Det er kun min anden gang på Primavera Sound, så måske er det en ting hvert år, men jeg mærker ét helt særligt problem: Der er rigtig mange store scener, og de fleste bands er lige blevet “opgraderet” til en scene, der er en tak større, end de fleste mennesker nok ville mene var passende. Det har det resultat, at artisterne får noget vanskeligere – og til tider umuligt – ved at nå ud over scenekanten. Og så har det også det helt klare problem, at der faktisk ikke kommer tilstrækkeligt med mennesker, så der ofte er lidt halvtomt. Det er på ingen måde hensigtsmæssigt, og det var en skam, at det problem også gik udover det amerikanske country/støjrockband Wednesday, der klart havde haft bedre mulighed for at være i øjenhøjde med deres publikum, hvis de, ja, var i øjenhøjde med deres publikum. Heldigvis var kvintetten rent musikalsk upåvirkede af situationen, og de dårlige vilkår endte med at have så godt som ingen konsekvenser for koncerten.
Når man er så nede på jorden på en scene, som Wednesday hurtigt fik demonstreret, at de var, kunne man måske forestille sig, at deres tilgang til at spille musik også var casual. Det var ingenlunde tilfældet, og med “Hot Rotten Grass Smell”, “Cody’s Only” og “Twin Plagues” som de tre indledende sange, fik de hurtigt konsolideret, at rygraden i deres musik er støjende(!) rock, trods de ofte bliver beskrevet som et alt. country-band. Ingen opstartsproblemer var at spore, og Karly Hartzman skreg i momenter, som Haela Hunt-Hendrix fra Liturgy – er du gal det var ren ondskab spyet ud over skærebrænderlarm fra både effektpræget pedal steel, elguitar og dybt forvrænget bas. Vanvittig måde at lægge ud på og ret så overraskende taget i betragtning, at de kom på scenen og lignede nogle, der var lige så trætte af scenens størrelse, som jeg var.
Men så skulle der ellers også andre boller på suppen. »Now we’re going to play some country music,« lød det fra Hartzman, inden bandet gik i gang med roligt rockende kærlighedssang “Chosen to Deserve”, der i øvrigt er et af mange højdepunkter fra deres eminente femte album, Rat Saw God. Nummeret handler om først at være helt ærlig over for sin kæreste et godt stykke inde i et forhold. De mange små smil, Hartzman sendte til bandkollega og kæreste MJ Lenderman undervejs, gjorde sangen ekstra hjertelig og ægte. En intimitet, der havde været endnu stærkere, havde bandet spillet på en mere passende scene.
Heldigvis var gemyttet hos bandet og især frontkvinden så godt, at man det meste af tiden kunne glemme, at de stod flere meter over os. Hartzman både udpeget sine favorit t-shirts blandt publikum og fortalte ligeledes om, hvordan hun havde grædt glædestårer til den forrige aftens Unwound-koncert. (Det gjorde jeg også, Karly.) Et par mennesker i publikum blev også genkendt: »Where did we meet?« De kommer i fællesskab frem til, at de har mødtes på et universitet i USA, og at det føromtalte par havde tilberedt Wednesday et »delicious, delicious meal.« Ingen af os andre havde været med til at spise måltidet, men vi fik da masser af billeder i hovedet og smil på læben.
Det vigtigste at sige om Wednesday-koncerten er formentlig, at de spillede røven ud af bukserne. De udviste spændvidden i både Hartzmans vanvittige stemme og deres musik fra “Bath County”s countryrock over “Quarry”s shoegaze til “Bull Believer”s emo/noise-inferno. Og så overrumplede de de fremmødte med et lækkert lydbillede og en forbilledlig ærlighed. Selvom de spillede på en scene sponsoreret af Amazon, var de heller ikke blege for at spytte konglomeratet lige i ansigtet. Inden Mortal Kombat-finalen på “Bull Believer” fik Jeff Bezos et par gode svinere med på vejen, og nummeret blev dedikeret til de tusindvis af medarbejde, som ifølge bandet er blevet behandlet som lort. Og med de sidste ord, og en fælles tår af en flaske Jack Daniel’s gik bandet i gang med opusset og satte punktum på en koncert, der kun var skæmmet af placeringen.
Wednesday har ingen problemer med at levere en nærperfekt koncert, hvor store følelser og skærende larm er deres hovedpointer, men de skal ses på et mindre sted end en kæmpe, udendørs festivalscene. Heldigvis giver de i efteråret koncert på Loppen i København, og der inviterer jeg gerne alle til moshpit og fællessang. Vi ses!
