Selvhenter har floreret i danske eksperimenterende jazz-scene i mange år nu, og vendte – trods en lunken modtagelse her fra siden – i undertegnedes øjne stærkt tilbage efter syv års pause oven på 2014-udgivelsen Motion of Large Bodies. Måske på grund af de syv års stilhed, var jeg heller ikke super bekendt med Selvhenter inden gårsdagens koncert. Jeg var blevet opfordret af kollegaer til at lade mig overraske, og således gik jeg med åbent sind ind på den lille æskeformede Pandora-scene i det storcenterlignende TivoliVredenburg-musikcenter.
Selvhenter består af i sin nuværende form af fire kvinder, alle konservatorieuddannede, men der er dog ingen selvhøjtidelighed over bandet. Tværtimod træder Selvhenter ind på scenen med selvsikkerhed og en jordnær attitude, der skulle vise sig at være mere og mere imponerende desto længere og længere gennem torsdagens sidste Le Guess Who?-nattekoncert vi kom.
De to trommeslagerinder Anja Jacobsen og Jaleh Negari kaster hinanden et hurtigt blik, inden de nonchalant begynder at dunke løst i et polyrytmisk trommebeat, der trækker tråde mod vest-afrikanske musiktraditioner, og som har præcist samme dansable og catchy kvaliteter. Bongo’erne hoftevuggende grooves møder de mere stadfæste vestlige rockrytmer i et komplekst univers, der både er eksotisk og genkendeligt. Jacobsen og Negari er i perfekt symbiose, de giver og tager, de skilles og mødes.
Pludselig bryder Selvhenter gennem lydmuren med deres absolutte carté blanche: Maria Bertels terror-trombone. Jeg ved ikke, hvilke effekter, de har stoppet på det blæseinstrument, men der er godt nok trut med stort “T” over den. Lyden af den forvrængede trombone er måske den dybeste frekvens, der nogensinde har ramt min trommehinde, og den får velkomment lov til at gennemsyre alle 45 minutter af Selvhenters koncert som et kontinuerligt jordskælv.
Sonja LaBiancas saxofon bliver modsat på begge koncertens første numre “Anker” og “Japthal” brugt til at skabe stemninger i form af lange hyl, der lyder som skrig eller hviskende ånder. Af og til kommer et riff, der lugter af ensomme ørkener og vandringer gennem øde sanddynger. Ligesom Bertel, eksperimenterer LaBianca med effekter på sit instrument, der sjældent lyder som en saxofon, men nærmere som et okkult værktøj til påkaldelse af langt glemte gespenster. På “Connoisseur” formår LaBianca endda at få sin saxofon til at lyde som en hidsig guitar, uden en eneste gang at puste i den.
Al Selvhenters musik rummer en form for mysticisme og elementer af en ubeskrivelig, hypnotiserende urkraft, der kun er mere tydelig, når man oplever gruppen live. Det bliver næsten for stor en kontrast, når man ser, at disse lyde ikke påkaldes af en gruppe præstinder, men fire dybt koncentrerede musikere, der hele tiden har øjnene på hinanden, men som samtidig har så meget spilleglæde, at der også er plads til et smil, selvom tungen skal holdes lige i munden.
Selvhenter holder sig hele natteseancen fra deres mere stille numre, men fokuserer på mere på Mesmerizers shamanistiske, mørke og groovy lyd. I bagklogskabens lys, var det en perfekt opbygning mod koncertens apokalyptisk klimaks. I en dystopisk triade eksploderer Til slut eksploderer koncerten i en dystopisk triade bestående af “Rundhyl”, “Fællesmøde” og “Village Cut”. Alle numrene kan vel bedst beskrives som doom-metal spillet på jazz-instrumenter, hvor de bearbejdede blæsere virkelig kommer til sin ret – ingen guitar eller bas kunne lave en så mørk og fremmedartet lyd.
Da de sidste hyl fra blæserne ebber ud, er der stadig stemning i rummet efter mere. Der er ikke nogen, der vil tilbage fra ånderiget, tilbage til den dødelige verden. Selvhenter er dog tilbage til deres uhøjtidelige selv, velvidende at de lige har givet en sublim og musikalsk overlegen koncert.
