Oven på sit tre år gamle gennembrudsalbum Let It Die har Leslie Feist valgt at tone sit musikalske univers en anelse ned. Balladerne er i overvægt på The Reminder, og det er lige før, det bliver for meget af det gode. Men også kun lige før.
Skribent - Jeppe Fly-Kristensen
Loney, Dear: Loney, Noir
Denne svenske enmandshær har frembragt et dejligt lille album, som ikke gør meget væsen af sig, men i stedet lever sit helt eget liv under overfladen. Stikker man hovedet ned i undergrunden til Emil Svanängens intime univers, er der en god chance for, at man får noget godt og rørende med hjem.
Andrew Bird: Armchair Apocrypha
Andrew Birds nye album emmer af nyslået græs og tulipaner, men der er mere mellem himmel og jord, hvilket Andrew Bird holder foredrag om i sine tekster. De poppede og velkomponerede numre går rent ind, og holdbarheden er længere end blot en enkelt årstid.
Brett Anderson: s.t.
Brett Andersons afdæmpede solodebut er en behagelig lytteoplevelse til de stille stunder, og Suede-frontmanden formår at synge med både hjerte og smerte. Men musikken og arrangementerne halter i den grad bagefter.
Branches: Grown in You
De musikalske drillerier fortsætter på Branches' andet album. Men selv om legestueelementer altid giver en vis risiko for et ligegyldigt produkt, formår bandet på charmerende vis at bevæge sig mellem prog-indie og underspillet lofi-indiepop uden at ryge ud af kurs.
Patrick Wolf: The Magic Position
Det indadvendte og mørke er afløst af et farverigt musikalsk univers, hvor man kun lige kan ane de tunge skyer. Patrick Wolf giver den hele armen og skyder sine poppede kompositioner af med et væld af lydflader, der består af elektroniske programmeringer tilført klassisk instrumentering. Et vovestykke, men den unge mand holder tungen lige i munden.
Jesse Sykes & the Sweet Hereafter: Like, Love, Lust & the Open Halls of the Soul
Det trækker stadig op til regn, og de grå toner præger da også Jesse Sykes' nye, fine americana-udspil. De blotlagte følelser og skiftende sindsstemninger bakkes flot op af Sykes' backingband, og sammen med den småhæse sangerinde har de begået et ganske langtidsholdbart album.
Austin Lace: Easy to Cook
Poppen er krystalklar på belgiske Austin Laces debutalbum, der uden fast grund under fødderne flyver fra den ene gren til den anden. Grene med grobund i både bossa, rytmeboks og synth indeholdende en masse glade budskaber og luftige arrangementer, der må siges at være en ganske hæderlig begyndelse.
The Decemberists: The Crane Wife
Historierne er ikke blevet mindre bloddryppende, mens der er lidt andre boller på lydsuppen. Men selv om det skæve, charmerende og udadvendte er tonet en anelse ned, har The Crane Wife masser at byde på, ikke mindst på melodisiden
Little Barrie: Stand Your Ground
Originalitet og nyskabelse er ikke det rette label til Little Barrie. Tværtimod gør den britiske trio alt for at lyde som noget, man har fundet i en kasse fra 60’erne. Retrostilen er gennemført og energisk – der er sved, men hverken blod eller tårer, og man savner lidt vildskab og personlighed.
Owen: At Home With Owen
Mike Kinsella fortsætter, hvor hans forrige udspil slap, og det gør han faktisk ganske godt. Karlekammersangene er smukke og indlevende, uden at det patetiske får bægeret til at flyde over. Det er simpelt og luftigt på en yderst behagelig måde.
Richmond Fontaine: Thirteen Cities
Willy Vlautin skriver stadig tekster fra "œthe dark side of the track", og sammen med resten af Richmond Fontaine spiller han fortsat americana i bred forstand. Men denne gang er udtrykket mere højtbelagt, og bandet er kommet et skridt videre fra den forrige plades spartanske udtryk.
The Kissaway Trail: s.t.
De melodramatiske passager står i kø på en plade, der skal forsøge at overbevise oven på en stærk førstesingle. Der er meget mere end blot "Smother + Evil = Hurt" på The Kissaway Trails debutudgivelse, der emmer af berusende passager, fine vokaler og følsomme arrangementer.
One-Eyed Mule: Hobo in the Land of Love
Danske One-Eyed Mule går ufortrødent til den sløve country og holder sig til de klassiske dyder, hvilket ikke gør bandet til årets mest opfindsomme nye band. Men de har heldigvis evnerne med sig, og så kan man som bekendt nå langt. En hæderlig debutplade.
Mogwai: Zidane – A 21st Century Portrait
Man savner billederne, når man lytter til Mogwais Zidane-soundtrack. Men albummets stemningsfulde lydcollager kan sagtens bruges som ledsager til en god bog.
Pernice Brothers: Live a Little
Hvordan lyder drømme egentlig? Det spørgsmål forsøger Joe Pernice at besvare ved hjælp af 12 udtag fra hans eget drømmeunivers.Live a Little disker op med sublim pop, lækre strygerarrangementer og rigtige gode melodier – som et langtidsbrændende lys til de mørke tider.
Hot Club de Paris: Drop It ‘Til It Pops
Arctic Monkeys og Sum 41 mødes og skaber punkrock i den bløde afdeling. Selv om lyd og produktion er helt i orden, virker Hot Club de Paris' debut lidt for efterskole-agtig. Der er ikke nok substans, og idéerne spænder ben for hinanden.
Strip Music: Hollywood & Wolfman
Var det noget med en gang svensk synth-rock tilsat en sværm af atmosfæriske arrangementer og lidt højt-til-loftet vokal? Så er Strip Music lige dig, for alt dét er der rigeligt af på Hollywood & Wolfman. Men pladen er en af årets mere ujævne udgivelser.
Rivera: Wistful EP
Sange fra et tyst univers klæber sig til hinanden og danner grobund for en ep, der ikke kræver andet af sin lytter end at holde mund. Men når cd'en har forladt laseren, er den på vej ind i glemslens dybe univers.
The Sadies: In Concert – Vol. One
Toronto-kvartetten The Sadies blander punk, surf og bluegrass sammen til en form for kosmisk country. Denne mastodont af et livealbum skal bides over, for der er musik til flere dage. Men selv om der skal sorteres lidt i indholdet, giver albummet et godt indblik i, hvordan The Sadies gør sig på scenen.