»Så er vi i gang,« sagde en mand, hvis velfriserede hår hurtigt afslørede, at han næppe havde tilbragt de seneste tre morgener i et ukristeligt varmt Harald Nyborg-telt. Onsdagen på Roskilde Festival – den første egentlige musikdag (eller den første af fire Final Days) – var som altid præget af en helt fantastisk dikotomi mellem det forceret pæne og naturligt grimme.
Således også blandt det storsvedende publikum til Kassi Valazza, der sammen med sit aldeles velspillende band var ankommet direkte med forsinket fly til det sidste show på denne tour. Valazza fremstod både autentisk og bundsympatisk iført kjole med blomstermønster og med en twang’et countryvokal, der kunne varme selv det koldeste, skandinaviske hjerte. Arizonaneren havde dog allerede opbakning fra mindst én dedikeret fan på forreste række i form af en ganske ung pige med et pink endagsarmbånd om håndleddet, der sang med på hver strofe. Dét kan Roskilde Festival også, når den for alvor er i gang.
Anderledes fragmenteret og hverken varmt eller indbydende leverede danske Slim0 en meget udfordrende oplevelse på samme scene et par timer senere. Trioen, som i dag var udvidet med yderligere to bandmedlemmer, er som udgangspunkt et langt fra nærværende bekendtskab, hvilket akkompagnerer deres doom-prægede lydbilleder ganske glimrende. Når det var allermest virkede de både avantgarde og no-wave’de i deres udskejelser, men de forsøgte dog også at favne bredere, hvilket desværre bare endte i nogle unødvendigt opmuntrende 90’er-indie/alt-rockede skabeloner, som man egentlig bare følte, at man havde hørt før. Bandets udgave af Didos “Thank You” (med en enkelt udvidet takt i arrangement) var dog et fantastisk indslag; cover eller ej.
Så skulle Fontaines D.C. langt om længe prøve kræfter med festivalens orange flagskib efter at have taget hele turen fra Pavilion i 2019 over Avalon i 2022. Med sig havde de selvfølgelig sidste års Romance – en i forvejen intetsigende affære i min optik – samt en nyfunden status som britisk stadionrocks bannerførere anno 2025. Vi fik derfor også mange indslag fra netop Romance, hvor irerne om ikke andet blev bekræftet i, at deres nye retning i hvert fald har den helt rigtige, brede appel, selvom den jo altså kommer på bekostning af den ukuelige punknerve, der formede kvartettens tidlige succeser.
Efter den udmattende outro på “I Love You” næstsidst på sætlisten gav bandet plads til en stor flok pro-palæstinademonstranter, der med palæstinensiske flag og bannere fik tildelt 10 minutter til at sætte fokus på deres sag i form af korte taler og kampråb i solidaritet med den palæstinensiske frihedskamp. Et vigtigt øjeblik i historien om Roskilde Festival som kulturel og politisk platform; uagtet at opholdet trak meget af energien ud af koncerten forud for den afsluttende “Starburster”.
Apropos bands fra De britiske Øer, som vi her på sitet stadig har til gode at opleve en helt suveræn koncert med, så kan jeg informere om, at Wet Leg – her en uge inden udgivelsen af deres anden fuldlængde, Moisturizer – stadig lider under den meget simple udfordring, at deres singler er for catchy, mens resten af materialet simpelthen mangler alt for mange kvaliteter til at gøre plader såvel som koncerter mindeværdige.
“Catch These Fists”, “Wet Dream”, “Too Late Now” og “Chaise Lounge” er alle suveræne rocknumre, den rent mandlige rytmesektion er stadig en af Englands bedste, og det klæder virkelig Rhian Teasdale at træde ind i en mere klart defineret rolle som frontkvinde. Men over 50 minutter er der fortsat for meget fyld, mens man venter på de egentlig hits – og ja, riffet i “Supermarket” er tyvstjålet fra L7’s “Pretend We’re Dead”.
Og uanset hvor meget jeg hader at skulle skrive om vejret, så må det jo under alle omstændigheder omtales, eftersom et helt igennem ustoppeligt sommerskybrud satte en stopper for Fat Dogs planlagte punk/rave-hybrid på Apollo, hvilket ellers skulle have dannet grundlag for aftenens mere dansevenlige kulmination. Næsten tre kvarter efter den planlagte koncertstart begyndte meldingen om, at showet ikke blev til noget, så småt at sive ud blandt dem, der troligt ventede ude i nedbøret, og i stedet kunne man søge mod tørvejret på Gloria, hvor Moin buldrede af sted med deres bas- og sampletunge postrock.
Jeg var også selv til stede, da vi for snart to år siden i Holland stiftede bekendtskab med trioen – som i liveformat optræder som kvartet – og deres dystre lydbillede er kun blevet mere tilgængeligt siden da, hvilket også må tilskrives udgivelsen af sidste års You Never End. Den pulserende subbas, der fik den gamle kreaturstald til at vibrere uafbrudt, var dog næsten tæt på at drukne alle de finere nuancer, men artede sig dog, jo længere ind i forestillingen vi kom. Ikke mindst trommeslager Valentina Magalettis helt forrygende teknikker fik støt den nødvendige plads til at udfolde sig på i hypnotiserende landskaber, som også nåede at stikke mod både kraut og dub.
Bedst som Moin virkelig havde fået fat i mig og resten af det sparsomme Gloria-publikum, ramte beskeden om, at Fat Dog med 50 minutters forsinkelse endelig var klar til at gå på, hvorefter den tvivlsomme kondi blev sat på prøve i et vildt ridt tværs over festivalpladsen. Jeg missede i hvert fald WOOF-åbneren, “Vigilante”, samt deres fuldstændigt rablende klezmer/punk/rave-basker “King of the Slugs”, men nåede trods alt en halv time af den medrivende affære, hvor det nærmest lod til, at den forlængede ventetid kun havde gjort fremmødet i containerlandsbyen endnu mere ekstatisk.
Frontmand, Joe Love, befandt sig ikke på et eneste tidspunkt oppe på scenen, men sjoskede i stedet nonchalant rundt i sit 90’er-joggingsæt nede foran det lave hegn, som adskilte ham og horden af dansende legemer. Det er som sådan ikke, fordi han har verdens sværeste job, hvor en stor del af Fat Dogs meget simple lyrik hurtigt kan fremstå repetitivt vrøvlende, og Love opererer derfor i lige så høj grad som MC med en særlig evne til at opildne ethvert publikum. Hans bandkolleger gjorde ligeledes deres for at holde liv i festen, hvor guitar, trommer, bas, synth og saxofon alt sammen var i spil i skabelsen af bandets helt særlige smeltedigel, der trækker tråde til rigtig mange referencer fra netop 90’ernes Storbritannien, men som alligevel føles frisk og fornyende – ikke mindst sammenlignet med mange af de andre, mere stoisk seriøse projekter, som er udsprunget af Londons undergrund over det seneste årti.
Aldeles velvalgt lukkede Love og co. med den helt uimodståelige “Running”, selvom de vist nok var gået en håndfuld minutter over tid. Det overlever både vi, de og festivalen nok; vidnende til hvor frygteligt befriende det nu engang er, at Fat Dog gør det med deres helt egen doggystyle.
(Dagens ret: Spaghetti 45, som efterhånden koster 65 kroner ekskl. eventuelle tilkøb. En klassiker uden lige og et kulinarisk safe space for alle traditionalister).
– Alle fotos: Mathias Kristensen
