Skribent - Redaktionen

[Lasse Bertelsen og Martin Thimes]Supersilent, 06.07.08, 14.30, AstoriaAstoria-scenen med dens tempelagtige atmosfære rummede denne eftermiddag noget nær en livmoderstemning i den muskelopstrammende hede, hvor Supersilent skulle forsøge sig udi den følelsesladede adspredelse, som improviseret musik ofte kan være. Den norske kvartet rummede mere, end en livmoder ville kunne, med deres unikke og småt nordiske post-kompostionsmusik. De tilstedeværende blev fragtet i et musikalsk forløb, der snart trak på såvel sagte som voldelige naturoplevelser, snart storbyens pulserende modernitetsfornemmelse – men de efterlod aldrig sig selv eller lytterne hængende uden grund. Det æstetiske rod på laptops, klaviaturer, klarinet og trommer foregik både på mikro- som makroniveau, og det var her umådeligt slående, hvor varieret en musikalsk stilstand kan være. Naturoplevelserne blev ofte indrammet af en yderst bølgende bas, der i enkelte momenter med en kraftig volumen voksede sig stor som det mægtigste norske fjeld. Supersilent havde tillige underbelyste visuals med, der i enhver sammenhæng kunne fange blikket uden at fastholde det, og det bekom Supersilents evigt skiftende improvisationer vel. Som koncerten skred frem, blev de mørke momenter i musikken placeret i en turnus med lysere klange, mere optimistiske anslag og frem for alt et andet slags overskud, hvor bandet i visse øjeblikke syntes sammenkoblet af elektriske ledninger. Så tæt var sammenspillet og nerven, at man virkelig undrede sig over de tilskuere, der valgte at forsvinde netop i disse minutter af øjeblikkets klare skønhed. Hos os, der blev tilbage, var der i hvert fald ikke meget mere at rafle om, når det kom til at udtrykke sin begejstring over det sidste ekstranummer. Hvis Supersilent havde formået at fange et mere adstadigt pace mellem de sublime øjeblikke og den mere regelrette improvisatoriske søgen, var det blevet til en topkarakter. Nu må de nøjes, indtil de kommer tilbage til Danmark og giver denne oplevelse tørrere end tørt på.(LB) Karakter: A Kid Hereafter & the Slaves to the Truth, 06.07.08, 16.30, Astoria Om det var de to forrige dages koncerter som henholdsvis A Kid Hereafter (originalkonstellationen) og A Kid Hereafter in the Grinding Light (metal-udgaven), der gjorde søndagskoncerten med Frederik Thaae og hans store backingband af klassiske musikere, sangere og gæster til en slatten oplevelse er nok tvivlsomt. For Thaae besidder en energi, som kun de færreste på den danske musikscene kan mønstre. I stedet skyldtes det nok, at de storladne arrangementer fuldstændigt druknede de listige melodier og fine detaljer, som Thaae har for vane at skabe. Og når de storladne arrangementer derpå omkom i publikumsstøj og ligegyldig snakken, var der ikke meget at glæde sig over. Et eksempel på, hvor grelt det gik, var den ellers fremragende poppunk-sang “Play Drums”, der blev forvandlet til en knipsende jazzet suite blottet for al den ungdommelige nerve og nødvendighed, der præger originalarrangementet. “Seven Days Later” endte også helt skamskudt i det indendørs støv, og hvad Manoj Ramdas’ guitar egentlig gjorde for lyden, var svært at dechifrere. Det absolut mest interessante ved koncerten var de to sange, hvor Jacob Bellens (Murder, I Got You on Tape) gæstede scenen. Han havde tilpas tyngde i stemmen til at skære igennem de mange instrumenter. Det havde hverken Lise Westzynthius, Marie Key eller The Blood held med. Men Frederik Thaae skal alligevel have et ekstra U for at have det overordentlige musikalske overskud til at køre tre så forskellige koncerter i stand til en festival. (MT) Karakter: Cat Power, 06.07.08, 18:00, Odeon“Meget power og alt for lidt Cat,” kunne man fristes til at forfatte som en lille slogan for aftenens koncert på Odeon. Chan Marshall iklædt sit vanlige alter ego som Cat Power indtog scenen som en anden småmaskulin diva i militærgrønne farver og Sporty Spice-pandehår og satte straks sin jukebox i gang, hvorfra en ganske traditionel plade gav sig til kende. Cat Powers seneste coveralbum med særegne fortolkninger i den ældre ende af populærmusikken er der mange meninger om, men det kan være svært at bestride den inderlighed, som Marshall lægger for dagen i sine fraseringer, hvad enten de er overdrevne eller fuldendte. Bag sig havde hun et backingband i helt traditionel forstand – altså den slags, man også kender fra underholdningsprogrammer – og deres sammenspil med hinanden og ikke mindst solisten blev koncerten igennem en mere og mere forkrampet affære. Marshall vaklede ofte i de temmelig ferske udgaver fra Jukebox og enkelte træffere fra The Greatest, hvor hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv med det resultat, at hun indtog flere af de samme positurer med få minutters mellemrum, alt imens den passivt nervøse keyboardspiller forsøgte at få øjenkontakt med hende til trods for sine solbriller. At bandet i sidste ende også skulle have en præsentationsrunde med detilhørende soloer og andre pinagtigheder, var blot at gå planken ud i noget, der for længst var (eller er?) blevet corny i Cat Powers univers. Selvom hun virker mere fokuseret på sin egen præstation såvel som sine medsammensvornes end før, savner man måske alligevel lidt af det kick, det kunne være at høre nogle enkelte numre med et indtagende bid, før hun dengang blev fuld eller forvirret midt i sine optrædener. For som en bekendt, der stod plantet i midten af teltet under koncerten, nævnte, så var der ingen energi, intet samspil med publikum, og temperaturen faldt blandt publikum koncerten igennem til trods for det pakkede Odeon-telt. Man kan naturligvis ikke klandre Cat Power for vejrudsigten eller andre udefrakommende affærer, men man kan måske forlange, at hun vælger sit orkester og udstikker sin kurs med en lige så streng disciplin, som hun engang drak sig fra sans og samling.(LB) Karakter: Sharon Jones & The Dap Kings, 06.07.08, 18.30, Arena Andelen af rygsække med indbyggede klapstole og ejere med vigende tindinger og gråt hår var stor til koncerten med Sharon Jones og hendes faste backingband, The Dap Kings. Sådan må det nødvendigvis være til en søndagskoncert på Roskilde. Ikke at det på nogen måde ændrede ved, at den lille iltre Sharon Jones har en stemme af den anden verden. Det betød desværre bare, at festen aldrig helt nåede et niveau, som musikken ellers fordrer. For med et katalog af sange, der hver som én lyder som en glemt diamant fra soulmusikkens guldalder fra 1965 til 1972, burde de mest fly northern soul-moves have været på banen. I stedet blev dansen oppe på scenen, hvor Sharon Jones ihærdigt gav lektioner i gamle moves, når hun da ikke belærte ungdommen om, hvordan mænd og kvinder skal behandles, når det kommer til kærlighedens kunst. Imens Sharon Jones var på scenen, gjorde The Dap Kings netop det, ethvert backingband skal gøre: holdt sig behørigt i baggrunden. Ingen store armbevægelser, men bare tæsketørre trommer, 60’er-tro guitarfigurer og en hornsektion, der havde været Sam & Dave værdig. Sangene kredsede om dumme mænd, stærke damer og kærlighed generelt. Gammeldags tematik? Ja da! Men den klassiske soul er ikke en komplet forkullet genre, alt for mange har forsøgt at brænde deres flamme ud på (undskyld, Amy, men du tæller bare ikke!). Og så gjorde den afsluttende James Brown-hyldest “It’s a man’s man’s man’s world” det egentligt endnu tydeligere, at de sange, som Sharon Jones ikke har hentet i Stax og Motowns bagkataloger, holder et formidabelt højt niveau. Bare ærgeligt, festen skulle ødelægges af doven søndagsstemning fra de lidt for mange gratister.(MT) Læs også Undertoners anmeldelser af:A Kid Hereafter: Rich Freedom FlavourCat Power: Jukebox Karakter:

[Martin Thimes, Lasse Dahl Langbak og Søren Jakobsen]Extra Golden, 05.07.08, 12.00, PavilionEn koncert med dansabel kenyansk rock uden obligatorisk udklædte dansere og gøgl? Måske skyldes det de tre amerikanere i bandet Extra Golden, men mest af alt virkede det, som om benga-bandet havde tænkt sig at lade musikken tale. Extra Golden er nemme at putte i kassen med andre afrikanske benga-kunstnere. De seks mand på scenen formåede dog at tilføje et lille snert af vestlige krydderier til deres støvede og kakofoniske østafrikanske guitarpop, uden at det endte i ironisk vestlig ripoff. Alex Minoff (Weird War, The Make-Up, Golden) og Ian Eagleson (Golden), begge guitarister og sangere, sang på både engelsk og det lokale sprog i Kenya, Luo, og deres tilbagetrukne og respektfulde optræden i forhold til de kenyanske musikere virkede helt rigtig. I forhold til bandets albums, var koncerten lidt mere flosset i kanterne. De komplicerede rytmeforløb, som de tre guitarer stod for, blev aldrig helt så polerede, men lød, som var de kørt igennem et støvet kassettebånd fundet i en rodekasse i Nairobi. Extra Golden har massevis af hyperfængende melodier og trommerytmer så bagende kontante, at et band som Vampire Weekend burde sidde og tage noter. På “Night Runners” fra Here Ma Nono blandede Alex Minoffs engelske strofer sig med Opiyo Bilongos lidt tynde, men særdeles udtryksfulde vokal. Det nummer, samt præsidentkandidathyldesten “Obama”, var klare højdepunkter i en koncert, der beviste, at selvom Extra Goldens musik tager udgangspunkt i en verden, der næsten ikke kunne være længere væk fra Danmark, besidder den en altfavnende rytmisk tekstur, der gør den stærkt lytteværdig.(MT) Karakter: Canon Blue, 05.07.08, 13.30, LoungeLounge-scenen er festivalens frirum. Et sted, der indbyder til at sidde i skrædderstilling eller ligge på ryggen i sandet med armene under hovedet og lufte tæerne. På papiret var amerikanske Canon Blue et oplagt navn på den scenes plakat. Men i praksis kunne Pavilion eller måske endda Astoria have været lige så passende rammer om koncerten med denne nye signing på Efterklangs selskab, Rumraket. Trods slægtskabet med indietronica-genren blev Canon Blues synth-, guitar- og tromme-form fremført med så megen nerve, at der ikke var meget afslappende eftermiddagshygge over koncerten. Det ligger ligesom også i navnet Canon Blue. De markant spillede trommer og den desperate side af vokalen var eksplosivt stof, mens de repetitive synthtoner og Daniel James’ indadvendt følende stemmeføring hældte til den melankolske side. Til en begyndelse var det svært at høre vokalens ordlyd, da mikrofonen var alt for lav. Det tog desværre alt for lang tid, før det blev opfattet af lydmanden og ændret. Men da det skete, var det åbenlyst, hvorfor Rumraket havde viftet en kontrakt foran næsen på Canon Blue. Kontrasten mellem de ambiente og mildt hypnotiserende elektroniske toner og guitaren og trommernes umiddelbare kraft var velfungerende. Men det var nu især Daniel James’ nærmest Thom Yorke’ske indlevende stemmeføring, der gjorde Canon Blue til en intens oplevelse frem for en stille tur på stranden med hyggelig baggrundsmusik fra en svag transistorradio.(LDL) Karakter: Liars, 05.07.08, 01.00, PavillonKedelige er de aldrig, Liars. Frontmand/-dyr Angus er en sanger af den type, man ikke kan ignorere – i en lige linje fra Jim Morrison og Iggy Pop til Cobain og Jay Reatard. Men det kan ikke altid redde en koncert. Denne skribent har set Liars to gange før denne, og dette var den svageste. Altså ud fra Liars’ egen målestok. For det var skam en god koncert. Af uransagelige årsager fik jeg aldrig købt pladerne, så jeg indrømmer blankt, at jeg ikke kan huske numrenes navne. Men i lighed med f.eks. de løst beslægtede Battles roterer Liars om den akse, der kaldes en sej trommeslager. Om end sej er et mildt ord om Ron Albertson. En så absurd sans for rytmer er svær at finde i et, trods alt, konventionelt rockband. Desværre er bandets stabilitet i høj grad også afhængig af Angus. Fra nummer til nummer bouncer han savlende, skrigende og faktisk ret velsyngende rundt, og gør sit for at levere et show, man vil huske. Desværre var der trods alt for meget savl inde i billedet. Frem for at piske sit orkester frem, som han er i stand til, virkede han fjern og indelukket denne fredag. Det tog koncerten nogen skade af, men trods alt var det en koncert, der er svært ikke at huske i lang tid. Pavillon var ved at gå i brand under koncertens klimaks. Liars er da også vokset betydeligt i publikumsmæssig tiltrækning i de sidste par år, efterhånden som Angus’ ry som både vildmand og eks-kæreste med Yeah Yeah Yeahs-sangeren Karen O har spredt sig. Kunne man i hvert fald forestille sig. Et nummer, man bør huske på trods af sladderen, er “Freak Out” fra deres nyeste, selvbetitlede plade. Det blev leveret med en så spastisk hårdhed, at det ikke er svært at forstå, hvorfor man gik amok på trods af blok og blyant. Trommen er bestemt ikke død.(SJ) Karakter: No Age, 05.07.08, 02.00, Pavilion Klokken nærmede sig de tre, så fødderne var godt trætte efter en lang festival-dag, da lofi/støjpop-duoen No Age forlod Pavilion-scenen. Men det var ikke kun benene, der vaklede under undertegnede efter at have hørt den anmelderroste, amerikanske duos koncert. Også min holdning til denne natteforestilling var på gyngende grund. På den ene side var det en herlig punket affære. Bag et støjende og skramlet ydre gemmer No Ages sange på melodier så stærke, at de sagtens kunne bære at blive udsat for den mere primitive og mindre detaljerige fremførelse, som duoen lagde for natten. Omvendt var de små finesser, som udmærker Nouns, en mangelvare. Eller også gik de tabt i duoens sløsede spillestil. Den normalt så distinkte guitar i “Teen Creeps” var f.eks. nærmest uhørlig, og dermed var særtrækket i dét nummer spoleret. Duoens på plade så appellerende anvendelse af atmosfærisk støj var heller ikke inkorporeret særlig vellykket i dette live-sæt. No Ages sceneoptræden var desuden præget af alt for mange afbrydelser med ligegyldigt snak; bl.a. sanger/trommeslager Dean Spunts flere minutter lange udredning om, hvilket rusmiddel flest blandt publikum var påvirket af. Hvad der havde beruset No Age, ud over den flaske whisky guitarist Randy Randall tog flere slurke af, kom der vist intet svar på. Men helt appelsinfri var de næppe, og det kan være én forklaring på, at koncerten var en mindre skuffelse. Eller måske fungerer No Age bare bedre på plade.(LDL) Læs også Undertoners anmeldelser af:Canon Blue: ColoniesLiars: s.t.No Age: Nouns Karakter:

[Lasse Bertelsen og Martin Thimes]Vieux Farka Touré, 04.07.08, 18.00, OdeonEt rytmeorgie. Det var, hvad vi fik på Odeon tidligt fredag aften. Vieux “Farka” Touré, søn af den legendariske guitarist Ali “Farka” Touré, tog imod med åbne arme og ditto underliv til en verdensblues og malinesiske rytmer. Godt nok i sin faders skygge, men med en kontant musikalsk salut til faderens imponerede evner og Å”uvre. Og det var en livskraft, det handlede om – hvad enten man ville det eller ej. Orkesteret, eller rettere rytmegruppen, havde overskud, der kunne gøre én rundtosset, hvis man da ellers ikke havde styr på sine dansetrin. For Vieux Touré kunne i hvert fald sætte gang i fødderne hos de fleste, og et komisk højdepunkt var da også, da det europæiske publikum blev opfordret til såvel at at synge med som at danse. Morsomheden kan findes i, at visse arketyper igen blev tegnet op med især det hvide og derfor urytmiske menneske som et højdepunkt. Rytnmegruppen fortsatte i fin stil med kompleks rytmik og lettere funky tiltag, og derfor fortsatte den vedvarende vekslen mellem groove og guitar, der trods det musikalske overskud blev en smule ensformigt. Vieux Touré forblev – trods rytmegruppens dominans – stjernen i foretagendet og var en blændende solist med den uvante jazzlyd fra 80’erne med en slick chorus-effekt. Det var således ekvilibrisme en masse med flere nik til mellem- og sydamerikansk musik, hvor forholdet mellem såkaldt vestlig og anden musik blev fint perspektiveret. Værd at nævne var Tourés evigt smilende sidekick på guitar, der, når han gik til den med sit melodiske fingerspil, fremprovokerede en genkommende gevinst HVER gang, som oftest resulterede i umådeligt fede crescendoer. Afslutningen af koncerten var således også så gennemført, at det lykkedes den i øvrigt udmærkede djembespiller at hjælpe publikum med at klappe i modtakt, hvilket oftest er en temmeligt krævende bedrift. At udsætte noget på en så gedigen fremførsel af det ypperste eksempel på verdensmusik er ikke nemt, men anken ville blot være ordentlig volumenkontrol af vokalerne – og fornemmelsen af, at bandet trods de fornemme takter ikke formåede at gøre oplevelsen unik.(LB) Karakter: Motorpsycho, 04.07.08, 02.00, OdeonMotorpsycho er sådan et band, Danmark mangler. Alvorligt. En regulær powertrio, der ikke har de mindste intentioner om at lefle for publikum, men som gør præcis, hvad der passer dem. Det gjorde de også sent lørdag nat på Odeon-scenen. Med trommer, forstærkere og hår til langt ned ad ryggen, satte Snah, Bent Sæther og den nyligt tilkomne trommeslager, Kenneth Kapstad (ex-Gåte medlem), maskineriet i gang. Og de stoppede først efter lidt over en time. I Motorpsychos univers bliver der nemlig set stort på, om bandet skal spille fem minutters pophits eller numre, der varer på den gode side af en halv time. “Hogwash” fra et af de helt tidlige Motorpsycho-albums, Lobotomizer, var grundstammen i en halv times jam-session, hvor Snahs tordenruskende guitartoner malede sangstrukturen til en flydende rockmasse, som sejlede fra scenen. Kenneth Kapstad bag trommerne arbejdede hårdt for at leve op til forgænger Gebhardts evner, og selv om hans spil er kompetent og tight, manglede der den organiske dimension, som Motorpsychos musik kræver for at holde interessen hos andre end hårdkogte syrerockfans i så lange numre. Resten af koncerten tog udgangspunkt i numre fra bandets seneste album Little Lucid Moments. “She Left on the Sun Ship” fulgte efter, og igen gik bandet fra de ganske tyste og rytmiske guitarer over decideret jam-støj til buldrende bøllerock. Det hele sejlede – nok lidt for meget – på Odeon-scenen under “Suite: Little Lucid Moments” og “The Alchemyst”. Et kort tak fra bandet og et ekstranummer, der cementerer, hvorfor Danmark har brug for et band som Motorpsycho: “Vortex Surfer”. Et fem-minutters rocknummer med et omkvæd så fængende, at selv Nexus-drengene ville ønske, det var deres. Ja, Danmark har brug for et band som Motorpsycho. Indtil det kommer, må vi glæde os over, at der ikke er længere til Norge.(MT) Karakter:

[Anders Mortensen, Lasse Bertelsen og Mikkel Arre]José González, 05.07.08, 14.30, OdeonUnder en bagende sol og i masser af støv vandrede et ganske anseeligt publikum ind for at se José González lørdag eftermiddag. Måske var det, fordi de ville finde skygge og læ, eller måske fordi det var “ham fra den der reklame”, der skulle spille. Svaret fortaber sig i den nævnte støvsky, for da González satte sig for blot at intonere sin originale blanding af spansk/sydamerikansk temperament og en blid nordisk tone, var det tydeligt, at størstedelen af publikum var bekendt med mandens bagkatalog. De to regulære albums blev da også endevendt for sange, der – ud over at henrykke kendere – ville kunne stable den intimitet på benene, som trods den kølige tone er så betragtelig på pladerne. Men dette skulle vise sig at blive en ulige kamp, for eftersom Odeon nu var endnu mere crowded end til tidligere rockkoncerter som Battles og Motorpsycho, var det mere end svært for González at spille teltet op. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Med sine ferme evner på den spanske guitar, der lå vuggende i den oprindelige flamenco og detunings, gjorde González, hvad han kunne, og det ville også havde været nok for hele publikum, hvis adskillige midt i crowden ikke havde besluttet sig for at sidde ned. At der var en del, der helt uforståeligt stod og snakkede, grinede og diskuterede højlydt, hjalp ej heller på indtrykket af en kunstner, der i den grad kan være til stede, hvis han er placeret under andre forhold. Da der blev tilføjet percussion og kvindevokal af to sammenspils/sparringspartnere, løftede González og hans medspillere koncerten et trin op, hvor interaktionen med publikum ligeledes blev bedre, og musikken kunne faktisk – på dette tidspunkt – holde til, at publikum klappede taktfast med. Udførslen af sangene lagde sig klæbende tæt op af pladernes versioner, og en tiltagende følelse af fjernhed begyndte at dominere indtrykket til trods for de afsluttende coverhits, “Heartbeats” og “Teardrop” af henholdsvis The Knife og Massive Attack. Det var nemlig svært at få González under huden, når man som tilskuer var sammenpresset som en sardin i en dåse og dårligt nok kunne se musikerne. Det skæmmede desværre en koncert, der kunne have været rigtigt fin for mange flere under mere givtige omstændigheder.(LB) Karakter: Cadence Weapon, 05.07.08, 18:00, PavillionRollie Pemberton aka. Cadence Weapon er en aparte mand. I løbet af den lange koncert i et godt fyldt Pavillion var det, som om den canadiske rapper blev besat af forskellige energier, der enten fik ham til at rulle på gulvet, springe rundt som en punkrocker, vade omkring med Canadas flag om hovedet eller tale om Neil Young. Og med sin lige så aparte dj, DJ Weasel, der akkompagnerede Cadence med hamrende househiphop-beats i baggunden, var der lagt op til en koncert, der beroede på det spontane, det simple og det festlige. Cadence Weapon er ikke som så mange andre, der godt kan lide at tale hen over et beat. Musikken er båret af en aggressiv festlighed, og teksterne er både personlige, politiske og humoristiske, og det er disse store kontraster, der styrer Cadences musik og optræden. Han formåede i høj grad at få publikum med på tungheden i beatsene, og i korte øjeblikke var der ren rave-stemning. Koncerten var ikke perfekt, og man kunne med lethed have kortet ned for DJ Weasels lange (og til tider ret utighte) intro, før Cadence kom på scenen, og Cadences eget fremragende flow fremstod til tider stakåndet, når han overmandede sig selv med sine energiudbrud. Men alt det er småting for en indigneret koncert, der bød på konstant nærvær, fest, originalitet og en rapper, der næsten var ved at eksplodere. (AM) Karakter: Girl Talk, 05.07.08, 23:00, CosmopolGregg Gillis fra Pittsburgh, Pennsylvania, er en hype-darling. Betydningsfulde medier og hippe blogs hylder ham i ét væk, og nyheden om, at hans nye album, Feed the Animals, kan downloades gratis, blev omgående viderekolporteret af musikalske meningsdannere verden over. Men at Gillis under navnet Girl Talk efterhånden er blevet en del af parnasset, har bestemt ikke givet ham fine fornemmelser. Når han spiller koncerter, kommer han for at skabe en fest, koste hvad det vil. Ergo plukker han skamløst fra de seneste 30 års musikhistorie, og det faktum, at 100 hiphopproducere allerede har brugt en given basgang, er ikke en god grund til at holde sig fra den i originalitetens hellige navn. Tværtimod er det for Gillis verdens bedste begrundelse for selv at sakse den og smide den ind i sit ualmindeligt velsmurte mash-up-maskineri. For når en klub (læs: et telt) skal proppes til randen med feststemning, skal publikum have ting, de kender. Og det fik vi. På en mere dumpt pumpende, house-orienteret rytmebund, end man kender det fra hans plader, anbragte Gillis det ene 30 sekunders uddrag fra pophits efter det andet og tilføjede hiphopbrudstykker med forkærlighed for hændelser syd for bæltestedet. Altså når han ikke lige parrede Airs “Sexy Boy” med Britney Spears’ “Gimme More”. Eller Lil’ Mama og Metallica. Eller-eller-eller. Teltet sydede, og uanset hvad Gillis gjorde, ramte det plet hos det dansende publikum. Det var en zapper-fest med appel til både Ace of Base-generationen og gymnasieelever med smag for MTV og r’n’b. Og selv om hans liveset desværre hverken var lige så musikalsk raffineret eller morsomt som de versioner, der er på hans plader, er det svært at være spor utilfreds med at få så solid en fest lørdag aften.(MA) Karakter:

[Martin Thimes, Lasse Dahl Langbak og Mikkel Arre]Efterklang, 05.07.08, 16.00, AstoriaTidspunktet ovenfor stemmer ikke. Det er ikke Efterklangs skyld, men arrangørernes. For hvordan det på noget tidspunkt kan have virket realistisk at lade et så populært dansk band spille i Astoria-teltet, hvor der er plads til 3.000 mennesker, er lidt af et mysterium. Det regnede godt nok ganske svagt udenfor, men allerede 15.45 var det noget nær umuligt at komme ind i selve teltet. Den massive tilstrømning betød, at koncertstarten af sikkerhedsgrunde blev udskudt 30 minutter. Måske var det denne forsinkelse, der gjorde, at åbneren “Polygone” virkede en kende anspændt. Men derefter gjorde Efterklang deres bedste, og det er ikke så lidt i en live-sammenhæng. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Med en flok trommer, horn, violin, klaver og guitarer (og en hel del mere) har Efterklang en instrumentpark, der opfordrer til variation. “Mirador” og “Caravan” fra Parades blev da også leveret i overdådige, særdeles detaljemættede versioner med horn- og stryger-linjer i rigt mål, og især sidstnævnte var et flot eksempel på flere af Efterklangs live-kvaliteter. Dels har bandet i højere grad end på pladerne fokus på rytmeforløb, der giver musikken en mere kropslig karakter; dels har de en evne til at nyfortolke deres numre, så de åbner sig på hidtil uhørte måder. I tilfældet “Caravan” drejede det sig om, at der var mere pågående, metallisk guitar, så sangen virkede farligere og mere uberegnelig end vanligt. “Prey and Predator” fra Tripper var omarrangeret, så originalens elektroniske udtryk blev forvandlet til et mere band-orienteret ditto med spraglede blæsere og brusende støj hen mod slutningen. “Step Aside” fra samme album har forandret sig endnu mere i løbet af de sidste fire år, så det nu er en langsommere sag med skærende støjflader som kontrast til de fine blæsere. Når koncerten trods den livsalige energi, der strømmede ud af sangene, alligevel ikke kom til at rage helt så langt op mod skyerne som Efterklangs vokalharmonier, skyldes det hovedsageligt, at man gennem store dele af koncerten var ufrivillig tilhører til L.O.C.-koncerten på Orange. I og med at Efterklang i udstrakt omfang lader deres sange bevæge sig hen mod bækkensmældende klimakser, er der brug for mere tyste passager som kontrast – og på de tidspunkter blev den skrøbelige poesi kørt over af en 100 kilos banger fra 8210.(MA) Karakter:   The Notwist, 05.07.08, 20.00, AstoriaDa The Notwist gik på scenen, var Astoria tætpakket. Så mange var mødt frem, at det for en stund var nødvendigt at afvise folk ved indgangen. Denne stund kan dog ikke have varet ret længe, for under koncerten vandrede publikum ud af teltet i en lind strøm. Midtvejs var teltet kun halvfyldt. Årsagen kunne være Notwists indadvendte start eller mere sandsynligt de mange lokkende tilbud fra andre scener. Uanset grunden gik de, der fandt Notwist kedsommeligt, glip af en fornem balancegang mellem fængende popsange og hårdthuggende eksperimenter. “This Room” var koncertens nøglesang. Støjende guitarer brød pludselig gennem den hypnotiske popmelodi. En kortvarig rockudladning fulgte, før Notwist genfandt “This Room”s blide grundmelodi. Kontrasten mellem det støjende og det skønne var i den grad virkningsfuld. Notwist havde forinden holdt koncerten i et afdæmpet leje. Især i “Pick Up the Phone” virkede de elektroniske beats og Markus Archers rolige, bløde vokal stærkt dragende. Men fra og med “This Room” vekselvirkede Notwist effektfuldt mellem electronica-infiltrerede popperler og guitarrockudladninger af kaotisk støjende karakter. Tyskernes støjudladninger gik kun over gevind i afrunderen “Pilot”. Her blev eksperimenterne for langstrakte, retningsløse og dermed uvedkommende. Shoegazer-tendenserne var dog på den anden side med til at forstærke “Pilot”s gennemslagskraft, da tyskerne endelig genfandt dens grundmelodi. Notwist fik dermed alligevel sat et fængslende punktum på en fremragende optræden, hvor bandets hardcore-baggrund på dynamisk vis blev en del af indietronica-genrens blidere væsen.(LDL) Karakter:   My Bloody Valentine, 05.07.08, 21.00, ArenaHvordan kan et orkester efter over 15 års dvale genopstå så vitalt, som deres indspillede materiale fortjener det? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv, siden Kevin Shields og resten af My Bloody Valentine kom på dette års Roskilde-plakat. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Magien ved My Bloody Valentine er først og fremmest de fortættede stemninger og de minimale, men effektive popmelodier, som Kevin Shields pakker ind i varm, rød guitarstøj. Historierne om de mange forsøg på at lave den måske længst ventede treer i den alternative musiks historie, har naturligvis også hjulpet myten på vej. Lørdag aften blev det 1991 igen. Det tog ikke mere end tre sange fra scenen på Arena, før alle støjende hede drømme gik i opfyldelse hos mig. Kevin Shields var præcis lige så kompromisløs i sit guitarspil, som trommerne var kontante. Hans og Bilinda Butchers vokaler smøg sig som små røgskyer imellem vibrerende guitarstrenge, og jeg opgav alle former for professionalisme. Blokken røg i tasken og den knaldende støj overtog kontrollen med selv de mindste knogler i min krop. Det faktum, at bandet udelukkende spillede gamle sange var mere et bevis på Loveless og Isn’t Anythings holdbarhed end en indrømmelse af, at My Bloody Valentines kreative åre er løbet tør. Koncerten var en udvaskelse af mange års opsamlet støv, skidt og bristede drømme. Og det var så forbandet kompetent og kompromisløst, at end ikke 25 minutters stillestående hvid støj som afslutning kunne rokke ved det. Musikken kom fra de inderste kamre af bandets forslåede hjerter og føltes lige så oprigtig, som den ville have gjort i 1991. Jeg og resten af hoben fik præcis den koncert, som ingen andre end My Bloody Valentine kunne levere.(MT) Læs også Undertoners anmeldelse af:Efterklang: ParadesThe Notwist: The Devil, You + Me Karakter:  

[Lasse Bertelsen og Søren Jakobsen]YOYO OYOY presenting Kirsten Ketsjer, Yoke & Yohs and YOYO OYOY Special Occasion Orchestra, 04.07.08, 12.30, AstoriaDet kunstfærdige musikkollektiv YOYO OYOY præsenterede fredag middag en fremragende opsætning af deres kvaliteter i deres såvel samlende som disintegrerede helhed. Et udpluk af aktuelle orkestre i det ellers overvældende udbud af interne samarbejder med en programerklæring, der befinder sig et ret så udefinerbart sted mellem fjolleri og decideret avantgarde. Ikke at disse størrelser aldrig har berørt hinanden, men det var, som om sammenbindingen af disse størrelser i en dansk rockmusikalsk ramme ikke helt var hændt på samme vis tidligere. Det skal desuden nævnes, at YOYO OYOY havde inviteret kunstgruppen Lights People med som pausemuzak, hvilket blev eksekveret på ganske overbevisende i Ku Klux Klan-lignende hætter med udforskning af overtoner og ubehagelige frekvenser. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Tonen blev dog først slået an ved det mandtalhøje YOYO OYOY Special Occasion-orkester, der med alskens blæsere, vibrafon, percussion og strengeinstrumenter fremførte en form for dronende minimalisme. Intensiteten tog langsomt til via de bløde blæsere og linjer, der pegede mod Glenn Branca og et virvar af brudte treklange for til sidst at slutte med såvel jazzvariationer som Led Zeppelin’sk riff-o-rama og final ambient. Scene var således sat til, at de to mere end uortodokse rockbands, Kirsten Ketsjer og senere Yoke & Yohs kunne spille lyrisk som få eller gå decideret sonisk til angreb på publikum. KK lagde ud i en fuldfed stil med nummeret “Fat Ladies” for derefter at blotlægge mange nye nuancer gennem nyt materiale, hvor især fingrenes dans henover gribebrættet satte nye standarder for deres udtryk. Det kunne næsten lade til, at vi har en endnu bedre plade i vente end FFFFOO K TSSCCH, selv om vi har svært ved at tro dét her på Undertoner-redaktionen. Derefter var det Yoke & Yohs, der, som vi kender dem fra en række smålegendariske koncerter i København, gik helt og aldeles til angreb på deres udtryk og instrumenter. Med en musikalsk overlegenhed og Københavns overflødighedshorn af noiserock 1# knaldede duoen derudaf med et hidtil uset antal kilometer i timen. Undertegnede må i hvert fald bekende, at det er den hidtil bedste koncert i selskab med Yoke & Yohs. Alt i alt fik YOYO OYOY præsenteret en masse genreknæk og crossover-stil med en usigelig grimasse, der på én gang kan være et “fuck yo” og et “velkommen”, og jeg har sjældent har følt mig mere velkommen i YOYO OYOY’s verden.(LB) Karakter:   Band of Horses, 04.07.08, 16:00, ArenaMan kan sige mange ting om Band of Horses, men at de er de pivede små drenge, som musikken på deres plader ellers i flere tilfælde kunne antyde, er at stramme den. Hvor Kings of Leon tog prisen for et par år siden i samme telt, er Band of Horses nok det mest behårede band på Roskilde i 2008. Fredag lignede de en blanding af The E-street Band og et genopstandent Grandaddy. Det look er altid en vinder på en festival. At de også havde hår på brystet, viste hestebandet, da de åbnede koncerten med det nummer, der for alvor har katapulteret dem ind på indierockens stjernehimmel, “Is There A Ghost”. Mange vil vel nok argumentere for, at “The Funeral”, der kom senere i koncerten, er et bedre nummer, men faktum er, at singlen fra det nye album i lang tid har været pokkers svær at undgå på P3. Et faktum, der pressede utallige tilskuere ind i teltet, og resulterede i, at man måtte se store dele af koncerten sammenpresset i en svedig skruetvinge. Men rygklap til forsanger Ben Bridwell og resten af bandet for at turde affyre deres tunge skyts så tidligt. Og satsningen virkede, eftersom kun få forlod scenen efter hitsalven. Bridwell var generelt i et hopla, der formåede at smitte det meste af teltet, som røg kollektivt op i gear, når sangerens karakteristiske Neil Young-falset skar igennem støjen. For støj var der desværre en hel del af. Forstået på den måde, at man i starten af koncerten dårligt kunne høre nogen af de tre guitarer på scenen. Da Bridwell indledte et amokløb på sin lapsteel-guitar, faldt lyden dog samtidig så meget på plads, at man kunne nyde en koncert med et band, der er på deres højeste. For os, der ikke har været helt overbevist af pladerne, var det en overraskelse, men for Band of Horses virkede det hele som en selvfølge. Under leveringen af “The Funeral” føltes det i hvert fald som den slags begravelse, man godt selv gad have. Når man nu ikke har en stor kanon.(SJ) Karakter:   Mogwai, 04.07.08, 21.00, Arena Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Hvor højt bliver det? Det var det umiddelbart indlysende spørgsmål, inden de skotske dødsgudfædre fra Mogwai skulle spille noget, man med rette kan kalde en comeback-koncert på Roskilde. For lydniveauet på årets festival har til tider været deprimerende lavt. Og i tilfældet Mogwai er decibelniveauet en så integreret del af helhedsindtrykket, at man havde noget bange anelser om en samtalekoncert med skotterne. Heldigvis var det ikke helt tilfældet. Mogwai kan i hvert fald ikke klandres for noget som helst. Det er efterhånden et broget bagkatalog, skotterne har opbygget siden debuten og milepælen Young Team fra 1997. Heldigvis ramte setlisten denne anmelder lige dér, hvor det gør ondt. På en tilfredsstillende måde. Fra åbneren “Helicon 1” over en modbydeligt fremragende “Friend of the Night” til en endnu bedre “Hunted by a Freak” og mod slutningen den almægtige “Like Herod”, dominerede Stuart Braithwaite og co. Arena fra start til slut. I løbet af en ren klokketime nåede Mogwai ligeledes at smide en håndfuld nye numre ind i kaskaderne af feedback, og de tegnede ligeledes svært lovende for det nye album The Hawk Is Howling. Mogwai var skelsættende, da de dukkede op i sluthalvfemserne, og det er værd at fremhæve førnævnte “Like Herod” som en helvedes kleppert af et støjmonstrum. Det var rart at se, hvordan nummerets konstante shock and awe-elementer stadig kan ryste et publikum igennem, som var de dåsecolaer på en gigantisk vaskemaskine. Mogwai slog kort sagt fast, at de er umulige at overgå, når de er bedst. Det eneste, der trækker ned, er lyden. For det var stadig ikke højt nok.(SJ) Læs også Undertoners anmeldelser af:Kirsten Ketsjer: FFFFOO K TSSCCHBand of Horses: Cease to Begin Karakter:  

[Mikkel Arre og Lasse Dahl Langbak]Choir of Young Believers, 03.07.08, 18.30, PavilionSidste år leverede danske Choir of Young Believers en fin koncert på Pavilion Junior-scenen. I år var Jannis Makrigiannis og resten af koret blevet lukket ind på selve festivalen – og kvitterede med en endnu bedre koncert. De i alt otte musikere er blevet mere sammenspillede som band i løbet af det forgangne år, og i og med at Makrigiannis’ tæft for at skrive tidløse sange ikke er aftaget, var vejen banet for en god oplevelse. Generelt maler Choir of Young Believers mestendels med mørke klangfarver, og en tekstlinje som »winter is hell« var ganske betegnende for musikkens stemning: en skrøbelig nedtrykthed, der er så tilpas afdæmpet, at den aldrig bliver et åg over skuldrene. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk “We Talk on the Phone” var et fint eksempel på bandets formåen. Den i forvejen tålmodige sang var sat længere ned i tempo end originalen, men qua samspillet mellem de klagende violin- og cello-toner og de ganske pågående trommer antog sangen et nærmest manende udtryk. Også den noget mere luftige “Why Must It Always Be This Way?” viste fornemt, hvor varieret et udtryk Makrigiannis og hans band giver de blide, men aldrig ufarlige sange. Den helt store oplevelse var dog Makrigiannis’ yndefulde og vemodige stemme, der gang på gang ramte tonerne klokkerent og sang klangfuldt og rørende. Hans milde, temmelig kejtede fremtoning kunne have været et varsel om nervøsitet, men uanset musikkens intensitet var han sikker i sin stemmeføring. Man kunne så have ønsket sig, at strygernes lydniveau var tilpasset lidt bedre, og ved et første ørekast lyder Makrigiannis’ nye sange trods alt så meget som hinanden, at det var svært helt at adskille dem. Men det er immervæk mindre anker mod en koncert, der sluttede så smukt med en langstrakt sang, der både midtvejs og til slut bød på et smukt brusende klimaks, hvor strygere og vokalharmonier plantede en fin lille klump i halsen.(MA) Karakter:   The Dø, 03.07.08, 20.00, Astoria»We are the Dø (udtalt [dō]) – not the heavy metal band,« lød fra Dan Levy et kort stykke inde i koncerten med henvisning til bandnavnet, der i en danskers ører lyder som et dårligt metalnavn. Metal var da heller ikke en genre, der var til at spore i den franske duos pulserende folkpop. Men med den rørende akustiske ballade “(Stay) Just a Little Bit More”, der afrundede koncerten, som en undtagelse var der langt mere smæk på bandets optræden end forventet. The Dø består af Olivia B. Merilahti og Dan Levy, og de var på scenen charmerende og i konstant bevægelse. Med sig havde de en trommeslager, der nærmest var buret inde i en stor spiralformet uro, hvorfra der hang klokkespil, bækkener og andet slagtøj. Det kom dog kun i brug i de afdæmpede øjeblikke. Tilgengæld var hans trommespil dunkende rytmisk gennem hele koncerten. Det skabte en god bund i The Døs poppede melodier og under Merilahtis skønne vokal. Hun opviste i det hele taget en imponerede kontrol over sin stemme og forfaldt aldrig til det hysterisk teatralske. Koncertens eneste regulære lavpunkt kom, lige da The Dø havde fået tag i publikum og blev overdynget af et velfortjent stort applaus. Et nyt nummer blev præsenteret, og det satte trods en catchy, uptempo passage en kæp i hjulet på koncertens fremdrift. Som helhed var denne nye The Dø-komposition for rodet og med støjende synthflader og hvirvlende bækkener alt for fokuseret på at skabe et atmosfærisk udtryk. Det nåede heldigvis ikke at blive kedeligt for alvor. The Dø fik hevet sig selv og publikum op i gear og leverede et blændende sæt, der bød på hiphop-agtige råbevokaler, en fremragende fremførelse af det uimodståelige hit “On My Shoulders” og en forførende version af Gnarls Barkley-hittet “Crazy”. Alt i alt blev man under koncerten draget af Merilahtis skønsang, mens kroppen blev påvirket af de markant pumpende rytmer og de to frontfigurers karismatiske sceneoptræden. (LDL) Læs også Undertoners anmeldelser af:Choir of Young Believers: Burn the Flag EPChoir of Young Believers: This Is for the White in Your Eyes Karakter:  

Dengue Fever, 03.07.08, 18.00, Astoria Kitsch eller oprigtig hyldest? Rip-off eller kunstnerisk tyngde? Det er svært at blive enig med sig selv om, hvorvidt amerikansk-cambodianske Dengue Fever falder i de helt rigtige eller helt forkerte kasser. Efter deres tjans som åbningsband på den fabelagtigt smukke Astoria-scene på årets Roskilde Festival blev undertegnede i det mindste blændet til at tro, at deres musik indeholder kunstnerisk tyngde. Og samtidig fremstod Dengue Fever som en værdig hyldest til den korte opblomstring, pop- og rockmusikken havde i Cambodia i slutningen af 1960’erne og frem til 1975, hvor de Røde Khmerer overtog styret i det fugtige jungleland. Når Dengue Fever fungerede så godt, skyldtes det ikke mindst de lettere psykedeliske elementer, der varmt omkransede Chhom Nimols tynde, men udtryksfulde stemme – bedst illustreret i “Shave Your Beard” fra bandets debutplade. Chhom Nimols stemme kammede aldrig over i fraseringerne, som de fleste asiatiske sangerinder ellers kan have nemt ved at gøre. I stedet blev sangen til et freaky lydspor til et mildt psykedelisk bryllup, hvor det ikke ville vække opsigt, hvis aber pludselig kom anstigende som tjenere. Også den støvede ballade “Sober Driver” samt “Tiger Phone Card”, en mere uptempo boy-girl-duet mellem guitarist Zac Holtzman og Chhom Nimol, var med til at løfte bevisbyrden for, at Dengue Fever for alvor har noget at byde på ud over at præsentere publikum for gamle Cambodianske pophits. Eneste virkelige anke er, at lidt for mange af bandets sange var sat i samme tempo. De holdt sig lige under det dansable tempo, der ville have gjort koncerten til en decideret overrumplende oplevelse. Det skal dog nok komme, for med de anstrøg af kraut- og psykedelisk rock, koncerten også bød på, er der massevis af elementer, som Dengue Fever i fremtiden kan tilføje deres musik for at gøre Chhom Nimol til den lysende stjerne, hun er godt på vej til at blive. – Martin Thimes MGMT, 03.07.08, 19.30, Odeon Deja-vu. Klaxons. 2007. Odeon. Nu gjorde Roskildes planlæggere det igen. Placerede et stærkt hypet band med et par fabelagtige hits og en masse fyld på Odeon-scenen. Og resultatet var det samme som til Klaxons-koncerten sidste år: alt for lidt plads og alt for mange, der ikke fik en særligt god koncert-oplevelse uden for teltdugen. Odeon er ganske enkelt for lille til den slags bands. Giv dem Arena i stedet, og lad et band som Hellacopters skabe en intim oplevelse på Odeon. Deres publikum er også ældre og mere erfarne koncertgængere og kan nok bedre klare lidt skubben og masen. De nuttede unge mænd i MGMT spillede heldigvis musik, og det var også til at høre i solskinnet uden for teltet. Deres sære blanding af 70’er-bløde harmonier og blide elektroniske psychpop-sange fungerede glimrende i numre som “Weekend War” og “The Youth”, men de ganske få nævneværdige melodier, debuten Oracular Spectacular indeholder, blev sølet til i mildt sagt ligegyldige jam-sessions. Ud over at tilføje lidt gakket ballade til koncerten forstyrrede det kun det ellers sympatiske indtryk af bandet. I stedet for at fokusere på deres styrker holdt de deres egen fest. Det kan godt ske, det har fungeret på små newyorker-spillesteder i mange år, men foran flere tusinde mennesker på en stor sommerfestival skal der oftest noget helt andet til: HITS! Det leverede bandet da også med “Time to Pretend” og den nye single “Kids”. Sidstnævnte er som skabt til hippie-clubbing og skal nok hjælpe MGMT videre ud i verden. De simpelt programmerede beats og Andrew VanWyngardens Sparks-lydende vokal efterlod indtrykket af et band, der har så meget mere i ærmet, end hvad de viste på Odeon-scenen. Endnu en plade og atter en stak singler – så vælter de Arena. – Martin Thimes Radiohead, 03.07.08, 22.00, Orange Scene Radiohead har haft en identitetskrise i mere eller mindre 10 år. Oxford-bandet kunne ikke kapere den succes, som milepælen OK Computer førte med sig og forsøgte derefter at flygte fra rollen som britisk rocks nye redningsmænd. Det sendte bandet i nye, eksperimenterende og især electronica-inspirerede retninger – hvilket Radiohead så tog et opgør med på sidste års In Rainbows, der bød på mere klassisk sangskrivning. At dømme ud fra bandets interviews i forbindelse med udgivelsen af In Rainbows, er de glade for at være vendt tilbage til at være et rockband, og det var også ret så tydeligt på Orange Scene. Åbneren “15 Step” var veloplagt, og “Airbag” blev drejet lidt væk fra originalens klynkende udtryk over mod en mere sfærisk og flydende lyd, ikke mindst takket være en lang udtoning. Bandfornemmelsen var også åbenlys i den mere ligefremt rockede fortolkning af den snørklede electronica-sag, “The Gloaming”, og “The National Anthem” – der i aftenens anledning bød på brudstykker af et radioindslag om Mogens Glistrups død og Fremskridtpartiets indflydelse på dansk politik – var kværnende og intens, som kun en velfungerende gruppe kan spille. »De kan ikke andet end at spille hits,« enedes et par tilhørere bag mig om. Faktum er imidlertid, at koncerten et langt stykke hen ad vejen ikke var nogen traditionel hitparade. En række af The Bends– og OK Computer-klassikerne (og, helt obligatorisk, gennembrudshittet “Creep”) blev udeladt til fordel for nyere sange. Det skal Radiohead ikke høre for. Tværtimod leverede de sangene fra dette årtusinde i fine, levende versioner. Nej, det, der gør, at en ellers særdeles velspillet og også lydmæssigt rimeligt tilfredsstillende Orange-koncert ikke kom til at stå som helt enestående, er, at identitetskrisen endnu ikke er helt overstået. For godt nok lagde Radiohead afstand til tidligere tiders udtryk og image ved at holde sig fra sange som “High and Dry”, “Let Down” og “Just”, men forbindelsen til midt-90’erne virker stadig ikke til at være faldet helt på plads. Hvorfor f.eks. spille “My Iron Lung”, der snart har 15 år på bagen og tydeligvis bygger på en helt anden personlig desperation end dén, der driver bandet i dag? Her forfaldt Radiohead for noget nær eneste gang til at levere en uengageret udgave, der føltes som sur pligt. Næsten lige så problematisk forekom det, at bandet valgte at lukke koncerten med “Karma Police”, så der kunne gå fællessang på Bakken i den. Når man tænker på, hvor vital en udgave af “Idioteque” de afsluttede det første ekstrasæt med, og i hvor høj grad det nummers omplantning fra at være en Warp-hyldest til at blive et regulært bandnummer med mere samspil end laptop virkede som et stærkt eksempel på bandets udvikling de seneste år, er det svært at forstå, at det i stedet var nødvendigt at lade en publikums-pleaser af dén karat være det allersidste indtryk. Men måske er ønsket om at underholde igen blevet en del af Radioheads identitet. I så fald tyder nogle af aftenens fravalg bare på, at den stadig er en kende splittet. Men bestemt også gladere og mere umiddelbart appellerende end meget længe. – Mikkel Arre

[Martin Thimes, Lasse Dahl Langbak og Søren Jakobsen]Jong Pang, 01.07.08, 16.30, Pavilion JuniorMed et referencekatalog spændende fra Go-Betweens’ meloditæft, LCD Soundsystems hang til at groove kantet og bestemt over de mange bands, som medlemmerne af Jong Pang også spiller i (Choir of Young Believers, Under Byen, Atoi, Le Fiasko osv.), kan sådan en opvarmningstjans på Pavilion Junior hurtigt ende i genresurfende ligegyldigheder. Heldigvis viste Anders Rhedin (bl.a. eks-Moon Gringo), at de mange teksturer i musikken kan trækkes sammen, komprimeres og præsenteres i nye rammer. Og så fungerer det pludselig også fabelagtigt godt live. Foto: Tania Gibson, Liveshot.dk “New Order” blev båret frem af fortættede psykedeliske guitareffekter og fik et lag tung, tung rockfernis. Det skabte et vitalt sammenrend af gode elementer, selv om Rhedin og resten af bandet ikke havde studiets utallige virkemidler til rådighed. På “Small Cut Sensations” var det bassist Jannis Makrigiannis (Choir of Young Believers), der stjal det trommetunge nummer fuldstændigt. Hans andenstemme i det vuggende nummer skabte en smule forvirring, men de små detaljer i vokalen virkede ikke som fremmede elementer i musikken. De hjalp i stedet med at binde det hele sammen. I det hele taget var Jong Pang yderst økonomiske med instrumenterne. Selv om både bas, guitar, cello, keyboards og trommer var på scenen, tog ingen af delene for alvor styringen. I stedet gled instrumenterne halvt buldrende, halvt smygende ind i hinanden. Men netop her opstod det eneste problem ved koncerten. For Anders Rhedin har ikke en stor stemme. Et lidt mere selvsikkert greb om en enkelt knap på mixerpulten kunne have givet lidt mere power til hans stemme. Det ville redde meget. I stedet endte han med at være alt for anonym i forhold til de markante vokalister som Jannis Makrigiannis og Cæcilie Trier (cello). Men når det er eneste anke ved en koncert med så nyt et band, kan man ikke andet end at lade sig imponere.(MT) Karakter:   Pascal, 02.07.08, 15:00, Pavilion JuniorHverken musikalsk eller lyrisk kan Pascal beskyldes for at være et avanceret foretagende. Den svenske trios spillestil er simpel, og teksterne ofte så kortfattede, at de blot består af en enkelt frase eller et par tekstlinjer, som så bliver gentaget igen og igen. »Skinn och svett / ben och hjärta / dina händer smakar salt / jag längtar efter dig / jag längtar efter dig / jag längtar efter dig / jag längtar efter dig / jag längtar efter dig«. Sådan lyder hele teksten til, ja, “Jag längtar efter dig”. Dybere lyrik var sådan set ikke nødvendig, før det havde effekt, da Pascal bankede op under sine lofi-punkede sange. Teksterne havde den samme simplicitet som mange tidlige svensksprogede punknavne. Et systemoprør var dog ikke det, der stod øverst på Pascals agenda. Det gjorde derimod kærlighedens (u)væsen. Trods en tydelig punkrock-inspiration havde trioen ingen energisk Iggy Pop-agtig sanger i front. Derimod var det trommeslageren, den blonde og ærkesvenske Mimmi Skog, der var koncertens omdrejningspunkt. Placeret centralt på scenen og hævet et niveau over guitarist Isak Sundström og bassist Manuela De Gouveia oplyste hun scenen med charmerende brede smil og et barnligt legende favntag om trommerne. Hendes amatøristiske stomp-tæskende spillestil pegede i retning af lofi-twee a la Beat Happening og Bubblegum Splash, basgangene var postpunkede, og guitarerne støjende og her og der filmiske i sine melodilinjer. Som samlet pakke var det en energisk omgang, der kradsede i ørerne, satte sig i benene, og fik mundvigene til at pege opad. De Gouveia, der med sin robuste kropsbygning, opsatte hår og dybrøde læbestift lignede én, der har sin daglige gang på et bibliotek, og den Edward Norton-pæne Sundström stod i mere fastlåste positurer og skiftedes om vokaltjansen. Deres mere tilbageholdende, mutte stil, men stadig mærkbare punknerve, skabte en tilpas rå kontrast til den levende og charmerende Skog. Man skal enten være kold om hjertet, finde det svenske sprog lige så forståeligt som swahili eller fortrække teknisk kunnen frem for nerve og uforfalsket spilleglæde, hvis ikke Pascal havde vundet bare en smule af ens hjerte, da man gik fra koncerten med det svenske tweepunk-band. Det var nemlig råt, sødt og godt. (LDL) Karakter:   Beta Satan, 02.07.08, 19.30, Pavilion JuniorNoter fra en lommebog: – En hånd på trommerne og djævletegn med den anden? Det kan man da forholde sig til. Fin, hårdtpumpet start. Fed tråd. Hæhæ.– Han er virkelig en sej trommeslager.– Jeg er forvirret.– Satme noget rod. Keyboardspilleren ligner Johan Wohlert.– Det var ikke pænt sagt.– …skrevet.– Der er virkelig løs struktur. Kan vist ikke rigtig lide det. – Har lige lavet ’fis i kasketten’-tegn til kollega. Det kan vist bade være positivt og negativt. “I’m not your pet, you fucking cunt”? God sangtitel – hvis det er det. Jeg håber ikke, den eks-kæreste er til koncerten.– Nå, det sagde forsangeren også selv lige. Selvironi, absolut et plus.– Husk: De er godt nok glade for at spille. Men det er sgu kedeligt. – Hvor mange t-shits har den gut på? Har han ikke smidt fire nu? – En t-shirt, der står ’Feta Laban’ på? Typisk Århus. De tager virkelig ikke sig selv så seriøst. Men de er ret godt sammenspillet. Trommeslageren er virkelig dygtig.– Det var Carl Palmer fra Emerson, Lake and Palmer også. Det redder ikke helhedsindtrykket. Hvorfor helvede har de så travlt med de skift i sangstrukturerne? Det der lød næsten som Europe!– Publikum kan rigtig godt lide det. Det kan jeg altså ikke. Det er alt for slapt. Men egner sig meget godt til en eftermiddagsbrandert. Det er i hvert fald mere I Am Bones end Tiger Tunes. De står underligt på scenen. Det er virkelig blevet moderne med trommeslagere, der spiller med siden til publikum. Kort sagt: De er dygtige, men jeg har allerede glemt den koncert. Det lød ellers rigtig fint, det man havde hørt inden. Måske skal de lige finde sig selv i den konstellation på en scene. Det er for sjusket fremført.P.S: Det er stærkt live, det “666”-nummer. Det får de en halv karakter ekstra for.(SJ) Læs også Undertoners anmeldelser af:Jong Pang: Bright White LightBeta Satan: Girls Karakter:  

[Lasse Dahl Langbak og Mikkel Arre]Kiss Kiss Kiss, 30.06.08, 18.00, Pavilion JuniorI festivalprogrammet er der sparet på tryksværten i beskrivelserne af upcoming-navnene, der optræder på Pavilion Junior. Om Kiss Kiss Kiss står der blot: »Århus’ svar på Arctic Monkeys«. Flere ord ville i denne bandbeskrivelse stort set være overflødige, for det er en millimeterpræcis sammenligning. Forsanger Mads Kochs vokal var som snydt ud af næsen på Alex Turner, dog uden helt at have den samme nasale flabethed, mens melodierne var skåret over Arctic Monkeys pågående sangsstrukturer. Læg dertil guitarforløb og basgange a la Franz Ferdinand i de mere fremaddrevne passager, og du har et band, som kun kan have imponeret dem, der ikke har hørt noget som helst britisk musik i de sidste fem år. Foto: Tania Gibson, Liveshot.dk Kiss Kiss Kiss er dog lovende deres alder taget i betragtning. De fire medlemmer mødte hinanden på en efterskole så sent som for et år siden og er derfor ikke kommet længere end til gymnasiet i deres uddannelsesforløb. Med dét in mente bestod sætlisten af en overraskende stor samling solide sange. En lille håndfuld af dem var endda effektfulde guitarrocknumre, der fik Kiss Kiss Kiss til at træde en smule væk fra den tyngende Arctic Monkeys-inspiration. De purunge medlemmer af Kiss Kiss Kiss kan med en kraftig udvidelse af deres musikalske horisont gøre Dúné kunsten efter og få et berettiget gennembrud. Mads Koch har ikke den samme livlige og selvsikre attitude som Dúnés Mattias Kolstrup, men han ved dog, hvilke positurer en rockstjerne skal indtage på en scene. Som liveband er Kiss Kiss Kiss godkendt (hvis lige man ser bort fra den uskønne, Interpol-lydende fremførelse af Doors-klassikeren “Riders on the Storm” som koncertafslutter). Men det halter med originaliteten. Kiss Kiss Kiss mangler at finde sin egen stemme. (LDL) Karakter:   Rumskib, 01.07.08, 13.30, Pavilion JuniorDer er ikke skyggen af ironi i, at odenseanske Rumskib har kaldt et af sine numre “Dreampoppers Tribute”. De spiller drømmepop og shoegazer, så man skulle tro, det var 1988 – og det er der mildt sagt ikke ret mange andre, der gør for tiden. Derfor var Rumskibs debutplade fra sidste år ret så forfriskende, på trods af at den ikke havde nogen intentioner om at vinde nyt land. Foto: Tania Gibson, Liveshot.dk Tværtimod lever pladen højt på, at gruppen i så høj grad hylder bands som Cocteau Twins og Lush – og er virkelig dygtige til det. En af grundene til, at debutpladen lykkes så godt, er, at Tine Louise Kortermands vokal passer strålende til at udfylde rollen som den dreampop-obligatoriske sangerinde med en æterisk stemme svøbt i alskens effekter. Det kunststykke blev ikke genskabt under tirsdagens koncert. Hendes lidt rastløse skridt rundt på scenen kunne tyde på, at hun måske var lidt nervøs – og under alle omstændigheder var hendes vokal ikke på toppen. Allerede i åbningsnummeret, “Hearts on Fire”, kneb det med at ramme tonerne rent, og flere gange undervejs virkede vokalharmonierne med resten af bandet ikke helt koordinerede. Den store svaghed var, at Kortermands tilsyneladende klassisk skolede stemme havde svært ved at smelte sammen med de udflydende guitarflader uden at være pakket ind i studieeffekter. Og i og med at Kortermands stemme har en så central plads i bandets lydbillede, giver det sig selv, at koncerten ikke kunne lykkes. Det var en skam, for resten af bandet kæmpede bravt for at skabe et lidt mørkere og mere støjende udtryk end på albummet, og det projekt var ret så vellykket. Tilføjelsen af rigtige trommer gav en ekstra intensitet, der klædte bandet. Ligeledes blev det virkelig interessant, når numrenes afslutninger fik lov at udvikle sig til langstrakte, susende ambient-landskaber, hvor Kortermand loopede sin stemme igen og igen. Her virkede sammensmeltningen af vokal og støj formidabelt. Det var godt. Men det var ikke nok.(MA) Læs også Undertoners anmeldelse af:Rumskib: s.t. Karakter:  

[Søren Jakobsen og Mikkel Arre]The Late Parade, 29.06.08, 18.00, Pavilion JuniorThe Late Parade kan deres kram, når det gælder melankoli med masser af schwung. Og det er jo en fin evne at have, men ikke pr. definition særlig sindsoprivende. The Late Parade er bare så heldige at have en af landets pt. mest spændende forsangere. Foto: Tania Gibson, Liveshot.dk Rune Vigil har nemlig en helt særegen lys stemme, der ved første ørekast kan virke lige vel pæn og nærmest kastral. Imidlertid besidder han en imponerende evne til pludselig at lade pænheden krakelere. Den lyse klang holder, men giver plads til en flosset følsomhed. Det kom især til udtryk i den fine, storladne “My Spies”, der var et af de numre, der fængede mest. Ligeledes var “Atrocity” lidt af en ørenåbner. Ikke fordi man ikke har hørt dramatisk patosrock før – Rune Vigils stemme virkede blot allermest vedkommende, når skæve, buldrende bas- og guitarlinjer satte den i scene. Generelt er iscenesættelsen af Vigils vokal lidt af en spidskompetence hos The Late Parade. Faktisk så meget, at det er et tveægget sværd. For lige så rygradsrislende det være at høre Vigil synge a capella, lige så formelagtigt kan det virke, at en stor del af sangene er skåret over samme “ulmende indledning, manende finale”-læst. Det forekom heller ikke nødvendigvis som nogen fordel, at der til tider var tilløb til stadion-indierock med Kissaway Trail-agtige la-la-la-passager. Når The Late Parade ikke fortjener den sammenligning, men derimod hovedsageligt ros, skyldes det deres evne til at matche dybe og brede guitarstøjflader med Vigils vokal. En evne, der, hvis bandet giver lidt mere slip på sangskrivningsskabelonerne, kan blive til noget virkelig interessant inden længe.(MA) Karakter:   Le Fiasko, 30.06.08, 16.30, Pavilion JuniorDanske Le Fiaskos navn er en forbrydelse, og til en vis grad var der noget prøvende og ufærdigt over rækkefølgen i bandets setliste. Og så er der sådan set ikke mere at kritisere septettens Roskilde-debut for. Foto: Tania Gibson, Liveshot.dk De demonstrerede et dristigt højt ambitionsniveau allerede fra start ved at åbne med en langstrakt dronende komposition, hvor cello, blæsere og twangede guitartoner bevægede sig i hypnotiske cirkler, men aldrig ændrede tempo eller intensitet. Selv da Cæcilie Trier og Andreas Pallisgaards vokaler trådte ind, vedblev nummeret at lyde som en svævende drøm. Herfra udviklede koncerten sig i mange retninger og viste, at Le Fiasko både magter udknaldet postrock med massive, hornbeklædte klimakser og Broken Social Scene-klingende støjpop med et nærmest twee-agtigt sha-la-la-omkvæd. Hele vejen igennem udnyttede bandet på flotteste vis de mange muligheder for at skabe et varieret udtryk, som det giver at have såvel trompet og saxofon som cello og to trommeslagere. Og tilmed viste det sig, at Cæcilie Trier bag sit smilende, blide ydre gemte på en nærmest country-støvet, blå vokal fuld af dramatik. I afslutningssangen “Lydia” var der endog så meget stærk dame over hendes rå fraseringer, at bandet lød som garagerockere – altså bare med horn. Og med så meget trang til at udfordre grænserne, at selv dette umiddelbart ligefremme rocknummer gemte på en overraskende vending midtvejs. Der kan være langt mellem snapsene på Pavilion Junior, men Le Fiasko var i den grad en vital og interessant overraskelse.(MA) Karakter:   The River Phoenix, 01.07.08, 18.00, Pavilion JuniorFor at gøre det klart med det samme, så er The River Phoenix ikke ligefrem denne anmelders kop te. Eller øl. Indholdet i koppen var i hvert fald på mange måder lunkent på Campingscenen, da det tidligere Softporn leverede tre kvarters goter-rock med en attitude, der på mange måder var svært udansk. Forsanger Kristian Kristensen har muligvis nok ikke Danmarks mest prangende vokal, men til gengæld kan man ikke revse mandens tilstedeværelse på scenen. Både han og resten af bandet havde med simple virkemidler (flagrende hænder, skrig mod himlen og utallige breaks) fuld kontrol over de overraskende medlevende tilskuere. Hvilket tilsyneladende overvældede eksil-bornholmerne på scenen en smule. Bevares, de lagde også hårdt ud med semi-hittet “I’m USA, You’re Canada”, der buldrede tværs igennem de første rækker tilskuere, og hurtigt trak flere til. Men koncertens momentum trak desværre den anden vej. Foto: Tania Gibson, Liveshot.dk Det er svært ikke at hive bands som Placebo og Muse ind som en oplagt referenceramme for The River Phoenix. Med en god del død i posen. Selve navnet er som bekendt en slet skjult hentydning til en afdød, amerikansk skuespiller, og Kristensen gjorde meget ud af at understrege de til tider svært sorte tekster med både sin mimik og sin gestik. Det blev bare meget hurtigt for meget, for fjollet og fjernede fokus fra musikken. Hvilket altid er en skam. The River Phoenix har en lang fortid sammen, og flere af numrene demonstrerede en melodisk tæft, som kun få danske bands kan matche. Det er sværere, end man tror, at kombinere pophooks med den tungrock, som musikken fra scenen ofte kammede over i. Og det var meget tydeligt, at The River Phoenix virkede som band. At have tre guitarer på lydsiden samtidigt kan være helt, helt katastrofalt, men bassist Nikolaj Wichmann var en samlende kraft, der dirigerede det småskizofrene lydbillede i den rigtige retning gang efter gang. Ham kan de være godt tilfredse med i bandet. Som anmelder må man vel nogle gange vurdere et band, man egentlig ikke bryder sig om, ud fra de virkemidler og de mål, de lader til at forfølge. Og The River Phoenix er dæleme gode til det, de gør. Og hvis målet er, at man skal indhente en stor fanskare i de mere gotiske hjørner af det danske efterskoleliv, er de godt på vej. Musikken er nærmest skræddersyet til det, der er sturm und drang på scenen, og i Kristian Kristensen har de en frontmand, der tilsyneladende deler vandene. For der var tydeligvis mange, der ikke delte denne anmelders irritation over de utallige håndtegn og råb fra den kant. Og pæn er han. Kort sagt: The River Phoenix kan meget let komme til at sælge spandevis af plader. Jeg tror bare næppe, at jeg vil købe dem.(SJ) Karakter: