Under en bagende sol og i masser af støv vandrede et ganske anseeligt publikum ind for at se José González lørdag eftermiddag. Måske var det, fordi de ville finde skygge og læ, eller måske fordi det var “ham fra den der reklame”, der skulle spille. Svaret fortaber sig i den nævnte støvsky, for da González satte sig for blot at intonere sin originale blanding af spansk/sydamerikansk temperament og en blid nordisk tone, var det tydeligt, at størstedelen af publikum var bekendt med mandens bagkatalog.
De to regulære albums blev da også endevendt for sange, der – ud over at henrykke kendere – ville kunne stable den intimitet på benene, som trods den kølige tone er så betragtelig på pladerne. Men dette skulle vise sig at blive en ulige kamp, for eftersom Odeon nu var endnu mere crowded end til tidligere rockkoncerter som Battles og Motorpsycho, var det mere end svært for González at spille teltet op.
 |
| Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk |
Med sine ferme evner på den spanske guitar, der lå vuggende i den oprindelige flamenco og detunings, gjorde González, hvad han kunne, og det ville også havde været nok for hele publikum, hvis adskillige midt i crowden ikke havde besluttet sig for at sidde ned. At der var en del, der helt uforståeligt stod og snakkede, grinede og diskuterede højlydt, hjalp ej heller på indtrykket af en kunstner, der i den grad kan være til stede, hvis han er placeret under andre forhold.
Da der blev tilføjet percussion og kvindevokal af to sammenspils/sparringspartnere, løftede González og hans medspillere koncerten et trin op, hvor interaktionen med publikum ligeledes blev bedre, og musikken kunne faktisk – på dette tidspunkt – holde til, at publikum klappede taktfast med.
Udførslen af sangene lagde sig klæbende tæt op af pladernes versioner, og en tiltagende følelse af fjernhed begyndte at dominere indtrykket til trods for de afsluttende coverhits, “Heartbeats” og “Teardrop” af henholdsvis The Knife og Massive Attack. Det var nemlig svært at få González under huden, når man som tilskuer var sammenpresset som en sardin i en dåse og dårligt nok kunne se musikerne. Det skæmmede desværre en koncert, der kunne have været rigtigt fin for mange flere under mere givtige omstændigheder.
(LB)
| Karakter: |     |
Cadence Weapon, 05.07.08, 18:00, Pavillion
Rollie Pemberton aka. Cadence Weapon er en aparte mand. I løbet af den lange koncert i et godt fyldt Pavillion var det, som om den canadiske rapper blev besat af forskellige energier, der enten fik ham til at rulle på gulvet, springe rundt som en punkrocker, vade omkring med Canadas flag om hovedet eller tale om Neil Young. Og med sin lige så aparte dj, DJ Weasel, der akkompagnerede Cadence med hamrende househiphop-beats i baggunden, var der lagt op til en koncert, der beroede på det spontane, det simple og det festlige.
Cadence Weapon er ikke som så mange andre, der godt kan lide at tale hen over et beat. Musikken er båret af en aggressiv festlighed, og teksterne er både personlige, politiske og humoristiske, og det er disse store kontraster, der styrer Cadences musik og optræden. Han formåede i høj grad at få publikum med på tungheden i beatsene, og i korte øjeblikke var der ren rave-stemning.
Koncerten var ikke perfekt, og man kunne med lethed have kortet ned for DJ Weasels lange (og til tider ret utighte) intro, før Cadence kom på scenen, og Cadences eget fremragende flow fremstod til tider stakåndet, når han overmandede sig selv med sine energiudbrud. Men alt det er småting for en indigneret koncert, der bød på konstant nærvær, fest, originalitet og en rapper, der næsten var ved at eksplodere.
(AM)
| Karakter: | |
Girl Talk, 05.07.08, 23:00, Cosmopol
Gregg Gillis fra Pittsburgh, Pennsylvania, er en hype-darling. Betydningsfulde medier og hippe blogs hylder ham i ét væk, og nyheden om, at hans nye album, Feed the Animals, kan downloades gratis, blev omgående viderekolporteret af musikalske meningsdannere verden over.
 |
Men at Gillis under navnet Girl Talk efterhånden er blevet en del af parnasset, har bestemt ikke givet ham fine fornemmelser. Når han spiller koncerter, kommer han for at skabe en fest, koste hvad det vil. Ergo plukker han skamløst fra de seneste 30 års musikhistorie, og det faktum, at 100 hiphopproducere allerede har brugt en given basgang, er ikke en god grund til at holde sig fra den i originalitetens hellige navn. Tværtimod er det for Gillis verdens bedste begrundelse for selv at sakse den og smide den ind i sit ualmindeligt velsmurte mash-up-maskineri.
For når en klub (læs: et telt) skal proppes til randen med feststemning, skal publikum have ting, de kender. Og det fik vi. På en mere dumpt pumpende, house-orienteret rytmebund, end man kender det fra hans plader, anbragte Gillis det ene 30 sekunders uddrag fra pophits efter det andet og tilføjede hiphopbrudstykker med forkærlighed for hændelser syd for bæltestedet. Altså når han ikke lige parrede Airs “Sexy Boy” med Britney Spears’ “Gimme More”. Eller Lil’ Mama og Metallica. Eller-eller-eller.
Teltet sydede, og uanset hvad Gillis gjorde, ramte det plet hos det dansende publikum. Det var en zapper-fest med appel til både Ace of Base-generationen og gymnasieelever med smag for MTV og r’n’b. Og selv om hans liveset desværre hverken var lige så musikalsk raffineret eller morsomt som de versioner, der er på hans plader, er det svært at være spor utilfreds med at få så solid en fest lørdag aften.
(MA)
| Karakter: | |
