede som senest, og det er altså til trods for, at de har spillet koncerter hele maj måned. Fair nok, de er kommet for at spille musik og snakker derfor ikke lystigt i enhver pause. Men et band med en sådan hype og en så dedikeret fanbase, der forventer jeg alligevel, at de lukker os ind i “klubben”. Og jeg er bange for, at afstanden også var det, der satte gang i al snakken blandt publikum. Især under keyboardist (m.m.) May Kershaws folk-fortælling “The Boy” og bassist Tyler Hydes stille sang “I Won’t Always Love You”, er det ikke til at høre noget som helst. Deres smukke vokaler drukner fuldstændigt, og det, der skulle have været intime momenter, ender som flere frustrerende minutters ligegyldighed, hvor folks tyssen på hinanden danner det gennemgående lydbillede.
Charlie Wayne, bandets trommeslager, var som den eneste enormt på, og når han fik chancen, stjal han rampelyset med smil, lysende energi og ikke mindst eminent trommespil. De fem andre spiller bestemt også godt, og Black Country, New Road er formentlig også et af de dygtigste nye bands, jeg har lyttet til, men det er især Wayne, der fortæller mig, at vi er til koncert og ikke til en øver. Det er til dels også mindre vigtigt, hvis bare man spiller nogle latterligt gode sange, og det gør de heldigvis også det meste af tiden. “Across the Pond Friend”, “Turbines/Pigs”, “Dancers” og den nyere sang “Horses” med violinist Georgia Ellery på leadvokal, er hver især nogle flotte, legende kompositioner, der påkrævede sig salens opmærksomhed. Flere af disse sange blev leveret med så meget præcision og finesse, at det var umuligt ikke at spidse ører. Det er virkelig en styrke, at bandet har fire forskelligartede vokalister, og især de kvindelige af dem er drabeligt smukke.
Udover “Horses”, som blev spillet i stedet for “The Wrong Trousers”, så var sætlisten til gengæld identisk med Primavera-koncerten i 2022. Det var lidt en skam, for selvom bandet måske aldrig har været mere varieret og legesygt, så bliver man nok nødt til at ryste posen efter et år. Det gælder specielt, når de sange, der var ukendte for et år siden, i dag er gennemlyttet utallige gange af fans, men som ikke længere bliver leveret med samme ungdommelige, dugfriske energi, som de gjorde dengang. Black Country, New Road har bestemt min interesse fremadrettet, og de er et af min generations mest forunderlige bands, men de plejer altid at overraske mig positivt med hvert et nyt skridt, de tager – og det var ikke ligefrem tilfældet ved gårsdagens koncert.
