Der skal lange arme til at favne så vidt, som en række kunstnere forsøger på Sandholm. Der er næsten lige så mange genrer som sange på albummet. Derfor lykkes heller ikke at holde styr på udskejelserne, men til gengæld indeholder albummet et par spændende perler.
Svensk punkrocks svar på Olsen-tvillingerne. Men hvor Mary-Kate og Ashley er Hollywoods version af sød og nuttet, er Dräp En Hund de to teenagepiger med mest attitude på rockscenen. Selv om ikke alle numre virker lige godt, er det svært at undgå at blive tiltrukket af de to tøsers skramlede punkrock.
Oakley Hall serverer på deres tredje album en god gang country- og folk-inspireret syrerock. Til tider kan man næsten sættes i trance og leve sig helt ind i musikken. Men det kræver at forholdene er helt rigtige, og det er de ikke i den danske sommervarme.
Når Jack White og hans legekammerater beslutter at udgive en plade, går det ikke stille af sige. Men der er noget om hypen, for The Raconteurs laver gedigen rock musik, som det er svært ikke at holde af. Nydes bedst en varm sommerdag med en kold øl i hånden.
Canadiske Greg MacPherson udkommer for første gang i Danmark. Med sig over Atlanten har han en stak gode sange i klassisk singer/songwriter stil. Sun Beats Down byder på gode tekster, gode melodier og god instrumentering. Så gør det ikke så meget, at opfindsomheden ikke er i højsædet.
Svensk elektronisk pop er efterhånden ved at være en metervare, og Boylife passer da også perfekt ind i bølgen. Men på trods af at Lo-Fi-Fnk i bund og grund ikke skiller sig synderligt ud fra flere af deres landsmænd, er det alligevel svært ikke at holde af Boylife.
Martin McFaul har lyttet til 40 år gamle klassikere. Det bærer Pop Mansion tydeligt præg af, og af den grund lyder pladen nærmest som en anakronisme. Det bliver den nu ikke dårligere af, for Martin McFaul kan sine ting, og resultatet er positivt - om end ikke synderligt opfindsomt.
Daníel Águst må være meget glad for naturen, for albummet Swallowed a Star lyder så organisk, at det kunne være noget, han har fundet på en skovtur. Det er ikke godt, det er heller ikke dårligt. Det er i det hele taget svært at sige, hvad det er.
På Born to Run indfangede Bruce Springsteen ungdommens dilemmaer og drømme. Albummet er en hyldest til ungdommen, til venskab og til den amerikanske drøm. Born to Run gjorde Bruce Springsteen til The Boss.
Wake Up Rock får dig til at vågne op. Desværre får den dig også til at døse hen, for der er mere variation, end godt er på albummet. Både kvalitet, tempo og stil varierer fra nummer til nummer.
Merz inviterer efter syv års pause på en oplevelsesrig rejse med Loveheart. Albummet er en perle, der byder på både dyb melankoli og naive kærlighedssange – og det har i den grad været den lange ventetid værd.
Danske The Holiday Show byder på en herlig blanding af synth, falsetvokal og klassiske rockinstrumenter, der resulterer i et behageligt popunivers. Det sker desværre i et vist omfang på bekostning af eksperimenterne.
Nothing Broken fortsætter i samme rille som Johnny Cash og Mark Knopfler: pæn vokal, enkle instrumenter og god produktion. Men alt i alt ender det genudgivne soloalbum fra Nick Caves Bad Seeds-pianist som et nydeligt, om end uinteressant og småkedeligt udspil.
Efteråret har indfundet sig. Både udenfor og på danske Antophones' debutalbum. Selv om stemningen er mørk og trist, er der dog rigeligt at glædes over på Happy Failure. Albummet er spækket med flotte melodier, der suppleres af en betagende vokal.
Teksterne er det svageste led på Everyone Takes Themselves Too Seriously, som man dog roligt kan tage seriøst, for fremføringen fejler ikke noget. Hvor de stille sange halter, står de mere friske sange stabilt med begge ben solidt plantet i den gode ende af singer/songwriter genren.
