Det var en nedbarberet koncert, man var vidne til, hvis man befandt sig til Kills-koncerten på Vega. De var kun to på scenen, så bas og trommer blev varetaget af en sampler. Til gengæld rummede de to og deres beskidte rock'n'roll-energi og intensitet, som undertegnede sjældent har set det.
Keith Canisius’ solodebut genopfinder ikke ligefrem skiveskåret brød. Til gengæld er Ferris Wheel Makeout et ualmindeligt velsmagende et af slagsen. Rigt på gode ingredienser og tilberedt med kærlighed, masser af sød indie-kærlighed. Og med den opskrift går man sjældent galt i byen.
Said the Shark byder velkommen til et mørkt univers, hvor kærligheden kun eksisterer som en teoretisk størrelse. Ingen af personerne i sangene stræber efter den. Den er en utopi, der kun kan være af akademisk interesse. Det er i både tekst og musik desillusionerende og nedslående, men det er også forbandet godt.
Good Bad Not Evil er ikke det ikke mest interessante garagerock, der er lavet, men pladen formår alligevel at holde fast i lytterens interesse i kraft af, at den eksperimenterer med flere forskellige genrer. Det bliver aldrig kedeligt – men lyder til gengæld lige lovlig bekendt.
Eleanoora Rosenholm er et finsk indiepopband. Men helt så let er det ikke, for under den enkle overflade gemmer Vainajan Muotokuva på mere. Det hele virker lyst og godt, men det er, som om der stikker noget under. Der er noget uldent ved det hele, og derfor bliver man ved med at vende tilbage til den.
Hvis man er fascineret af de sydstaterne og sydstatsmentaliteten, vil man helt sikkert tage Swampblood til sig, for den er i udpræget grad et produkt af sin geografiske oprindelse. Der er referencer til country, bluegrass og punk med mere, men sydstatsudtrykket skinner hele tiden igennem.
Georgie James’ debutplade er spækket med engelsk-inspirerede popsange. Nogle er rigtig gode, nogle er bare kedelige. Fælles for dem alle er dog, at de er lyse og let tilgængelige, hvilket gør denne udgivelse til et godt våben i kampen mod den forestående vinterdepression.
Der er ikke meget nyt under solen, men Frog Eyes' seneste udgivelse lægger sig solidt i den populære ende af indierockgenren. Man synes, man har hørt det hele før, men hvis man kan lide bands som Arcade Fire og Modest Mouse, kan man godt få noget ud af Tears of the Valedictorian.
Kvinder kan have det hårdt. Det er der skrevet adskillige sange om, men som regel af kvinder. På Safe as Houses er det imidlertid en mand, der prøver at skildre en kvindes prøvelser. Det lyder som en svær opgave, og det står også hurtigt klart, at det ikke lykkes at udføre projektet troværdigt.
Billy Childish har udgivet over 100 album, og noget kunne tyde på, at han skulle være mere kritisk og mindre produktiv, for Punk Rock at the British Legion Hall er en tynd omgang. På trods af gentagne genreskift bliver albummet aldrig rigtig interessant. Det lyder alt sammen lidt for bekendt.
"Åh nej," må de, der står for at skaffe rettigheder til samples hos XL Recordings, have tænkt, da M.I.A. varslede et nyt album. Og hun låner da også fra højre og venstre. Resultatet er ikke desto mindre særdeles helstøbt og helt sit eget: et af årets hidtil bedste album.
Hvis der findes en norsk supergruppe, er det My Midnight Creeps, hvis rødder rækker tilbage til bands som Ricochets og Madrugada. Dette er deres andet udspil, og de viser atter, at det ikke bare er på papiret, de er en supergruppe. På plade leverer de nemlig varen, måske bedre end noget andet skandinavisk rockband.
Californiske No Ages debutalbum er en blandet fornøjelse, for det lyder som to vidt forskellige ep'er flettet sammen på usammenhængende vis, og det ødelægger helhedsindtrykket. De er bedst, når de blander punk med støjrock, men så er de til gengæld også rigtig gode.
Selv om albumtitlen minder om Infernal, gør lyden ikke. Her er det fransk/tysk electropop, det handler om. Det er så klichéfyldt, at det næsten bliver for meget, men i små doser kan pladen godt få humøret op. I længden bliver det dog for kedeligt.
Lightning Dust består af Joshua Wells og Amber Webber fra Black Mountain. Musikken er dog noget anderledes, for her er tale om melankolsk indierock med minimal instrumentering. Det starter godt, men efter de første to numre daler kvaliteten støt, og det er ærgerligt, for potentialet er tydeligt.
Der har længe været snak om de enæggede tvillingesøstre fra Sverige. Nu er deres debut-ep her så endelig. Det er meget trist musik, og til tider er instrumenteringen så sparsom, at det nærmer sig a cappella. Søstrene Berhan får til fulde mindet os om, at det ikke er let at være teenager.
I den moderne globaliserede verden, vi altid hører om, vil Dolorean klare sig dårligt, rigtig dårligt. De er ikke interesserede i at være innovative og fremadrettede. De spiller alt. country, der hellere drømmer og tænker tilbage end ser realiteterne i øjnene. Og det er helt fint.
Hvis stenet syrerock, grunge, mørk electronica, punk, Black Sabbath og hardcore uden videre kan blandes i en 10 numre lang playliste, når du holder fest, tilhører du den sjældne race, som Hope for Men giver mening for. Dårligt er albummet egentlig ikke. Det er bare virkeligt usammenhængende.
En gyserfilm uden billeder. Det er den bedste måde at beskrive Demon Jukebox på. Der er en konstant mørk og ubehagelig stemning på albummet, og ikke et eneste sekund får man lov at slappe af og føle sig godt tilpas. Nogen fornøjelse er pladen således ikke, men det bliver den ikke dårlig af.
Maria Taylor er ude med sit andet album. Det er blevet til en pose blandede bolcher fra singer/songwriter-butikken. Nogle numre er energiske på en for genren forfriskende måde, andre mere traditionelle. Bortset fra et par lidt for skæve numre er Lynn Teeter Flower en rigtig god plade.
