Tredje Homesick Hank-udspil er dejligt at lytte til. Neonskiltet siger nordicana og skandinavisk melankoli. Det er ikke overdrevet trist, indelukket eller navlepillende, ej heller noget studie i jubelglade sange, og det er faktisk ikke så tosset endda.
Musikkens svar på Marco Pantani har udgivet sin bedste plade i et godt stykke tid, men der er stadig et pænt stykke op til Play. De nye kompositioner kan klart anbefales til en let gang sommer-chillout, men søger man nye tiltag, bliver man skuffet.
Har du gået i gymnasiet i 1990'erne? Har du haft en skovmandskjorte? Er du vild med rock, metal og blues? Så lyt til denne plade fra Clutch, der vil bringe dig tilbage til en svunden tid. Alle andre bør tage deres forbehold...
Pop tilsat hyggestøj og lidt eksperimenterende krydderi er formlen for Broken Social Scene-guitaristen Andrew Whitemans sideprojekt Apostle Of Hustle. En trio med tæft for sangskrivning, men som bør arbejde lidt med at få tingene til at hænge ordentligt sammen.
Bowerbirds benytter følgende ingredienser på Upper Air: vokaler, akustisk guitar, orgel, klaver, harpe, violin, kontrabas. En velkendt, fin folkcocktail med godkendt produktion, men pladen tilfører ikke genren en masse nye indtryk.
Der er dømt stram norsk synthpop på Red, og de 13 hybridsange tænder godt op i et feststemt sankthansbål, men ilden dør relativt hurtigt og efterlader et forkullet indtryk, der ikke giver plads i databasen over mindeværdige plader anno 2009.
Basix møder Speen United? Vokalharmonier møder elektronik? Tja. When Saints Go Machine har helt deres eget udtryk, og det kan de sagtens være bekendt. Det er småt med musikalsk ukrudt, og i disse miljømæssige tider er det helt rart at slippe for at bruge Roundup.
Her har vi virkelig at gøre med et enten-eller-album. Skal der dømmes mål, eller sender man bolden til hjørne? Tja, det er jo en smagssag, men denne gang er Eels' garagerock efter min mening en anelse for gumpetung og tenderer det kedelige.
2009, 2009. Energi, energi. Guitar, guitar. Mørke, mørke. Lyrik, lyrik. Må jeg præsentere Decorate Decorate.
The Late Parade har gode musikalske kort på hånden, og deres dramatiske udtryk er indimellem en fryd for øret. Alligevel vender de kun momentvis op og ned på den danske musikscene, og i længden trænger spørgsmålet om holdbarhed sig på.
Hvad kan man så forvente af Depeche Mode i 2009? Tjaaa, lidt af samme, gamle skuffe, men denne gang med visse retrospektive kvaliteter.
I den evige jagt på klimaks er fokus som regel på at opnå højfrekvent stimuli. Junior Boys leger lidt med den formel og vender det hele på hovedet. Her får du kun et forspil, men det ender sgu alligevel med tilfredsstillelse.
Den gamle patriciavilla U2 har et solidt fundament, men med No Line on the Horizon er der tilføjet små tilbygninger og renoveringer. Det pynter alt sammen.
Unmacks tredje soloudspil er fyldt til randen med strygere og pakket med traditionel Jens Unmack-lyrik, der ikke lige lader sig udfolde, men kombinationen fungerer fint et langt stykke hen ad vejen. Der er stadig et par børnesygdomme at skille sig af med, men mon ikke det kommer med tiden.
Amerikanske Josh Tillmans nye album er fyldt til randen med både sørgmodige, drømmende og smukke lydlandskaber med akustisk guitar, piano og cello som dominerende instrumenter. Man bydes velkommen til et mørkt univers, men kærligheden eksisterer, og Tillman sørger hele tiden for, at man kan ane en lyssprække.
Indtil nu er det ikke lykkedes Mikael Simpson at udgive et decideret dårligt album. Det gør han heller ikke med Slaar skaar. Lyrisk har han været skarpere, men lyden og produktionen har næppe være bedre.
Højt at flyve, dybt at falde. Eller næsten i hvert fald. Jeg går som regel på røven, hver gang jeg hører Erlend Oye, men denne gang holder jeg mig oprejst, afslappet og desorienteret. Rules er hverken funky eller fantastisk. Den er nærmere en fejende fuser.
Modig, nøgen og enkel i sit udtryk. Jacob Faurholt skærer helt ind til sit musikalske nøgleben og giver et bud på, hvordan man kan udgive musik uden alt for megen hurlumhej. Det er til tider smukt og dragende, men desværre også hørt en del gange før.
Der skal altid snige sig en dark horse ind i feltet af årets singer/songwriter-album. I 2007 var det Sam Amidon. I 2008 har Helgi Hrafn Jönsson fået den ære, og jeg har meget svært ved at slippe begejstringen for mandens evner til at kombinere et snert af sfærisk Sigur Rös-pop med universel melankolsk sangskrivning. Det er ganske lettilgængeligt, men uhyre dragende og anbefalelsesværdigt.
En samling øjebliksbilleder. Et vue over en svunden tid. Status! Opsamlingsplader kan påduttes en mængde prædikater, men for de fleste kunstneres vedkommende drejer det sig oftest om at score lidt til pensionskassen. Et opkog af det bedste. Om det er godt nok, kommer vel an på bundniveauet, og her holder waliserne lige skindet på næsen.
