Der er ikke sparet på de musikalske legoklodser i alle mulige størrelser og farver. Guillemots bygger stadigvæk deres musik op af alskens indspark fra rock, pop og jazz krydret med elektronik. De beviser et ganske imponerende all-round håndværk, men denne gang fungerer sammensætningen af inspirationskilderne ikke så optimalt som på debuten.
Endnu et godt dansk album. Det er den korte version. Men desværre hverken fremragende eller nyskabende, og opfølgeren til Vetos glimrende debut ender med at fremstå en anelse mat, da konceptet omkring opbygningen af sangene, får alt for meget plads. Men, men, men – det er absolut værd at lytte til. Bare ikke flere dage i træk.
Larsen and Furious Jane har været hos stylisten for at få et musikalsk make-over, og mørk rock har erstattet de tidligere americana-dispositioner. Det nye udtryk kræver muligvis lidt tilvænning, men tag bare chancen alligevel, "because it's worth it".
Syd Flints selvbetitlede debut er et minialbum i fin balance med sig selv. Der er både country og singer/songwriter-tendenser, og udtrykket er opbygget omkring vokal og akustisk guitar tilsat masser af eftertænksomhed. Kanterne er slebet pænt runde, og det er måske lidt en hæmsko, men det må siges at sortere under mængden af luksusproblemer.
Flotte akustiske arrangementer, en sublim vokal og et utal af finesser holder tingene fornemt sammen på et rigtig indbydende og appellerende indiepopalbum, der leger med de traditionelle strukturer og former, uden at det går ud over lyttevenligheden.
Kvalitet frem for kvantitet? Eller omvendt? April har begge dele og er et album, der kræver sin lytter. Mark Kozelek og hans sammensvorne fylder helt op til randen med lige dele melankoli og iørefaldende melodier.
Hvordan lyder noget ufarligt? Måske lidt ligesom Keith Caputos fjerde soloudspil, der stilsikkert holder sig i højre side af vejbanen uden at bryde fartgrænserne. Det er pænt og nydeligt, og for det meste lyder det ganske udmærket, men vil man have store oplevelser, skal man finde andre græsgange.
For anden gang i løbet af det seneste halve år udgiver århusianske Marybell Katastrophy en ep, der med et ukommercielt lanceringskoncept anbringer sig selv uden for de gængse båse. Fem skarpslebne og semistøjende sange danner rammen om noget, der efterhånden får lytteren til at hungre efter en hel plade.
Det er svært at beskrive den kemiske formel for Lily Electrics debutudgivelse, men når musikken kommer ud af kolben, lyder den lidt som en blanding af Blur, Beatles og Beck, hvilket faktisk ikke er så ringe endda. Samlet set er pladen ganske anbefalelsesværdig.
Amerikanske Speck Mountain luller lytteren ind i et meget afslappet og tåget univers, der i hænderne på trioen er kommet til at lyde ganske godt. Folk med hang til Mazzy Star bør helt klart komme nærmere, men andre kan også hoppe med på vognen – specielt dem, der trænger til en rolig stund.
Udråbt af Gaffa til at blive det helt store i 2005, dernæst udgivelse af ep'en Slow Dance for til slut at blive droppet af deres pladeselskab. Nu går fynboerne så egne veje via nyt pladeselskab og reintroducerer deres nedtonede 70'er-rock. Intentionerne er gode, men bag den pæne facade bliver sangskrivningen en kende anonym.
Enmandsprojektet Silent Highway lever kun delvist op til sit navn. Det er ganske rigtigt stille og akustisk, men motorvejens larmende og farlige kurver ligger milevidt fra de sange, der præger Hope From the Borderland. Det er ikke pladens eneste dualitet, for der er desværre en voldsom polarisering mellem musik og vokal
Det er tidligt at udråbe årets danske album allerede nu, men de øvrige kandidater til titlen skal stå tidligt op for at hamle op med New York-spillestedet Rockwood Musichalls faste husorkester. No More of Less er en fremragende 70'er-inspireret udgivelse, som virkelig belønner den tålmodige lytter.
Umiddelbart vil This Gift være i fare for at ryge over i stakken af ligegyldige udgivelser, for skotske Sons & Daughters' polerede punkrytmer har negative mainstream-tendenser. Men giver man albummet en fair chance, åbner det sig og viser lovende takter via guitar-bombardementer samt ikke mindst en betagende vokal.
Som en trold af en æske dukker Vampire Weekend op, og pludselig skal vi alle sammen elske deres afrobeat-popmusik, for det har en hel skare af amerikanske bloggere sagt, vi skal. Det virker altid über-cool ikke at lade sig rive med strømmen, men denne her gang er det svært ikke at give de hippe typer ret.
Producerguden fra Island går egne veje og deler gavmildt ud af sine kreative strøtanker, der både tæller instrumentale lydflader og mere traditionelle sange, båret oppe med hjælp fra gamle venner. Dejlig meditativ musik, som helt sikkert lyder bedre en søndag i sofaen end en lørdag aften i byen.
Rødt kort til Franz Ferdinand og Maxïmo Park. Ud med de højenergiske guitarudladninger, og ind med indadvendte, afdæmpede indierock-kompositioner i et alsidigt og solbeskinnet lydbillede - sange, der lader til at være Cartridges hidtil mest langtidsholdbare materiale. Kvartetten har taget et modigt skridt mod noget, der kan begå sig i både ind og udland.
Pladen indeholder passager af sublim drømmende poplandskaber, men desværre også en række halvfabrikata, som hører ingen steder hjemme. Man kan vel kalde View From a Highwire for en både og -oplevelse, der viser lovende tegn, men som ikke udløser indre eksplosioner hos lytteren.
Der står bestemt en talentfuld sangskriver bag synonymet B.C. Camplight, og Brian Cristinzio har da også evner inden for de skæve og skønne popharmonier, men det høje ambitionsniveau står desværre ikke til måls med det færdige produkt, som savner sammenhæng og holdbarhed.
Det er stadig tight og stramt betrukket med oaser af coolness, energi og dystre udladninger, men plade nummer to fra Spleen United har mod på endnu mere, og lysere tider er på vej. Vejen dertil er asfalteret med et stærkt melodimateriale og elementer fra 90'ernes dancescene. Et spændende og særdeles gangbart koncept.
