Pharoah Sanders, Keith Jarrett, Charles Mingus samt Alice og John Coltrane udgør blot en lille selektion af de musikalske legender, der har besøgt Van Gelder Studiet for at indspille nogle af jazzens mest ikoniske albummer for det legendariske pladeselskab Impulse!. For slet ikke at nævne Mr. Coltranes mesterværk fra 1964, A Love Supreme, som er blevet omtalt som en musikalsk portal til højere spirituelle oplevelser ‒ måske endda en forbindelse til det guddommelige selv. En ny bølge af kunstnere er nu ved at skrive sig ind i Impulse!-familien, og her står det amerikanske freejazz-kollektiv Irreversible Entanglements som det nyeste medlem på listen med albummet Protect Your Light. Og selvom kollektivet stadig bevæger sig i et medio-upcoming vækstlag, hvad angår lyttere og generelt kendskab fra omverdenen, er nyheden blevet modtaget med begejstring og høje forventninger. Men kan de leve op til ‘hypen’ med den nye indskrivning i Impulse!-klubben?
Med Protect Your Light får de I hvert fald bragt nogle nye perspektiver på freejazzen ved at bruge deres musik som en aktivistisk megafon for budskaber om afroamerikansk frigørelse. Den nye udgivelse er et improvisatorisk statement med skæve impulser, der vokser som vildt ukrudt omkring vores noget traditionelle opfattelse af freejazz som genre. På trods af lidt bump på vejen, formår de at komme med et udmærket bud på, hvordan man kan skubbe genren fremad med politisk poesi-freejazz. Det er nemlig sammensmeltningen mellem smidige blæseinstrumenter og Camae Ayewa, bedre kendt som Moor Mother, der kaster politiske budskaber ud i lydlandskabet med et poetisk touch. Og Moor Mothers budskaber om afroamerikansk frigørelse er netop det, som fik kollektivet til at starte tilbage i 2015. Nærmere bestemt spillede de i protest mod politidrabet på caribiske Akai Gurley.
Netop det tema skinner også igennem på deres aktuelle udspil ‒ især på “Our Land Back”, hvor et uafbrudt fyrværkerishow af en trommesolo fungerer som dynamisk baggrund for den ensartede strøm af unisone toner fra klaveret. Alt imens front-digterinden træder ind til en padlende melodifrase og slynger ordene: »Who takes our land / Who knows what happened / In Ethiopia, in Nigeria, in the so called Middle East / We want our land back.« Ordene sigter efter budskabet om at give friheden tilbage til mennesker, som er blevet fordrevet fra deres land og ikke må komme tilbage igen. Selvom det er ikke et usædvanligt budskab i Irreversible Entanglements’ tekster, så formår det poetiske at finde et rum gennem musikkens måde at udtrykke sig på. Især med saxofonens nærmest klagende lyd, når den springer tilfældigt ned af tonetrappen, imens den bøjer dem blidt. Det føles, som om at det musikalske sprog understøtter det budskab, Moor Mother udtrykker i sit poetiske univers, og derfor komplimenterer de hinanden på velfungerede vis.
Intronummeret “Free Love” skaber en bemærkelsesværdig musikalsk oplevelse, der begynder med en storslået kollision af improvisatorisk kaos. Herefter indleder kontrabassen forestillingen med en simpel, fængende melodi, som sangerinden understøtter med de insisterende ord »Free Love.« Beatet indbyder lytteren til at lade fødderne groove i takt med musikken, indtil en bunke hviskende stemmer overtager spotlightet med små fortællinger, der optræder oven i hinanden. Det er til at mærke, at der er værnet om numrene, imens kreativiteten flere steder har fået frit løb. Det er også tilfældet på albummets titelnummer “Protect Your Light”, der giver lytteren en direkte billet ned til Rio Janeiro med en gospel-sangerinde som sidemakker. Den kreative brug af percussion giver en følelse af, at du svinger hofterne midt i et sambaorkester med en eksotisk koklokke i hånden.
“Root ᐸ=ᐳ Branch” indledes med en minimalistisk basfigur, som gentages igennem hele de syv og et halvt minutter, som nummeret varer. På overfladen fremstår denne basfigur som en simpel gentagelse, men under overfladen anes en dragende mystik. Man kunne næsten tro, at inspirationen er blevet hentet hos Coltranes førnævnte mesterværk, hvor nummeret “Acknowledgement” også hviler på en insisterende gentagelse af en basfigur. Måske er det åndelige og transcendentale stadigvæk til stede i atmosfæren på Van Gelder Studiet, hvor musikken blev indspillet? I hvert fald har musikkollektivet med dette nummer fundet vej til nogle dynamiske opbygninger, der virker forfriskende og holder deres musikalske glød i live. I midten af nummeret varierer de basgangen og fylder kassen med finurlige, elektroniske lyde, der summer i alle tænkelige retninger. Alt imens bandet gentager ordene »We can all be free«, mærker man vreden sive igennem Moor Mother som en flamme, der er til at brænde sig på. Det virker både autentisk og intensivt på en yderst engagerende måde.
Hvis vi alligevel tager den musikalske helikopter for at flyve gennem hele pladen, så føler jeg, at improvisationerne i øjeblikke kan blive for polerede. For eksempel fornemmer jeg på det sjette nummer “Celestial Pathways”, at både lyrikken og det improvisatoriske har ramt et blindgyde, hvor der ikke er meget kreativitet at spore. Her hvisker frontkvinden »Take me down to the river / To a keeper past«, som efterlader en lidt ærgerlig eftersmag af kliché i mundvigen. Og blæserne virker også til at have ramt en mur, hvor deres fraser ikke lyder som noget, der kommer fra hjertet. I stedet har de placeret sig i lydbilledet for at fylde lidt. Samlet set kan det i øjeblikke som disse føles, som om at de har sat forventningerne til sig selv for høje og derfor har glemt, hvad kernen er i improvisation ‒ at slippe sig selv fri og i sidste ende overgive sig til det spontane og uforudsete i musikken. Mange af ideerne smager lidt som citroner, der er presset til den bitre ende, og jeg kunne derfor savne, at de gjorde deres improvisationer mere free. Ikke med toner, men med følelsen af, at de rent faktisk har løsnet tøjlerne til fri udfoldelse. For hvad er egentlig freejazz, hvis det mangler friheden?
Men kan de så spille op til deres indtræden på det legendariske Impulse!-pladeselskab? Selvom de ikke formår at åbne op til den spirituelle portal som Coltrane gjorde i samme rum, så slipper de rigtig godt afsted med Protect Your Light. Og samtidig giver det god mening, at de netop er landet på dette pladeselskab. Albummet er nemlig en kreativ sammenstøbning med eksplosivitet og poetisk vildskab, der trækker tråde til jazzlegendernes ivrige lyst til at udfordre status quo inden for jazzmusikken. Hvis de slipper deres kreativitet endnu mere fri under næste studieoptagelse eller liveoptræden (som de i øvrigt gjorde på Roskilde Festival 2022), så er der ingen tvivl om, at lytterne bliver væltet omkuld.
