En gang imellem må man konstatere, at et band ikke lige rammer bull’s eye, og det er de færreste bands, der ikke har en dårlig dag. Det er sikkert sket for både The Beatles og Radiohead. Måske florerer der ligefrem en form for børnesygdom, der rammer en udgivelse i løbet af et bands karriere. I The Killers tilfælde er det nærliggende at kalde den sygdom Day & Age.
Musikken er fra New York. Vokalen fra Sønderborg. Hvad mon Birthe Rønn siger til den form for integration? Tålt ophold? Asyl? Tja, det er godt, at Sune Rose Wagner har sit rødbedefarvede pas, så man undgår, at pladen ender i Sandholmlejren (selvom de sikkert kunne trænge til lidt god musik). The Raveonettes på dansk? Tja, det lyder lidt derhenad, men så alligevel ikke"¦
Det er rart at lytte til en live-plade, som både giver et billede af et stærkt sangmateriale, samtidig med at man fornemmer noget nyt. Som altid er det svært at være koncertfluen på væggen, der ikke er der, men det er faktisk lykkedes Will Oldham at pakke tingene ind og ikke mindst ud, så alle får noget med hjem.
Om en rødvin er god, varierer fra år til år, og der er mange grunde til, at man ikke konsekvent skal købe den samme flaske hvert år. Det gælder åbenbart også for The Secret Machines. Deres tidligere udgivelser holder et helt andet niveau end deres seneste udspil, som klart kan drikkes, men den lange eftersmag og overvældende duft udebliver.
Alt er, som det plejer at være. Sangene er fremragende, vokalen er helt sublim, og man nagles endnu en gang til gulvet. Eller gør man? Denne anmelder er så meget i tvivl, at han har afsagt ikke bare én, men to domme.
Det er stadig de emotionelle skitser, der præger Uzi & Aris univers, og selvom der ikke er mængder af nye tiltag fra Ben Shepard og undersåtterne, så fænger de organiske og semi-elektroniske melodier endnu en gang. Det er et glimrende antivinterdepressiv til tiden, der kommer, hvor det bare bliver koldere, koldere og koldere.
Vil man underholdes, hoppe og danse, er der masser af mulighed for at få sine lyster styret ved at lytte til Are We Brothers’ selvbetitlede debut, der oser af glæde og iørefaldende hooks. Det er ikke nogen poprevolution, men bandet har alligevel snøret sækken omkring noget, der er værd at åbne, nu når sæsonen for manglende vitaminer står for døren.
De hårdtarbejdende newyorkere i TV on the Radio har langsomt skrællet det überkaotiske af deres musik, og her tre plader senere står et massivt skelet, der har besluttet sig for at udvide horisonter under navnet Dear Science. I marven af bandets knogler sidder der stadig gode omkvæd, velskrevne tekster og en misundelsesværdig evne til at udtrykke sig – på den unikke måde.
Det er tæt på at være rigtig godt, men man må nøjes med lidt mindre. Danske Small har begået noget interessant og rendyrket elektronisk pop, hvor fokus ligger i et lyttefelt omkring det iørefaldende og drømmende. Det fungerer glimrende, og pladen er spækket med nydelige omkvæd, men numrene flyder for meget sammen, og der opstår problemer, når man skal skelne mellem de 10 numre. Det giver lidt ridser i lakken på en ellers rigtig fin debut.
Soft Airplane er som at spille en runde golf. Flotte greens, kuperede landskaber, gode og dårlige slag, små chip, lækre put og et arsenal af udstyr. Chad VanGaalen har i sit lidt trippede folkunivers, der gennem årene har fundet vej op fra mandens kælder, skrevet 13 meget afvekslende numre, der vidner om en mand med et lavt handicap.
Lampchops seneste album er udmærket, men man forventer altid lige lidt mere, når Kurt Wagner omsætter sine tanker og idéer til musik. OH (Ohio) er et lille skridt i den rigtige retning – væk fra de to foregående udspil – og klart mere homogent og rent i sit udtryk. Men pladen kæmper en stille kamp mod kønsløsheden.
Selvom pladen ser ganske almindelig ud, så er der både en A- og en B-side. Førstnævnte er den radiovenlige, pop-rockede version. Sidstnævnte er Jurado, som vi kender ham. Det må være op til den enkelte at vurdere, om man bedst kan lide det nye eller gamle jeg. Herfra er der ingen tvivl"¦
10 år efter sejren i DM i rock får The River Phoenix endelig deres pladeudgivelse, der er en støjlydmur af melodi og rockpassager og kræver et højtliggende loft og en fast sokkel som lytteunderlag. Og hvordan er det så? Jo, faktisk helt hæderligt, men om det er værd at vente 10 år på, må tiden vise.
Oven på et par ep'er og den to år gamle debutpladeSongs That Animals Taught Us er Kent Lambert og hans glimrende hold af musikere tilbage med et klart bedre bud på en holdbar og velfunderet popplade. Ikke en ny Pet Shop Boys-plade, men én af dem der kræver en indsats fra lytteren – hvilket belønnes et langt stykke hen ad vejen.
Det lyder som noget, man indspiller i et rum inde bag soveværelset, og det er det faktisk også. Sovekammerpop kan man næppe kalde den amerikanske duos andet album, men der er noget drømmende over deres musik, som uden tvivl er et godt bud på en indietronica-plade. Men alligevel er det ikke helt godt nok
"Kiss and make up". Det må være overskriften på det gendannede band The Verves fjerde udspil, der via sin enkle titel varsler et eller andet. Hvad det så end er, må stå i det uvisse, for selv om bandet ser fremad, så lyder The Verve umiskendeligt, som de altid har gjort, og det er både skidt og kanel.
Tredje gang er hverken lykkens eller katastrofens gang. Micah P. Hinson har endnu en gang udgivet en glimrende plade, og han forsøger sågar at udvikle sit udtryk. Det lyder desværre som et lidt uafklaret projekt, og det må man tage til takke med. Hvilket heldigvis er ganske let at leve med.
Som en meget stille bæk flyder Lost Sailors sange, og det samlede udtryk på ep'en er meget kompakt og nærværende. Der skal kradses lidt i overfladen for at åbne sangene, hvilket absolut er muligt, men nogen stor musikalsk eksplosion skal man ikke forvente.
Det er ikke det kvindelige bud på Metallicas S&M-album, hvor metal møder symfoni, men A Thousands Shark's Teeth er næsten skabt ud af samme klon – bortset fra at æterisk rock erstatter metal. Shara Worden har endnu en gang hæklet et spraglet og appellerende symfonisk kludetæppe, der absolut sorterer under lytteoplevelser.
Bare fordi man vil det hele, er det ikke sikkert, at man kan det. Danske Prins Nitram både vil og kan, og det er småt med fejltrinnene på den vidtfavnende debut, der blæser sine virile kompositioner ud over et farverigt musikalsk landskab. Absolut en af årets mest spændende danske plader.
