På Victory at Seas tredje album vil sanger/sangskriver Mona Elliott stadig gerne være P.J. Harvey, men nu vil hun også glimtvis være Tori Amos – originalerne er dog stadig de bedste.
Skribent - Mikkel Mortensen
Foo Fighters: One by One
På Foo Fighters' bedste album til dato beviser Dave Grohl, at han ikke kun er en dybt selvironisk MTV-personlighed, men faktisk kan skrive drønende rocksange af højeste karat.
Superdrag: Last Call for Vitriol
Decideret søvndyssende er Superdrag ikke, men på Last Call for Vitriol når bandet bestemt heller ikke ud op i den øvre ende af dén skala.
Breaking Pangaea: Cannon to a Whisper
Hold dig på lang afstand af Breaking Pangaeas rædsomme debutplade, der er aldeles indholdsløs - ja, meningsløs.
The Electric Soft Parade: Holes in the Wall
En forfriskende debut fra et par unge engelske brødre med tæft for fængende melodier og interessante arrangementer. Men hvis nogen vil hjælpe dem med teksterne næste gang, skal det være velkomment.
V/A: Stepping Stone: Volume 1
I bund og grund ikke nogen særlig vellykket opsamling fra pladeselskabet The Militia Group. Der er glimt af talent, men langt det meste er kedsommelig, uvedkommende emo-rock.
Rescue: Volume Plus Volume
Bare fordi Ross Robinson tilsyneladende vil spilde tid på dem, behøver vi andre altså ikke. Rescues debutalbum er ekstremt mislykket.
Beth Gibbons & Rustin’ Man: Out of Season
Sammen med Talk Talks bassist beviser Beth Gibbons, at hun er andet og mere end "stemmen fra Portishead". 11 tidløse popsange.
And You Will Know Us by the Trail of Dead: Source Tags & Codes
Source Tags & Codes er en virtuos og eksplosiv magtdemonstration fra et band, der formidler grum grimhed og stor skønhed med lige stor indlevelse.
The Loveless: Star Rover
Dystert uden at være dystert nok. Følsomt uden at være følsomt nok. The Loveless' goth-rock skubber ikke rigtig til nogen grænser, og den polerede produktion hjælper heller ikke Star Rover den rette vej.
Superjeg: Alt er ego
Superjeg debuterer med de mest underfundige dansksprogede tekster, der er hørt i løbet af de seneste år, men de gode melodier er desværre i restordre.
Beck: Sea Change
Sea Change er næsten lige så ensformigt, som resten af Becks karriere har været spraglet. Men det klæder hr. Hansen at fordybe sig i melankolien, og albummet er hans mest konsistente og langtidsholdbare til dato.
Nine Inch Nails: And All That Could Have Been
Trent Reznor pletter delvist sin hidtil rene rekordliste med en lettere usammenhængende liveplade, der savner mange gode numre fra bagkataloget – og trænger til en fyldigere lyd.
The Notwist: Neon Golden
Blandingen af indierock, electronica og melankolsk pop-finesse bliver næppe meget bedre end på Neon Golden.
Clinic: Walking With Thee
Clinic kan slet ikke leve op til forgængeren Internal Wranglers chokerende og fortryllende eksperimentere-lyst og ender med en middelmådig opfølger.
Sophia: De Nachten
Suverænt smukt. Stærkt og smertende. Sophia.
Jimmy Eat World: s.t.
Jimmy Eat World har med deres fjerde album fundet frem til en lettere tilgængelig formel, der henvender sig såvel til rockfans og masserne. Og oven i hatten formår de at skære fængende melodier, der bestemt har et par deciderede ørehængere imellem.
Matthew Jay: Draw
Et varieret og ganske lovende singer/songwriter-debutalbum.
Rival Schools: United by Fate
»1-2-3 - rock!« Der ligger ikke de store dybsindigheder bag Rival Schools debutplade, men hvis du kan nøjes med god gedigen rock’n’roll, er United by Fate bestemt værd at komme i nærkontakt med.
Puddle of Mudd: Come Clean
Åh nej. En helt igennem horribel plade. Hold dig langt, langt, langt væk fra Come Clean, der er en misgerning mod musik som kunstform.