Som en af de sidste krampetrækninger inden Pitchfork sidste måned blev offer for massefyringer og annonceret de facto nedlagt gennem en sammenlægning med herremagasinet GQ, skrev de faktisk om Erika de Casiers Still.
Hendes pressefoto prydede musikmediets forside, de linkede glædeligt til hendes nye musikvideo, hun fik tusindvis af reaktioner på sociale medier. Noget lignende skete, da hun tidligere denne måned slap singlen ”Ice” og annoncerede, at hun tager på turné: Forside, musikvideo, koncertdatoer. Erika de Casier kommer til Coachella, måtte man forstå.
Man står lidt måbende tilbage, det er de færreste danske indiemusikere, der får den her type behandling internationalt. Men man må også lige huske, hvem Erika de Casier er.
Hendes første to albumudgivelsers afdæmpede, men velkomponerede r’n’b cementerede hende som en af de mest lovende artister herhjemme. Og siden da har det taget fart: Hun har gæstet numre fra Blood Orange, Shygirl og Mura Masa, hun har remixet musik for Dua Lipa, og så har hun skrevet nogle af de største hits for en af verdens mest hypede popgrupper derude lige nu, koreanske NewJeans.
Det er ikke kun Danmark, der har øjnene rettet mod Erika de Casiers kunstnervirke. Som hun står her med sit tredje album, føles det, som om hele verden følger med. Så man forstår også godt, hvorfor de musikalske spilleregler er ændret på Still. Hvorfor det er et album, som både begår sig i velkendt r’n’b-terræn, skubber til sædvanlige udtryk og til tider prøver noget nyt.
”Lucky” kombinerer for eksempel et klaversample fra ungarnske Linda Királys 2007-nummer “Can’t Let Go” med et overgearet breakbeat og pivelyde a la noget, man kunne have hørt fra en type som Pinkpantheress. Det passer til tiden, hvor popmusik har det med at genbruge gamle kunstnere og give dem sprøjter med alt fra house til drum and bass, men det er ikke noget, man har hørt så udtalt fra de Casier som på denne måde.
Det føles næsten som et statement, at det er tredje sang på albummet. Også selvom den rolige stemmeføring til tider drukner i regnen af trommer, og nummeret lander en smule aparte, klemt mellem den sveddryppende ”Home Alone” og minimalistiske ”The Princess”. Det fungerer som en slags opfordring til at lægge sine idéer om hendes musik til side.
Selv når vi er i r’n’b, er viben også skiftet. Den 00’er-klingende ”Ooh”, der står som et bramfrit højdepunkt midt i albummet, viser hende i hiphop med en tilhørende attitude (»Keen to see what you gon’ do to me / While I do it, do it to ya«). Det eneste, der næsten mangler, er en ung Busta Rhymes som feature. Det får vi – måske heldigvis – ikke. Til gengæld dukker Flordia-duoen They Hate Change op på ”Ice” og leverer to tilbagelænede vers om frustrationen i at mærke nogen, man har noget kørende med, blive fraværende (»Touch down in your city, we won’t speak / I don’t know, trips to Copenhagen gave me frosty soles«). Det bliver flettet ind i de Casiers syngende vers, og de to kunstneres præstationer føles – efter et kig på musikvideoen, der ser ud, som om den er optaget over FaceTime – som en helt naturlig frem-og-tilbage-dialog med hinanden.
Igen: Det er ikke noget revolutionerende i, at r’n’b flirter med hiphop, men det er ikke noget, man har hørt så udtalt på denne måde fra de Casier. Og det føles friskt i hendes hænder. Throwback-produktionerne, de hviskende adlibs og de ørehængende hook-linjer er alle byggesten, der gør hendes musik tiltalende, og de bliver sammen med de velkendte tematikker om besværlig kærlighed bare endnu mere spændende, når de får lov til at spille bold op ad They Hate Change eller Shygirl på hypnotiske ”Ex-Girlfriend”.
Flere steder har de Casier dog også fødderne plantet rimelig solidt i sin tidligere r’n’b. Både ”Toxic” og ”Anxious” giver associationer til den generte, afslappede r’n’b på Sensational, og ”Test It” kunne godt emme af den bedroom’ede stil, man hørte på Essentials. Men i det mere stilrene ser vi hende også skubbe til tingene. På den eminente ”Someone” kommer vi ned i det følsomme og næsten ballade-lignende, og på ”The Princess” vrider de Casier sin stemme, så det lyder som 070 Shake.
Der er flere paletter i spil end hidtil og helt nye temperamenter. Derfor er det svært at betragte Still som en samlet smeltedigel af et album. Man bliver faktisk en smule frustreret, hvis man prøver. Det går op og ned, skejer ud for pludselig at holde tilbage, går fra hurtig post-pop for pludselig at blive indadskuende r’n’b. Det bliver, trods de interessante sange, lidt rundtossende – som en rutsjebane med for mange sving. Jeg har lidt svært ved at overskue, hvad for en konceptuel størrelse, Erika de Casiers tredje album egentlig prøver at være. For det er tydeligt, at der hersker en følelse af opbrud og overgang. Et tovtrækkeri mellem det, der har været, og det, der kommer.
Hvem ved, hvor det hele ender med at lande. Måske åbningsverset til hele albummet i ”Right This Way”, hvor Erika de Casier synger »Welcome to my party / Say hello to everybody,« er det bedste foreløbige svar. Linjen kunne faktisk lige så godt have været placeret i slutningen af værket. For efter man har lyttet til Still, og som man ser hende stå på kanten til et forestående internationalt gennembrud, forstår man, at det kun er begyndelsen, det her.