De forenede stater har fostret mange indiemusikere igennem årene. Og når man lytter til disse kunstneres musik, så er det ofte meget nemt at tyde, at de netop er fra USA. I tilfældet af Wednesday er der tale om et band, som placerer sig i den ende af spektret, hvor nationaliteten skinner tydeligst igennem. Det opleves særligt i guitarspillet, men er også i forsangeren Karly Hartzmans amerikanske tekstunivers og sydstatsdialekt. Wednesday er nemlig fra North Carolina – en af de sydlige stater, hvortil de fleste af landets største musiktraditioner kan knyttes. Og det er netop disse americana-stiltræk, som synes at præge meget af bandets lyd. Men Wednesday har oftest en mere støjende og skraldet tilgang til den amerikanske rockmusik. Og med lidt ’high school slacker’-energi på toppen har bandet fundet frem til et meget appellerende udtryk, som på deres seneste album, Rat Saw God, nok skal vise sig at være en af årets mest bemærkelsesværdige lytteroplevelser for den gængse Pavement-fan. Men for hver velfungerende idé, følger der desværre et mere retningsløst og kedeligt indslag.
Rat Saw God lægger dog meget godt ud med den halvandet minut lange “Hot Rotten Grass Smell”, der på trods af sin korte varighed indeholder flere velovervejede idéer end mange af albummets længere sange. Nummeret er fyldt med flammende guitarriffs og fede overgange, og kombineret med den indledende proklamation af den rådne græslugt, som indgår i sangtitlen, fastslår bandet, at de på Rat Saw God ikke nødvendigvis præsenterer deres Amerika fra sin mest polerede vinkel.
Dette narrativ fortsætter på den efterfølgende og betydeligt længere “Bull Believer”, der på otte og et halvt minut også var udsendt som albummets første single sidste år. Et modigt, men velfungerende valg, idet sangen faktisk er endt med at stå som albummets stærkeste. Igennem første del af sangen formår guitarerne igen at forene det fængende og det kaotiske med forskellige riffs, der på imponerende vis gør lyden af ødelagte sirener til en meget melodisk oplevelse. Sangen føres herefter ud i et flot og mere atmosfære leje, inden den til sidst eksploderer i en kakofoni af melankolske guitarakkorder og en række af »Finish Him«-udråb, som gradvist bliver mere intense og uklare. Man kan måske godt beskylde slutningen for at være en smule banal, men den er alligevel fantastisk udført, og med det kommer albummet stærkt fra start.
Herfra viser Rat Saw God sig desværre som en mere ujævn lytteroplevelse, og de brændende guitarpassager såvel som det rå udtryk, der optrådte flere steder på albummets første to sange, synes igennem mange af de resterende sange at være blevet tæmmet. Det gør sig særligt gældende på albummets anden single, “Chosen To Deserve”, der med sit stive guitarriff og sin forslidte lyrik blot lyder som en karikatur på en klassisk country-rock sang: »I went to school about three days out of the week / Watered down all the liquor / And then pissed outside in the street / Now all the drugs are gettin’ kinda borin’ to me / Now everywhere is loneliness and it’s in everything«. Det er også meget af den samme kraftesløse energi, som udgør den lineære og repetitive “Turkey Vultures”, der på trods af sin lange opbygning aldrig rigtigt når op på det intensitetsniveau, som sangen ellers gerne vil, og det eksplosive klimaks ender på samme måde som lidt af en fuser.
Kedsomheden indtræder endda i en endnu større grad, idet der på sange som “Formula 1” og “What’s So Funny” slukkes for de knasende guitarpedaler. Her forsøger bandet sig nærmest med at lulle lytteren i søvn ved netop at styre fuldstændigt udenom enhver form for spændende og fængende musikalsk idé, som de end måtte komme i tanke om. Udover at det kan være svært at finde noget interessant ved disse sange, så er det heller ikke nemt at gennemskue, hvor sangene gerne vil hen, og hvad bandet egentlig havde tænkt sig, da de valgte at bygge sangene op på de måder, som de nu har gjort. Det hele forekommer meget halvbagt og uovervejet. Selv albummets sidste sang, “TV in the Gas Pump”, lyder som en 30 sekunders idé, der først blev præsenteret for resten af bandet og forsøgt videreudviklet til en egentlig sang under selve indspilningen – desværre uden nogen stor succes.
Det er dog ikke fordi, at det lugter af intronummerets rådne græs hele vejen rundt. Der er stadig en masse saft og kraft at finde i sange som “Got Shocked” og “Bath Country”, som afgjort er to af albummets mest fængende numre. “Quarry” er også et højdepunkt, som på trods af sin gentagende struktur må siges at være et af årets mest melodiske slacker-rock sange. Der er skam også flere fede idéer gemt i nogle af de førnævnte sange, men ens opmærksomhed afledes nemt fra disse øjeblikke af den gennemsivende lyd af bandets kollektive og fortvivlede øjenkontakt, der midt under den givne sang spørger hinanden i kor: »Hva’ så nu?«. Og så er der simpelthen også bare et par kedelige indslag, som ikke rigtigt har noget som helst kørende for sig. På Rat Saw God har Wednesday bestemt fundet frem til en lyd, der fungerer, men de mangler stadig at oversætte de gode idéer til velskrevne og strukturerede sange. Og også at efterlade de tomme idéer i øvelokalet.
