Bag kunstnernavnet Sudan Archives finder man den 29-årige amerikaner Brittney Parks, der fra børneårene i Cincinnati, Ohio blev klassisk skolet i at spille violin. I dag bor hun i Los Angeles og laver noget af de seneste års mest fremadsynede blanding af soul, r’n’b og hiphop. Violinen har hun dog aldrig droppet, og den spiller en helt central rolle i hendes unikke lydbillede.
Det stod også klart fra det sekund, hvor hun trådte ind på Avalon. Med tråd- og håndløs mikrofon samt en violin monteret ved kravebenet lignede Brittney Parks absolut ikke en klassisk r’n’b-kunstner, men snarere en slags hiphopsamurai bevæbnet med sin violinbuem (som hun flere gange gjorde et nummer ud af at trække ud af dets etui på ryggen til den samplede lyd af et sværd, der bliver trukket).
På åbneren, “Milk Me”, men særligt på opfølgeren, “Nont For Sale”, fik hun da også flashet alle sine violinkundskaber, hvor der både blev spillet i hvirvlende cirkelrytmer, nænsomme fingerpluk og pulserende anslag. Der er noget grundlæggende fascinerende over, hvor legende let Brittney Parks får koblingen mellem et klassisk instrument og benhårde hiphop-produktioner til at lyde. Jeg følte i hvert fald, at jeg bare kunne stå og observere det i timevis.
Det bliver dog aldrig til en rendyrket stiløvelse eller en gimmick, for Brittney Parks har også en masse på hjerte. Med sine tekster om sort feminisme, ulighed og seksualitet taler hun ind i mange af tidens store socialtemaer. Og så har hun et pokkers godt øre for fængende melodier, hvilket blev bevist på tredjesangen, “Home Maker”. Sjældent har en kærlighedssang med udgangspunkt i stueplanter fået et telt til at koge sådan og smide hænderne i vejret.
Noget af det mest imponerende ved Sudan Archives er imidlertid den alsidighed, der er i hendes lyd og udtryk. På “Nont For Sale” bevæger vi os nærmest ud i en kvart omgang folkmusik, på højdepunktet “Ciara” er det så r’n’b-flødet, at man nærmest drukner i det – og på “OMG Britt” bliver violinen kørt gennem en pedaleffekt, så hvert fingerpluk nærmest pulserer med bas og danner beatet for den lede hiphop. Da Brittney Parks slutter af med at skrige ind i mikrofonen for sine fulde lungers kræft og dramatisk smider sig rundt på scenen, kan man ikke andet end at overgive sig.
Som lidt af en gimmick spørger Brittney Parks på et tidspunkt, om der mon er nogle irere tilstede ved koncerten? Tre stykker rækker hænderne i vejret, og Parks kvitterer ved at spørge, om hun ikke lige må tage en lille omvej og vise os, hvorfor hun startede at spille violin som barn. Herefter stopper alle de elektroniske elementer for en stund, og Parks begynder at spille traditionel irsk folkemusik, mens folk bryder ud i en spontan omgang Riverdance. På dette tidspunkt har hun publikum i sin hule hånd og kan tillade sig hvad som helst. Inklusiv at gå fuld “titties out” eller at stagedive og ikke kunne komme tilbage op på scenen.
I det her øjeblik er det Brittney Parks verden og hendes regler, der gælder. Vi andre lever bare i den for en stund. Men hvilken stund!
