»Seriøs theater kid energy.« Det er omtrent sådan, min ven beskrev Black Country, New Road, da vi diskuterede, at de skulle spille koncert på Roskilde Festival. Selvom hans kommentar nok var ment lige så ironisk og kritisk, som den lød, var jeg faktisk enig med ham. Den britiske kunstrocksekstet er bramfrit dem selv: sammen, inderlig og dramatisk. Og det er næsten altid en fornøjelse at være vidne til.
Men på Arena lod forestillingen vente på sig. Der var en række lydtekniske problemer, og det tog lang tid at ordne. Havde det været inden et teaterstykke, var sveden af ren nervøsitet nok for længst piblet ned ad skuespillerne. Da bandet endelig også begyndte, var det heller ikke så glidende, som det skulle have været. På ”Up Song” forsøgte de forskellige musikere i bandet at fremføre den følelsesladede åbner så dramatisk, som de kunne, men da nogle af de store crescendoer endelig skulle komme – da Tyler Hydes vokal, Charlie Waynes trommer og Lewis Evans’ saxofon skulle mødes i et sammensurium af øm energi – druknede det blot i mudret lyd og distraherede musikere.
Det med crescendoer er vigtigt for Black Country, New Road. Deres musik er – især i deres post-Isaac Wood samling af numre – bundet på dynamik. Deres teatralske og eventyrlige musik styres gennem dynamiske dale og toppe; først ned i det fortællende og sarte, dernæst op i det storslåede og rasende.
På Arena blev de rolige stykker til start alt for besværlige for det britiske band. På ”I Won’t Always Love You” fremstod Tyler Hyde og hendes bløde, gispende vokal, for sart og for stille til at vække de så vigtige, rørende og eventyrlige følelser i mange, og det eneste, Arena kunne tilbyde, var en drone af regn og snak ude fra teltet. Lidt bedre var det i ”Horses”, da Georgia Ellery klædt i hvidt sang og spillede mandolin så fint og unikt, at det var svært ikke at blive grebet.
Koncerten skulle imidlertid virkelig styrkes i de dynamiske toppe. På ”Across The Pond Friend” skabte det mere larmende og direkte lydbillede naturlig opmærksomhed. Det, at Lewis Evans med sin finurlige attitude fortalte os, hvor umage han havde gjort sig med at kalde os »Roskilde« inden nummeret begyndte, hjalp også. Der var brug for noget, der kunne komme os ved på en mere mærkbar måde.
Men der var også én i bandet, der faktisk lod til at kunne bære både stilhed og larm. May Kershaws stemmeklang og hendes klaver havde nok følelsesmæssig og sonisk vægt til at kunne mærkes, selv når det blev finest, mest følsomt og mest stille. Det fremstod klarest fra den blide start på ”Turbines/Pigs”, hvor hun tungsindigt sang til os og sig selv, og frem til nummerets slutning, hvor hele bandet spillede med sådan en følelse, at Charlie Wayne til sidst blev nødt til at smide trommestikkerne fra sig i, hvad der lod til at være ren og skær indlevelse – som stod vi i hele forestillingens narrative klimas.
Jeg fik øje på et ungt par foran mig, der hvilede deres hoveder skråt op ad hinanden. Roligt kiggede den ene op, krammede den anden dybt, og de udvekslede et kys, mens Black Country, New Roads minutiøst kalkulerede instrumentkaos af et crescendo regnede ned over dem. De kunne jo godt røre os, den kære gruppe af britiske teaterbørn, der stod på scenen, og det endte de på trods af lydtekniske benspænd og dynamiske udfordringer stadig med at gøre på Arena.
Alle fotos: Daniel Nielsen