Singlr

Fredagssinglr’: Baby In Vain – Got It In You

Skrevet af Jacob Hansen

Trioen Baby In Vain har skabt soundtracket til de kryptiske afgrunde, der kravler ind i de mørkeste dybder af vores bevidsthed, hvor vinterdepressionen gradvist trænger ind som en subtil og snigende tilstedeværelse.

Det er næppe til at tro, at den danske indierock-/grungetrio, Baby In Vain, kan klare sig endnu bedre i musikverdenens skarpe søgelys. De har indhøstet utallige roser fra landets musikanmeldere, og særligt deres albums More Nothing fra 2017 og See Through fra 2020 har næsten sprængt U-barometeret her på Undertoner. Mange kritikere har sammenlignet trioen med støjrockkunstnere fra 90’erne, men deres seneste single, “Got It In You”, tegner et tydeligt billede af en gruppe, der bevæger sig fremad mod en mere original lyd, der ikke er til at sammenligne med andre. Dette er deres første udgivelse siden det førnævnte album See Through, og adskiller sig ved at skifte fokus væk fra new wave-elementerne og tilføre mere shoegaze-dybde til deres musikalske univers.

Det er et tåge-omsvulmende nummer, som trækker dig i hælene med dybfølte distortionvrid og bastante stød mod et shoegaze-lydende trommesæt. De tre medlemmer Lola Hammerich, Andrea Thuesen Johansen og Benedicte Pierleoni-Nielsen formår bestemt at skabe en helt særlig atmosfære gennem deres afdæmpede lydbillede, som kalder på lige dele depressive sindsstemninger og emotionel skønhed – alt imens tiden står stille.

Og så er der den lille strygersektion, som bevæger sig let og elegant oveni det tunge indiebeat. Det er et enormt godt valg, da den får nummeret til at flyde i kombination med de progressive guitarakkorder, der smukt bevæger sig nedad. Strygerne giver lidt den samme karakteristiske effekt som London Contemporary Orchestra gjorde på Radioheads album fra 2016, A Moon Shaped Pool. Strygerne giver, også for denne single, en ekstra musikalsk arm af indtrængende sindsstemninger til udtrykket. Og det er en stemning, som vokalen også bidrager til med sin nærmest fordybende effekt, hvor den simple lyrik lyder som om den bliver formidlet under vandet med en hviskende klang. Hun lider gennem sin vokal på en evigt interessant og dragende måde.

“Got It In You” vækker en dybt forankret følelsesmæssig stemning og fungerer som det ideelle lydspor til en regnfuld aftenvandring i mørket. På trods af at Baby In Vain originalt ‘kun’ består af tre medlemmer, formår de at omfavne det hele musikalske spektrum med deres mørke, men stadig raffinerede shoegaze- og indierock-lyd. Deres musik giver, med andre ord, en fornemmelse af, at de er langt mere end blot tre individer i et band. Samtidig tegner der sig en progressiv udvikling i deres musikalske rejse samt en endnu større modenhed, hvilket gør det yderst spændende at følge med i, hvor de vil bevæge sig hen i fremtiden.


Baby In Vain åbner for I Got You On Tape i Aarhus og København på dels Voxhall og Bremen Teater den 13., 14. og 15. oktober

Leave a Reply