Elektrisk, dansevenligt og pokkers catchy fra først færd. Jon McClure og hans backingband har den rette formel til årstidens skrøbelige tungsind, og det er svært at undgå farve i kinderne efter en tur i høet med The State of Things. Godt nok taber pladen lidt af pusten mod afslutningen, men har man mod på elektro-punk i den milde ende, bør man snuse til Reverend and the Makers.
Det andet album fra Sam Amidon er en af årets positive overraskelser. Nok er han tro mod folkgenren, men han formår, via sine islandske medhjælpere, at implementere små dråber af virkemidler, som sammen med Amidons karakterfulde vokal bringer de 10 sange helt op på toppen af det bjerg, hvor de bedste albums fra 2007 holder til.
Titlen er lidt misvisende, for der er ikke meget nyt under solen, hvad angår The Sadies. Skidt for dem, der trænger til nyt blod, men godt for dem, der har hang til countryinspireret rock med melankolske undertoner, og som i øvrigt synes, at deres forrige udspil var værd at lytte til.
Den forhenværende Granada-sangerinde har skabt et solidt soloudspil, hvor de poppede elementer fra bandperioden fint implementeres i et lidt mere tempofyldt lydbillede. De engelske tekster er skiftet ud med det svenske, hvilket klæder sangene.
Man kan ikke sætte en finger på mandens evner bag en mikrofon, for Hemplers vokal er og bliver en af landets bedste. Resten af materialet på soloplade nummer tre er til gengæld en anelse mere divergerende, og indimellem kan det være svært at følge den kurs, der er udstukket for Return of the Yes Man.
Det lader til, at Lise Westzynthius bare bliver bedre og bedre. Hun har i hvert fald skabt et fremragende værk, der spænder fra det rørende intime til det udadvendte og stille larmende. Siberian Mission viser nye sider af en i forvejen kreativ kunstner, uden hun dog forlader sit ståsted.
Seattle-duoen Olsen/Westcott er muligvis vokset op med grunge-bølgen, men den har ikke haft den store effekt, for deres debut plade er fyldt med letbenede pop/folk melodier, der giver minder om en forgangen tid. Det hele bliver hjulpet godt på vej af en stemningsfyldt produktion, der sikrer, at pladen ikke blot bliver endnu en indiepopudgivelse.
Det er faktisk ret godt, men samtidig også en gentagelse af noget, der ligeledes var ret godt. Forvirret? Tja, det er, som om Blanche ikke rigtig har fået fødder ud af gummistøvlerne fra deres fine debut, og selv om plade nr. to er fyldt med memorable øjeblikke, så smager det hele lidt ligesom sidst, bandet udgav en skramlet countryplade.
Við og Við er en samling intime og gribende sange, som i melodi og tekst varierer mellem det naive og det komplekse. Ólöf Arnalds personlige historier fortælles uden omsvøb, og hendes sagte røst binder fine sløjfer omkring den labyrintiske folk-sangskrivning.
Lad endelig Sunset Rubdown være indledningen til det mørke efterår. De gode, men skæve melodier er så tilpas tempofyldte, at man ikke mister modet lige med det samme, men stadig så fortvivlende, at man ikke glemmer, hvad der venter de næste fem måneder. Det er fornemt canadisk efterårsløvfald
Indiepoppen er et bredt genrebegreb, og The Elephants gør sig umage for at spænde vidt mellem yderpunkterne. Den danske kvartet har fået pladekontrakt syd for grænsen, og fundamentet for en eksportsucces er i orden – også selv om der er visse vokalmæssige svagheder.
I kraft af velfortalte historier og overbevisende skæve kompositioner holder dette konceptalbum et meget højt niveau – og er man tilhænger af det sære og fabulerende, tilsat et skvæt primalskrig fra forsangeren, går man på ingen måde forgæves.
Trods Salim Nourallahs syriske rødder bærer Snowing in My Heart slet ikke præg af noget mellemøstligt. I stedet hænger den ene flotte popmelodi efter den anden som perler på en snor. Men teksterne har ikke fået samme prioritet som kompositionerne, og det giver småridser i lakken.
En fyldig sag. Det må være de rette ord til at beskrive Annie Clarks fine soloplade, der er pakket med detaljer og skæve idéer i et popunivers, som hverken lefler for genrens normale strukturer eller lytternes behov. Det er der kommet en rigtig interessant plade ud af.
Country Stigs førstefødte, bortset fra den lille demo Leaves and Angeles fra 2003, er en rigtig fornem americana-udgivelse, der viser samsingens potentiale ud i kunsten at skrive gode sange.
Den norske trio veksler mellem hårdtslående rock, fængslende mid-tempo og bølgende westcoast-ballader. Pladen har helt klart et potentiale, men den mangler også i den grad at fasttømre sin identitet. Idéerne står knivskarpt, men der mangler lidt navigation og en klar rockkurs.
Josh Rouse har stadig godt gang i den 70'er-inspirerede sangskriverpop og lette harmonier, men i modsætning til sidste års Subtítulo har han åbnet op for de lidt mørkere sider af sindet. Det er der kommet endnu et udmærket album ud af, men han er begyndt at spænde lidt ben for sig selv.
Det er yderst sjældent, at man slipper heldigt fra at have hele 30 numre på en cd, og Sloans forsøg når da heller ikke gennem uden skrammer. En ordentlig tur med lugejernet havde gjort underværker, for kvaliteten svinger lige lovlig meget.
Godt håndværk - men ikke noget nyt under solen. Det er hørt masser af gange før, hvilket går hen og bliver pladens helt store problem. Emil Friis er en gedigen sangskriver, men han har stadig et pænt stykke op til Dylan, selv om han forsøger at lyde lidt ligesom den gamle mand.
Man kan næsten ikke få nok af de fine, skrøbelige sange fra Elliott Smith. Dog føles 24 som en anelse for meget. Men også kun en anelse, for New Moon er et fremragende posthumt sangskriver album, hvor cd 1 bærer én op over skyerne, mens cd 2 ligger lavere – men det er til at leve med, når bundniveauet er så højt.
