Simpel, no nonsense, aggressiv pop. Således formuleres det musikalske udgangspunkt for albumaktuelle I Am Bones i den pressemeddelelse, der fulgte med mit anmeldereksemplar af debuten Wrong Numbers Are Never Busy. Og selv om det ikke er helt dækkende for den spraglede plade, indkapsler det udmærket ånden bag projektet: ligefrem sangskrivning med pågående attitude.
Bag bandnavnet I Am Bones gemmer sig den århusianske musiker Johannes Gammelby, der både i sin tid som medlem af det løfterige støjensemble Strumm og med sine hjemmestrikkede demoer The Short Attention Span EP og If You Really Love Me, Send Me More Medical Supplies har markeret sig i den alternative rockundergrund inden for de sidste par år. Faktisk så meget, at det ligeledes århusianske selskab Morningside Records, nu har valgt at udsende et helt album med hr. Gammelbys eksperimenter.
Og der kan man sagtens forstå. Dels fordi Wrong Numbers Are Never Busy har masser af musikalsk charme, selvtillid og særegenhed, dels fordi albummet uden problemer føjer sig ind i rækken af tidligere Morningside-udgivelser. For man genkender både Figurines’ energiske power-indie, My Friends Georges skævt vuggende lofi og Larsen & Furious Janes modne melodimageri i I Am Bones udtryk. Men heldigvis også meget andet, som ingen af de tre ovennævnte hidtil har præsteret.
Albummet sparkes ulmende indædt i gang med “The Beat Is Satan”, hvor en monotont bumlende basakkord iklædes skævvredne, dissonante guitarer og sløve trommetæsk. 2 minutter og 13 sekunder til at fange opmærksomheden. Så er vi i gang.
Herfra skiftes der til den anderledes afdæmpede, men aldeles indtagende “Get With the Program” – og albummets overordnede vekslen mellem det hektiske og støjende og det mere afdæmpede er hermed ligeledes sat i gang. I førstnævnte kategori finder man bl.a. den tungt huggende “Replica” (ifølge Gammelby forfattet på 50 sekunder hos kæresten, mens hun lavede mad), den knaldhårde og indædt sarkastiske “Backpackers”, mens der i “Cut Elly” leges med sampler, trommeprogrammering og båndsløjfer.
Det er dog i albummets mindre eksperimenterende numre, at I Am Bones for alvor træder i karakter, eksempelvis i den harmoniske “Built on Sand” med en halvfatalistisk, dybereliggende pointe om, at en nutidig lykketilstand når som helst kan ændre sig til flodbølge af uheld.
“The Ostrich Approach” underholder stærkt med sit catchy og bittersøde omkvæd: »I’ll hook you up with alcohol and valium / then you can’t run away from me again.« På samme måde som “Building Hospitals” enkelt og ubesværet leverer en af årets bedste og mest medrivende popmelodier på dansk grund.
Tæft for balladen fremviser I Am Bones ligeledes med “Vitamin D”, der usminket og ærligt leverer albummets bedste sødetablet inklusiv smægtende mandolin og det dobbelttydige omkvæd: »You’re a diamond at the end of eternity / you have done well / you are free to go, but I hope you stay with me / and put me through hell.«
Og sidst, men ikke mindst sluttes der af med manér i “Honeytrap”, der elegant udvikler sig fra en tyst, semiakustisk vers/omkvæd-indledning over et kort, sart klavermellemspil for slutteligt at ende i et boblende og fint forløst guitarcrescendo.
Alt i alt spænder I Am Bones altså bredt på Wrong Numbers Are Never Busy – og klarer de fleste krumspring med skindet på næsen. Først og fremmest fordi Johannes Gammelbys ubestrideligt store musikalske talent hele vejen skinner igennem. Men også fordi han sammen med sine musikalske sparringspartnere – Torsten B. Larsen (Larsen & Furious Jane), Piet Breinholm Bendtsen (18th Dye, Rhonda Harris) og Gaute Niemann (Spleen United) – har haft modet til at lade sangene være sig selv: grimme, skæve, grumme, smukke, grove, sjove. Og frem for alt: ærlige.
