Et rytmeorgie. Det var, hvad vi fik på Odeon tidligt fredag aften. Vieux “Farka” Touré, søn af den legendariske guitarist Ali “Farka” Touré, tog imod med åbne arme og ditto underliv til en verdensblues og malinesiske rytmer. Godt nok i sin faders skygge, men med en kontant musikalsk salut til faderens imponerede evner og Å”uvre.
 |
Og det var en livskraft, det handlede om – hvad enten man ville det eller ej. Orkesteret, eller rettere rytmegruppen, havde overskud, der kunne gøre én rundtosset, hvis man da ellers ikke havde styr på sine dansetrin. For Vieux Touré kunne i hvert fald sætte gang i fødderne hos de fleste, og et komisk højdepunkt var da også, da det europæiske publikum blev opfordret til såvel at at synge med som at danse. Morsomheden kan findes i, at visse arketyper igen blev tegnet op med især det hvide og derfor urytmiske menneske som et højdepunkt.
Rytnmegruppen fortsatte i fin stil med kompleks rytmik og lettere funky tiltag, og derfor fortsatte den vedvarende vekslen mellem groove og guitar, der trods det musikalske overskud blev en smule ensformigt. Vieux Touré forblev – trods rytmegruppens dominans – stjernen i foretagendet og var en blændende solist med den uvante jazzlyd fra 80’erne med en slick chorus-effekt. Det var således ekvilibrisme en masse med flere nik til mellem- og sydamerikansk musik, hvor forholdet mellem såkaldt vestlig og anden musik blev fint perspektiveret.
Værd at nævne var Tourés evigt smilende sidekick på guitar, der, når han gik til den med sit melodiske fingerspil, fremprovokerede en genkommende gevinst HVER gang, som oftest resulterede i umådeligt fede crescendoer. Afslutningen af koncerten var således også så gennemført, at det lykkedes den i øvrigt udmærkede djembespiller at hjælpe publikum med at klappe i modtakt, hvilket oftest er en temmeligt krævende bedrift.
At udsætte noget på en så gedigen fremførsel af det ypperste eksempel på verdensmusik er ikke nemt, men anken ville blot være ordentlig volumenkontrol af vokalerne – og fornemmelsen af, at bandet trods de fornemme takter ikke formåede at gøre oplevelsen unik.
(LB)
| Karakter: |    |
Motorpsycho, 04.07.08, 02.00, Odeon
Motorpsycho er sådan et band, Danmark mangler. Alvorligt. En regulær powertrio, der ikke har de mindste intentioner om at lefle for publikum, men som gør præcis, hvad der passer dem. Det gjorde de også sent lørdag nat på Odeon-scenen. Med trommer, forstærkere og hår til langt ned ad ryggen, satte Snah, Bent Sæther og den nyligt tilkomne trommeslager, Kenneth Kapstad (ex-Gåte medlem), maskineriet i gang. Og de stoppede først efter lidt over en time.
I Motorpsychos univers bliver der nemlig set stort på, om bandet skal spille fem minutters pophits eller numre, der varer på den gode side af en halv time. “Hogwash” fra et af de helt tidlige Motorpsycho-albums, Lobotomizer, var grundstammen i en halv times jam-session, hvor Snahs tordenruskende guitartoner malede sangstrukturen til en flydende rockmasse, som sejlede fra scenen. Kenneth Kapstad bag trommerne arbejdede hårdt for at leve op til forgænger Gebhardts evner, og selv om hans spil er kompetent og tight, manglede der den organiske dimension, som Motorpsychos musik kræver for at holde interessen hos andre end hårdkogte syrerockfans i så lange numre.
Resten af koncerten tog udgangspunkt i numre fra bandets seneste album Little Lucid Moments. “She Left on the Sun Ship” fulgte efter, og igen gik bandet fra de ganske tyste og rytmiske guitarer over decideret jam-støj til buldrende bøllerock. Det hele sejlede – nok lidt for meget – på Odeon-scenen under “Suite: Little Lucid Moments” og “The Alchemyst”. Et kort tak fra bandet og et ekstranummer, der cementerer, hvorfor Danmark har brug for et band som Motorpsycho: “Vortex Surfer”. Et fem-minutters rocknummer med et omkvæd så fængende, at selv Nexus-drengene ville ønske, det var deres.
Ja, Danmark har brug for et band som Motorpsycho. Indtil det kommer, må vi glæde os over, at der ikke er længere til Norge.
(MT)
| Karakter: | |
