Koncerter

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]Jenny Wilson, Odeon, 19.30 Det var et oplagt publikum – en blanding af fans og folk, der havde hørt om en svensk pop-dronning – som mere end fyldte Odeon-scenen. Iført et kæmpe rødt sjal af tyl indtog den højgravide Jenny Wilson scenen til tonerne af åbningsnummeret “Crazy Summer” fra hendes solodebut Love and Youth fra sidste år. Hun fik hurtigt smidt det røde sjal og havde indenunder en perlemorsfarvet kortere kjole på. Som altid var påklædningen i top. Koncerten havde lidt svært ved at komme i gang. Den stille intro tog lidt af toppen af stemningen, og de fire medlemmer i bandet synede ikke af meget på scenen. Beats og bækkener blev betjent af keyboard-spilleren Lina Selleby til ug, men i det store telt savnede man lidt den dynamik og det drive, som et trommesæt ville have givet. Energien kom dog lidt tilbage halvvejs i settet med hittet “Summertime’s the Roughest Time” og det nye disco-nummer “A Brief Story”. Forvirret af at være på en international festival vekslede Jenny Wilson i sine henvendelser til publikum mellem svensk og engelsk. Foto: jint.dk Hun virkede en smule nervøs, men charmerede sig ud af usikkerheden, og koncerten sluttede en del karakterer højere, end den begyndte. Først med de to tempofyldte numre “Let My Shoes Lead Me Forward” og “Hey, What’s The Matter”, som fik så vild jubel fra publikum, at Jenny Wilson med et kæmpe smil takkede og grinende sagde “Don’t wake up my baby!”. De tre ekstranumre bød dels på Jenny Wilson alene med pianoet og siden et spritnyt nummer, som opfordrede til fællessang, fordi keyboard-spilleren løftede et papskilt op, så publikum kunne synge med på omkvædet “I’ve had enough of troubles / Troubles don’t fit in refrains“. Med endnu et nummer fra sit album gik Jenny Wilson af scenen, mens hun sendte håndkys til publikum. Og publikum gengældte dem. (JL) Sigur Rös, Arena, 22.30 Det er de færreste bands, der efter at have spillet sidste nummer, kommer tilbage til scenen for at bukke og klappe af publikum. Der er formentlig ikke andre end Sigur Rös, der kommer ind fire gange. Men det var der bestemt også klapsalver nok til fra et meget hengivent publikum, som fik, hvad de kunne forvente. For uanset at Sigur Rös’ seneste album Takk er en lidt for renskuret forfinelse af islændingenes klare og drømmende lydunivers, kan kvartetten stadig dét, der for snart en håndfuld år siden fik lyttere i hele verden til at spærre øjne og ører op. Forsangeren Jönsis forrevne guitartoner – frembragt med en violinbue – klinger, kliché eller ej, af brusende elve og hylende blæst. Og hans eventyrligt lyse falsetvokal når stadig højder, man ikke troede mulige. Kvartetten, der i dagens anledning var forstærket af både en strygerkvartet og fem blæsere, åbnede koncerten bag et mælkehvidt lærred, hvor glitrende orange pletter gled henover. Det tilføjede endnu et lag til den sky attitude, bandet har over for omverdenen. Selv da lærredet efter nogle minutter blev trukket til side, forblev islændingene indadvendte, og sine steder – primært i de stilfærdige numre fra Takk – led koncerten under, at der ikke var det helt store nærvær. Men når bandet fandt sangene fra Ágætis Byrjun frem og forsynede numre som “Olsen Olsen” med ekstra horn eller gav “Ný Batteri” en lang, flosset guitar-intro – ja, så var det klart og tydeligt, hvorfor publikum var så henført. For der er stadig en stjernetindrende skønhed i islændingenes himmelstræbende postrock – og da de sluttede showet med afslutningsnummeret fra ( ), var der kun tilbage at overgive sig. Det gigantiske, dundrende klimaks truede nærmest med at flænge det hvide lærred, der igen var trukket for, og rensede på den mest velgørende vis. Og med dén afslutning var det ikke sært, at publikum klappede Sigur Rös tilbage på scenen igen og igen. (MA)

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Tre af de danske indie-bands, der er kommet ind i varmen hos pladeselskaber som Auditorium og Morningside og måske, måske ikke er på vej til det store gennembrud, leverede i dén grad varen over for publikum og de mange branchefolk.Godt på vej – og alt andet end fastgroede Tre af de danske indie-bands, der er kommet ind i varmen hos pladeselskaber som Auditorium og Morningside og måske, måske ikke er på vej til det store gennembrud, leverede i dén grad varen over for publikum og de mange branchefolk. Yellowish Man har lidt ondt af Yellowish. På trods af to gode albums, anmelderros, opmærksomhed fra P3, vellykkede koncerter og en tidssvarende rockmusik, har skæbnen endnu ikke tildelt dem nogen afgørende folkelig opmærksomhed. Derfor må det have været et forløsende syn, der mødte det århusianske band, da det gik på Ridehusets scene, for der var nemlig mange mennesker, og det virkede ikke, som om folk var dumpet tilfældigt forbi for at se, hvad der skete – folk var kommet for at se Yellowish. Under hele koncerten hvilede der en sælsom tavshed og forventningsfuldhed blandt publikum, en spænding, en forhåbning om, at koncerten ville gå godt. Og det gjorde den på mange måder. Det lod til, at de spændte omgivelser overraskede frontfigurerne Aage Hedensted og Laura Nozsczyk en smule. I hvert fald fornemmede man en vis usikkerhed på scenen, og i første del af koncerten havde de to vokaler indimellem lidt svært ved at ramme tonerne helt rent. Det forsvandt dog, som koncerten skred frem, og til sidst trådte især Nozsczyks kirkeskønne vokal helt rent frem. Men når man har en rytmesektion som Yellowish, er det egentlig også begrænset, hvad der er at frygte, for den er ekstremt tight og velspillende. Yellowish spillede med undtagelse af det gamle barometerhit “Lisa Could Die for Elvis” udelukkende materiale fra den nye plade “So Bright”, hvilket i sig selv er forståeligt nok, men det var nu lidt ærgerligt at der ikke blev blændet op for bare et par af perlerne fra debutalbummet. Bandet beviste dog, at også de nye sange er yderst holdbare. Man fornemmer en inspiration fra Interpols storbyrytmer, og det klæder Yellowish godt. Især singlen “This Is My Direction” kom glimrende ud over scenekanten og fik det ellers så diskrete publikum til at nikke anerkendende med hovederne, mod musikken, mod det sympatiske band på scenen. (TØ) Oh No Ono Det var svært at vide, hvad man skulle forvente lørdag aften på Officerspladsen. De tre krølhårede knægte i front for Oh No Ono så ganske pudsige ud, men hvordan hulen lød så musikken? Tja, noget i retningen af bubblegum-synth-punk er nok ikke helt forkert. Foto: jint.dk Bandet gør sig i simple melodier med tekster, der ikke er mere komplicerede end højst nødvendigt, godt med 80’er-inspirerede keyboards (direkte fra Harold Faltermeyers våde drømme) og sidst, men ikke mindst: godt med punket energi og en ordentlig sjat guitar. Dertil skal man lægge forsangeren Malthe Fischer, der lyder, som om han siden barnsben har indtaget sundhedsskadelige mængder af helium. Det lyder vanvittigt – og det er det bestemt også. Men det fungerer – i høj grad endda. Kvintetten leverede faktisk varen i en sådan grad, at de på et tidspunkt blev nødt til at bede publikum om at gå tilbage, så ingen kom til skade. Som Fischer sagde, så føltes det, som om han var med i Metallica, da han skulle aflevere den besked, og at han som oftest plejede at bede publikum om det modsatte. Det var der bestemt ingen grund til, da det feststemte publikum tog imod bandet med åbne arme og festklare attituder. Det kan godt være, at der ikke er det store indhold i Oh No Onos musik, men denne aften var Oh No Ono et hæsblæsende, originalt og yderst positivt bekendtskab. (MM) I Got You on Tape Det var svært at ryge sine cigaretter i Ridehuset, for man stod tæt, og forventningerne var høje til den københavnske kvintet, som i vinter udgav en formidabel debutplade med en række befriende udanske sange. Det er altid med en smule anspændthed, man ser I Got You on Tape gå på scenen. Det er ikke nogen hemmelighed, at mange kunstnere er sensitive skabninger – og det er heller ikke svært at se, at forsanger Jacob Bellens er en af dem. Men denne lørdag eftermiddag var der ikke skyggen af destruktiv følsomhed på scenen, og Bellens var ekstremt sympatisk. Måske har bandet svagheder, men de afslørede ikke nogen af dem gennem den 40 minutter lange koncert. De spillede deres tørre, udbrændte, men også forunderligt lysende rock så godt som det kan gøres. De ørkenstøvede surfguitarer tegnede sammen med Bellens’ vokal musikkens ansigt, hvis fundament blev støbt af rytmesektionens klart definerede stil. Der var ikke skyggen af den milde grad af monotoni, der momentvis indfinder sig på debutpladen. Det her var musikalsk nærvær og talent, og det var i alle henseender genialt. Jacob Bellens og I Got You on Tape tog David Bowie og Interpol med ud i ørkenen og transformerede dem til Frihedsgudinden. Da jeg gik fra Ridehuset var det med denne uforglemmelige linje i hovedet: “I guess it’s better to be safe than sad / better not to care than going mad.” I Got You on Tape var fundamentalt rørende. (TØ) Læs også Undertoners anmeldelse af: Yellowish: So Bright Oh No Ono: Now You Know Oh No Ono: Yes I Got You on Tape: s.t.

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Et par danske retrorockere havde – dels pga. programlægningen, dels pga. basal mangel på fængende materiale – problemer med at få indstillet sigtekornet, mens norske BigBang var meget tættere på at ramme plet.Retrorock i uføre Et par danske retrorockere havde – dels pga. programlægningen, dels pga. basal mangel på fængende materiale – problemer med at få indstillet sigtekornet, mens norske BigBang var meget tættere på at ramme plet. BigBang En mild grad af festivalstemning indfandt sig, da norske BigBang indtog Officerspladsen med deres potente landevejsrock. Med Olaf Olsens nærmest hedenske skikkelse bag trommerne samt Øystein Greni og Erik Tresselt i front på henholdsvis guitar/vokal og bas/vokal knaldede bandet en række energiudladninger af sted, der opererede i spændingsfeltet mellem kantet, moderne retrorock og mere ordinær bar-rock som Tom Petty kunne have spillet den – med åbentstående skjorte og guitarsolo. Men uanset hvilke musikalske kontaktflader BigBang berørte, spillede de dog ekstremt energisk og tight, og det var tydeligt, at deres kendskab til hinanden som musikere og mennesker går en del år tilbage. Der var åbenlyst en positiv energi på scenen, de kommunikerede godt, og de to frontfigurer Greni og Tresselt supplerede hinandens vokaler fornemt. Af og til antog musikken dog karakter af regulær røvballerock, og i betragtning af det bagkatalog, BigBang kan vælge sange fra, virkede det lidt utroligt, at det var de pågældende numre, de præsenterede i en sammenhæng som denne Spot-fredag. Når BigBang spillede deres mere udfordrende og kantede rock’n’roll, var det dog en sand fornøjelse at lægge øre til. (TØ) The Magic Bullet Theory Den byfest-stemning, der generelt hjemsøgte Officerspladsens telt, forekom ekstremt svær at nedbryde for de bands, der var blevet sat til at spille, inden mørket faldt på. Det var danske The Magic Bullet Theory (TMBT) måske det ypperligste eksempel på ved dette års Spot. Foto: jint.dk Måske fordi det spredte publikum stadig ikke helt var vågnet efter fredagens fadøl, eller måske fordi bandet selv virkede trætte som en doven bajer. Forsanger Ole Svenningsen bekendtgjorde da også, at det, grundet trafikale problemer, ikke var blevet til mange timer natten forinden. Men musikalsk lugtede det nu også lidt af byfest denne lørdag formiddag. Med en omgang festrock, som alle kunne forstå, en lidt hæs frontmand, der vekslede mellem elguitaren og den akustiske, solo på hammondorgelet og en blæserkvartet, der blev hevet på scenen sidst i settet, gjorde TMBT sit for at sparke energi i publikum og sig selv. Alle i bandet spillede tight og dygtigt, og når bandet flirtede med en mere punket kant på rocken, blev det interessant. Men ellers var det lidt svært at spore friskhed eller nytænkning. Det er svært at vide, hvordan folk ville absorbere denne form for rock, hvis den blev leveret med arrogance, attitude og slidte Prada-loafers – ikke at det betyder noget musikalsk, og ikke at man par excelence skal opføre sig som Rock Hard Power Spray, bare fordi man spiller rock, men rock’n’roll handler live også om andet end musikken. Og attitude var der altså ikke meget af denne formiddag. Men omvendt er der også noget ekstremt befriende i at se et band, som upåagtet af tidens mode spiller den musik de har lyst til – og gør det godt. Denne formiddag dag blev TMBT bare aldrig for alvor rørende, distinkte eller utøjlelige. (TØ) Death to Frank Ziyanak Interessen for at se Silkeborg-trioen Death to Frank Ziyanak var så stor, at Undertoners udsendte måtte stå i kø uden for Voxhall og vente pænt på, at tilstrækkeligt med folk forlod koncerten. Da undertegnede var kommet indenfor, begyndte forvirringen at melde sig. Hvorfor var så stor en folkemængde taget på Voxhall for at høre så uhyggeligt ordinær retrorock som dén, der bragede ud af højtalerne? Svaret må stå hen i det uvisse, for koncerten var bestemt ikke værd at skrive ret meget hjem om. Monotonien var bandets faste følgesvend, og de gjorde ikke meget for at modvirke den. I stedet lod det til at være deres mål at stable så mange rockklicheer oven på hinanden som muligt. Selvfølgelig er det essentielt inden for retrorock, at musikken på ingen måde må være original – alt skal være hørt før. Men mig bekendt står der intet i retrorock-manifestet, der bandlyser vellykkede eller bare medrivende sange. Det gør der så åbenbart i DTFZ’s udgave, for der var ikke meget, der rykkede i publikum sent lørdag eftermiddag. (MM) Causa Sui Der er vist ingen tvivl om, hvilke idolplakater der hænger i øvelokalet hos odenseanske Causa Sui. Med hvide pandebånd, flagrende flannelsskjorter, hippiehalskæder og en forsanger, der uden tvivl har hørt om en festival ved navn Woodstock, leverede bandet en forældet, men temmelig kompetent syrerock lørdag eftermiddag på Officerspladsen. Foto: jint.dk For en gangs skyld var det, som om det lyse telt faktisk talte godt sammen med den musik, der blev spillet inde i det. Frontmand Kasper Markus’ kraftfulde vokal trådte godt igennem i lydbilledet med en klang, der gav mindelser om Hendrix, og bandet spillede de riffbaserede kompositioner upåklageligt med tight rytmebund, wah-wah guitar og stor tro på sig selv. Sangene var ofte af lang varighed, og særligt den sidste blev trukket en kende i langdrag med Kasper Markus på percussion, og en musikalsk kulmination, som ikke rigtig kunne bestemme sig for at være konsekvent, men i stedet bølgede op og ned lige lovligt mange gange. En lidt ærgerlig afslutning, men ikke desto mindre var Causa Sui et interessant og anderledes bekendtskab. Det er sjældent, at man ser et band, som i dén grad indoptager en svunden tid i sig og faktisk gør den til selve identiteten. (TØ) Læs også Undertoners anmeldelser af: The Magic Bullet Theory: Love (a.k.a. Sugar) Causa Sui: s.t.

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]To af de mest anmelderroste dansksprogede indie-bands havde svært ved at få deres kvaliteter ud til publikum, mens de unge opkomlinge Nordstrøm forfaldt lige rigeligt meget til i Pet Shop Boys-monotoni.Dansksprogede anmelderyndlinge på det jævne To af de mest anmelderroste dansksprogede indie-bands havde svært ved at få deres kvaliteter ud til publikum, mens de unge opkomlinge Nordstrøm forfaldt lige rigeligt meget til i Pet Shop Boys-monotoni. Nordstrøm Hvis man vil lave et radiohit i disse dage, er man godt på vej, hvis man inkorporerer den hippe tyske kulturmetropol Berlin i sin sang. Det har den danske duo Nordstrøm også forstået, hvilket de har bevist med deres i og for sig fine discohit “Berlin”. Fredag aften på Train havde de to herrer, Lars Malm og Troels Holdt, taget stilling foran deres synthesizere klædt i hvide jakkesæt, og det gav, ligesom musikken, ufravigeligt mindelser om Pet Shop Boys. Herfra leverede de deres dansksprogede discopop i et tempo, som i starten virkede friskt, men som hurtigt forfaldt til udtalt monotoni. Den første del af sættet bestod af sange bygget op om stort set samme form med et backtrack af friske basgange og discodunk tilsat de synthfigurer, duoen selv spillede.Forsanger Malm brugte sin vocoder mere end flittigt, og det var sjældent til at høre, hvad det egentlig var, der blev sunget. Men gennem de digitaliserede vokaler skimtede man indimellem noget, der kunne være punchlines fra dansk melodi grand prix’ kronede 80’er dage, eller noget Martin Brygmann kunne have komponeret til Det Brune Punktum. Halvvejs inde i koncerten kom et ægte, levende band så på scenen med assistance, og det var godt. Troels Holdt greb guitaren, og herfra var det, som om Nordstrøm for første gang transcenderede imitationen af fordums discoromantik og formåede at spille en række tighte og lidt mere charmerende popsange. Tempoet blev sat ned, og variationen blev en kende mere udtalt. Publikum virkede generøse, og begejstringen fik endnu et hak opad, da “Berlin” endelig strømmede ud af højtalerne. Nordstrøm virkede hverken musikalsk eller livemæssigt synderligt interesserede i at sprænge nogen rammer, eller udfordre den stilart de bevæger sig indenfor, men både publikum og dem selv lod til at befinde sig fint i de sikre omgivelser. (TØ) Pluto Med en småfunky basgang og en simpel, repeterende guitarfigur som underlægning, indledte Pluto deres koncert med den ufatteligt smukke “Ingenting”. Og det med de smukke, lavmælte og poetiske sange, er bestemt noget Pluto mestrer som få. Live har disse sange dog en tendens til at blive vældig indadvendte, og det skete desværre også lørdag aften. Bandet gør ikke meget for at lukke publikum indenfor, og kombineret med materiale, der ikke altid er iørefaldende eller fængende, bliver det meget vanskeligt for almindelige, dødelige koncertgængere, der ikke kender bagkataloget på rygraden, at få noget ud af bandets optræden. Foto: jint.dk Det er naturligvis imponerende, at bandet har tilstrækkeligt med mod til at spille hele koncerter i det samme, stille gear. Men det er alligevel underligt, at Pluto ikke forsøger at give deres stille materiale en mere støjende live-kant, for det kan vel ikke være meningen, at sangenes live-inkarnationer skal være fuldstændig identiske med de originale studieversioner? For hardcore Pluto-fans muligvis et storslået, intimt show. For alle os andre: en eksklusiv oplevelse, vi ikke måtte få del i. (MM) Sterling Sterling lagde overraskende nok ud med instrumentalnummeret “E45”. Det var dog mere overraskende, at det skulle vise sig at være ét af koncertens højdepunkter. “E45” var nemlig medrivende og iørefaldende, hvilket man ikke kunne sige om størstedelen af bandets materiale. Og når man som Sterling gør sig i radiovenlig indie-pop, er det bestemt ikke en god ting. Foto: jint.dk Ikke overraskende bestod koncertens to andre højdepunkter af singlerne “Lyssværd” og “Ubesvaret opkald”. Her var bandet præcis så melodisk uimodståelige, som de burde være hele tiden. Det var bare ikke tilfældet, og derfor var lørdagens koncert en lang ørkenvandring mellem de tre førnævnte livgivende oaser. Vandreturen blev dog formildet af sanger Mads Nygaards fantastiske showmanship. Hans utrættelige insisteren på, at ALLE skulle være med, var bestemt med til at gøre en ikke særligt tilfredsstillende koncert bare en smule bedre. Man kunne dog ønske sig, at en så fremragende frontmand som Nygaard havde bedre materiale at arbejde med. (MM) Læs også Undertoners anmeldelse af: Pluto: Ingen ved hvorhen

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Tre af de danske bands, der allerede har fået pæn succes herhjemme, demonstrerede deres kvaliteter på aldeles overbevisende manér.Rigtig gode optrædener i udstillingsvinduet Tre af de danske bands, der allerede har fået pæn succes herhjemme, demonstrerede deres kvaliteter på aldeles overbevisende manér. Veto “I know who I am / and I know what I want “, sang Troels Abrahamsen i front for Veto fredag eftermiddag på Voxhall. Og det skal jeg lige love for, at han og bandet ved. Den intelligente elektroniske rock blev afleveret med en nærmest overvældende sikkerhed. Ud over enkelte steder, hvor det var, som om bandet kunne bruge en ekstra guitar for at udfylde det store rum, som sangene formulerer, stod bandets intentioner og energi lysende klare. En anden ting, der også er åbenlys live, er Abrahamsens kvaliteter som frontmand. Han lyser af nærvær og indlevelse, og i sin kontakt med såvel musikken som publikum er han på én gang nænsom og brutal. Sjældent ser man nogen levere så meget af sig selv, uden at det kammer over. Foto: jint.dk Meget få blandt publikum formåede at stå helt stille til de dynamiske beats, de repeterende punchlines og de catchy synthfigurer, som Veto leverede, og særligt den geniale intro til “You Are a Knife” vakte åbenlys genkendelsesglæde. Bandet formår at fremelske en musikalsk energi, en desperation, en brutalitet og imponerende nok også en detaljerigdom på scenen, som de ikke i samme grad får frem på deres studiealbum. Sangene bevarede deres fulde integritet, og Vetos tro på sig selv og deres musikalske identitet var kynisk og følsom, som en knytnæve i hjertet. (TØ) Epo-555 Svalegangen var fyldt, da epo-555 spillede lørdag eftermiddag, og det var bestemt forståeligt, for kvartetten leverede en yderst glimrende koncert. Bandet var netop hjemvendt fra Sydtyskland, men der var ingen træthed at spore hos bandet, der leverede deres skæve og personlige indie-pop med stor overbevisning. Bandet formåede med imponerende lethed at gå fra sange, hvor det elektroniske element havde overtaget til mere rocket materiale. Hele tiden med den energiske og sympatiske sanger Mikkel Max Hansen som midtpunkt. Bandet havde tilsyneladende adskillige tekniske problemer, der blev i hvert fald kommunikeret flittigt med lydmanden mellem sangene, men det påvirkede ikke bandets optræden. Faktisk gik trommeslager, Ebbe Frej, så meget amok, at han smadrede sin lilletromme mod slutningen af koncerten. Heller ikke dette uheld slog bandet ud af kurs. Mikkel Max Hansen udfyldte tomrummet ved at akkompagnere sig selv på en smuk ballade, inden koncerten kunne genoptages med den fine “Sophia”. Undervejs i denne begyndte publikum endda spontant at klappe i takt, hvilket siger en del om deres tilfredshed med koncerten, eftersom det var første og eneste gang, undertegnede oplevede dette fænomen på årets festival. Det var også fuldt fortjent. epo-555 leverede i dén grad varen, og hvis alle deres koncerter er af samme høje klasse, bør udlandet også snart få øjnene op for dem. (MM) Diefenbach Objektivt set bliver de fleste bands snydt på Spot. Thi de få, der får lov at spille på Musikhusets store scene, bliver unægteligt tildelt store foræringer, hvad angår lys, lyd, atmosfære, autoritet og perception. Her kan man bjergtages af effekter og idéer; her er man ikke i tvivl om den formelle grænse mellem den udøvende og den lyttende. Men livet er urimeligt i alle henseender, og det er jo nok heller ikke helt tilfældigt, hvem der får lov til at gå på netop denne scene – det er selvfølgelig de mere etablerede bands, som har bevist deres værd – men det var jo i og for sig bare et godt argument for at tage den kritiske kasket på. Men Diefenbach gjorde det svært at være kritisk. Lysshowet var mekanisk og storladent og formåede at bevare de fire musikere som skikkelser – som statuer; fysiske repræsentanter for storslået og eventyrlig melankolsk rock. På væggen bag bandet kørte en række smukke, men også lidt sikre og konventionelle visuelle forløb, som skulle kommentere de musikalske spændingskurver. De meget klassiske poetiske elementer – dalende blade, brusende vand, neonlys – fungerede dog uden tvivl, og det gjorde musikken også. Diefenbach spillede naturligvis primært materiale fra det nyeste og mere tilgængelige album Set & Drift. Den ypperligt smukke “The Right One” lyste op som et musikalske højdepunkt, og den effektive og intelligente pleaser, hittet “Glorious”, fik til sidst i koncerten det siddende publikum til at rejse sig op i begejstring. Fra bagerste række, hvor undertegnede sad, faldt bassen desværre ofte ud, men det er et akustisk spørgsmål, og havde intet at gøre med Diefenbachs præstation, som var rutineret og fyldig, en anelse kontrolleret, men i grunden bare en beundringsværdig nydelse. (TØ) Læs også Undertoners anmeldelser af: Veto: There’s a Beat in All Machines Epo-555: Mafia Diefenbach: Set & Drift

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Mens islandske Mugison med al sandsynlighed havde været bedre tjent med at være alene på scenen, glemte norske Thom Hell at bruge sit band ordentligt. Og svenske Anna Ternheim – ja, hun ramte bare plet.Svingende skandinaviske sangskrivere Mens islandske Mugison med al sandsynlighed havde været bedre tjent med at være alene på scenen, glemte norske Thom Hell at bruge sit band ordentligt. Og svenske Anna Ternheim – ja, hun ramte bare plet. Mugison Islandske Mugison lagde ud i fremragende stil med “Sad as a Truck”, hvor et spændstigt, håndspillet beat og en ondt buldrende bas blev kombineret med funky pianorundgange, mens Mugison selv hamrede den elektroniske støj frem. Desværre gik Mugison i en mere og mere traditionel retning, som koncerten skred frem, og det fik den musikalske side af sagen til at blive mere og mere ligegyldig. Heldigvis viste islændingen sig som en usandsynligt god showmand, der formåede at være underholdende og medrivende både mellem og under sangene. Man kunne blot ønske sig, at han havde haft bedre sange at præsentere. Foto: jint.dk Set i bakspejlet ville det nok have været bedre, hvis Mugison optrådte solo, hvilket han også gjorde på Spot for to år siden. I en sådan situation ville Mugison nok blive nødt til at fokusere mere på den elektroniske del af sit materiale, og det kan med hans halvkedelige traditionelle sange in mente kun være at foretrække. (MM) Thom Hell Det er ingen hemmelighed, at store, lyse lokaler, halvfyldt med snakkende mennesker aldrig har stimuleret inderlig singer/songwriting. Derfor var norske Thom Hell sat på en svær opgave tidligt fredag aften i Aros’ kliniske café-omgivelser. Rent håndværksmæssigt kan Thom Hells evner på ingen måde betvivles. Elegant fingerspil på den akustiske guitar, behagelig sangstemme med diskret vibrato, fint og enkelt klaverspil. Alt sammen leveret upåklageligt. De små, bittersøde melodier strømmede ud af ham, men i nærheden af den rigtigt smertende melankoli kom Hell aldrig. Det skyldtes både omgivelserne, men også sangskrivningen i sig selv, som er funderet i den samme lidt banale og gennemtærskede poesi, som man ser hos f.eks. Teitur. Desværre for Thom Hell dehydrerede de diffuse omgivelser sangene for de fine kvaliteter der trods alt ligger gemt i dem. Omgivelserne farvede musikken, ikke omvendt. Spørgsmålet er så, om Hell var fuldstændig sagesløs i den henseende. Han kunne eksempelvis have valgt at medbringe sit backingband The Love Connection til at gøre sangene mere fyldige, kantede, nuancerede eller bare mere vedkommende. Men Thom Hell valgte at være manden med guitaren. Og i rammer som dem, han blev budt, lykkedes det ikke at forløse mere end middelmådig skønhed. (TØ) Anna Ternheim Smukke svenske Anna Ternheim entrede Aros’ café-scene klædt helt i sort. Enten for at indikere en total anonymisering af sig selv som performer, eller også for at menneskeliggøre de mørke understrømninger, som løber gennem hendes musik. Foto: Jonas Linell Fra første greb om guitaren stod det klart, at hendes enkle kompositioner og krystalklare vokal er lyden af nordisk renhed. Ikke en uskyldig, usmertelig renhed, men hendes stemme fremsang en klarhed og en oprigtighed, der virkede uberørt og tidløs, og som fik de fleste til at tie. Ternheim satte ikke en finger forkert på guitaren, og hun intonerede forunderlig smukt fra start til slut. I et par af sangene satte hun sig ved klaveret, og resultatet var det samme. Aros’ lyse omgivelser ydede heller ikke denne koncert særlig stor retfærdighed, men der var en insisteren og et nærvær i Ternheims performance, som generelt formåede at overtrumfe rammerne. Måske fordi den menneskelige sensitivitet, som åbenlyst ligger til grund for sangene, kom så tydeligt frem gennem instrumentet og stemmen, hvis parløb kun blev brudt til sidst i settet, hvor et enkelt, dystert beat lagde fundamentet for en glimrende og dybt personlig fortolkning af Bowies “China Girl”. (TØ)

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Et par af de danske bands, der er lige på nippet til at få mulighed for at udgive et regulært album, leverede desværre en ikke særlig opløftende præstation. Og de blev helt og totalt overskygget af det unge Skive-band Dúné.Opkomlinge uden modhager – og med Et par af de danske bands, der er lige på nippet til at få mulighed for at udgive et regulært album, leverede desværre en ikke særlig opløftende præstation. Og de blev helt og totalt overskygget af det unge Skive-band Dúné. Doí Kunstbygningens smukke, simple omgivelser var et fint forum for danske Doís langstrakte, episke kompositioner, der dog desværre blev skæmmet af, at en stor del af publikum ikke var klar over, at man under en koncert ikke taler højlydt. Det gør man forresten heller ikke på et museum, men den del af den gode opdragelse var vist gået tabt denne fredag aften. Simon Kvamm påstod til torsdagens åbningsaften, at publikum begynder at snakke, når bandet ikke kommer godt nok ud over scenekanten. Det er nok en sandhed med modifikationer, men lige i dette tilfælde var hr. Kvamm meget tæt på at have ret. Efter et godt åbningsnummer, der på imponerende vis vekslede mellem det nænsomt drømmende og det kraftigt støjende, begyndte det syv mand høje band at få problemer. Deres kompositoriske evner begyndte at fejle, og musikken lød pludselig alt for meget som Sigur Ròs, hvilket gjorde det svært at undertrykke følelsen af at have hørt det hele før – og bedre. Mod slutningen viste bandet dog mere personlighed ved blandt andet at inkorporere støvsugerorgel. Desværre var pågældende sang så ordinær, at de Sigur Rös-tilbedende tendenser næsten var at foretrække. (MM) The Holiday Show Den københavnske electropop kvartet lagde klogt nok ud med den fine “Put Me on a TV Show”, der dog blev alt for lang på grund af en tåbelig keyboardsolo. Derefter kom bandet i problemer, eftersom deres simple popsange havde brug for stærke melodier for at overleve, og desværre var kun et par stykker flyvefærdige i den afdeling. Det hjalp naturligvis heller ikke på helhedsindtrykket, at bandets sceneoptræden var så godt som drænet for tilstedeværelse. Der var ikke mange modhager i bandets vellydende synthpop og heller ikke megen personlighed. Hvis bandet ikke er i stand til at skrive flere sange af samme klasse som førnævnte “Put Me on a TV Show” og den ligeledes fine “Snooker Star”, bør de finde modet til at være mere ekstreme – f.eks. ved i nogle sange at lade det elektroniske element få en dominerende rolle eller måske forsøge at rocke lidt hårdere engang i mellem. Efter denne lørdag på Voxhall så det ud til, at The Holiday Show er lidt for anonyme og kønsløse til rigtig at begejstre nogen. (MM) Dúné Har Dúné hørt Bloc Party? Ja. Kan det mærkes på medlemmerne i Dúné, at de ikke er mere end 17-18 år gamle? Ja. Er det gennemskueligt, at Dúné har fundet et koncept, som de sætter alt, hvad de gør, ind i? Ja. Men har jeg én eneste alvorlig indvending imod Dúné? Nej. Og her er forklaringen: Med en yderst selvbevidst og iscenesættende intro havde Dúné fra start fortalt Train, at der skulle ske noget helt ekstraordinært, og således kunne de påbegynde eksekveringen af deres moderne, potente electrorock med publikum i deres hule hånd. Der blev spillet tight og aggressivt, og den ungdommelige energi var så højt oppe i det røde felt, at det næsten løb af med nogle af medlemmerne. Jovist, man skal vise, hvem der bestemmer, men at kaste en fyldt vandflaske hen over publikum og videre ned i mikserpulten, det er vist mere overgearet, end det er arrogant. Talentet, viljen og visheden om såvel egne evner som andre folks forventninger til dem, lyste ud af de syv skikkelser på scenen, og musikalsk trådte Dúné ikke forkert på ét eneste tidspunkt. At man i så ung en alder kan fremstå så troværdigt på scenen, kan skrive og arrangere sange, som er på højde med dem, deres engelske forbilleder hitter med, og kan spille så tight og energisk – det er dybt respektindgydende. Der er noget bizart ved at betragte forsanger Mattias Kolstrup holde en selvsikker strakt arm i vejret med den ene fod på monitoren. At man kan have så meget stjernekvalitet som 17-årig, er på grænsen til det uhørte. Så kan Arctic Monkeys lære det. Dúné er unikke, og det er svært at se, hvad der skulle stoppe dem i deres færd mod toppen. Held og lykke med studentereksamen. (TØ) Læs også Undertoners anmeldelser af: Doi: Sing the Boy Electric Dúné: We Are In There, You Are Out Here Dúné, 28.06.06, Roskilde Festival

De markante damer på årets festival trak i mange forskellige retninger – dels stilmæssigt, men også kvalitetsmæssigt: fra det skræmmende ringe til det imponerende gode.Op- og nedture med det stærke køn De markante damer på årets festival trak i mange forskellige retninger – dels stilmæssigt, men desværre også kvalitetsmæssigt. Heidi MortensonDer var ganske tyndt besat foran Svalegangens scene, da Heidi Mortenson med påmalet skæg og beskidt jakkesæt entrede scenen fredag eftermiddag. Hun lagde ud med en omgang ganske god electropop, der dog blev trukket unødvendigt i langdrag. Herefter gik musikken i en mere electroclash-agtig retning – og selv om Mortenson ikke er nogen stor popsmed, var det ikke ligefrem en forbedring. Hendes forsøg på at rappe var, for at sige det mildt, ringe. Selv om musikken blev hårdere og hendes attitude mere konfronterende, gjorde det ikke ligefrem hendes optræden mere relevant. Til dels fordi man ikke nødvendigvis er karismatisk, bare fordi man er højlydt. Mortenson virkede tit som en andenrangs Peaches med hendes skabagtige opførsel og billige effektjageri, som når hun i slutningen af en sang pludselig smed bukserne. Ja, det reflekterede teksten i den pågældende sang, men hvad var relevansen? Mortenson var bedst, når hun formåede at kombinere de poppede elementer fra starten af koncerten med den kantede electroclash. Her ramte hun en virkelig velfungerende tone, hvor en funky, forvrænget bas var med til at skabe et ondt, ondt groove, der udgjorde et stærkt fundament for en glimrende popsang. Ligeledes imponerende var det, da hun byggede en sang op fra bunden ved at sample sig selv om og om igen. Men som oftest var koncerten en halvkedelig affære – Mortensons opførsel til trods – og man ønskede konstant, at hun blot ville koncentrere sig om at skrive flere sange på højde med dem, der udgjorde koncertens få højdepunkter. Jomi MassageSelv om det nok var Signe Høirup Wille-Jørgensen, det ganske talstærke publikum i Musikhuset var kommet for at se, var det guitarist Luke Sutherland, der imponerede mest. Sutherland modificerede konstant sin guitarlyd fra afdæmpet skønhed til rå støj, og som om det ikke var nok, supplerede han i en enkelt sang sit guitarspil med lidt violin. Foto: jint.dk Suppleret af trommer vekslede de godt mellem støj og skønhed. Glimrende eksemplificeret ved åbningsnummeret, der startede skrøbeligt og drømmende, før Wille-Jørgensen og Luke Sutherland lancerede et veritabelt guitarstormvejr.Men der var også plads til andet end Sonic Youth-inspireret støjrock med guitaren som hovedinstrument. På flere sange satte Wille-Jørgensen sig bag keyboardet og satte dette instrument i fokus. Det fungerede især godt, da hun i et nummer hamrede medrivende akkorder af sted, mens Luke Sutherland leverede ditto guitarriffs over et fremadrettet og bastant beat. Det var ikke alt, der fungerede for Jomi Massage, men når trioen var bedst (og det var de en stor del af tiden) leverede de en både støjende og smuk omgang rock, der konstant var udfordrende og interessant. Animal AlphaDet kan godt være at den norske kvintets frontkvinde, Agnete Kjølsrud, så aparte i sine gammeldags gevandter, komplet med hvide handsker og vifte, samt overdreven makeup og vildt touperet hår, men der var intet specielt ved bandets gennemsnitlige hard rock. Der var vist ikke den kliché, der ikke blev gennemtærsket fredag nat på Voxhall, men lige lidt hjalp det. Nordmændene manglede simpelthen knusende stærke grooves og fængende hooks i deres musik. Det hjalp heller ikke, at frk. Kjølsrud var i besiddelse af en meget begrænset stemme, hvilket dog ikke afholdt hende fra at forsøge på både at spinde kælent og brøle uhæmmet. Havde Kjølsrud så i det mindste været så fremragende en scenepersonlighed, som programmet påstod, havde det nok reddet noget af æren, men også på det punkt skuffede Kjølsrud. Helt forfærdeligt blev det dog først, da bandet begyndte på den obligatoriske ballade. Kjølsruds manglende stemmepragt blev her udstillet på det skammeligste, og da sangen af uforståelige grunde fortsatte i det uendelige, var den lige ved at vugge Undertoners udsendte i søvn. Heldigvis nåede både balladen og koncerten sin slutning, så man kunne flygte ud i natten og håbe på, at alle minder ville forsvinde så hurtigt som muligt. LampshadeLampshade spillede en imponerende omgang hypnotisk støjpop lørdag aften på Voxhall. Det syv mand høje band formåede at brede lydpaletten godt ud ved at supplere guitar, bas, trommer med keyboards, vokalharmonier og diskret brug af blæsere. Foto: jint.dk Blandt højdepunkterne var “Disse fugle”, hvor violin og klokkespil var med til at gøre sangens første minutter stilfærdigt smukke, før bandet åbnede for deres skarpt støjende godtepose. Bandet var hele tiden i fuld kontrol over deres virkemidler, og selv når de larmede det bedste, de havde lært, skete det med en brutal elegance. At bandet virkelig er ganske multifacetteret, kunne høres på den funky “New Legs”, der ligefrem var dansabel. Bandets sanger Rebekkamaria bør bestemt fremhæves. På trods af en frisure, der giver hende en ret stor lighed med Pernille Rosendahl, er det meget mere logisk at sammenligne hende med Under Byens Henriette Sennenvaldt (og det er bestemt en kompliment). De har begge skrøbeligt særegne stemmer og en naivt uskyldig sceneoptræden (at Rebekkamaria så virker lidt mere interesseret i at kommunikere med publikum, er kun et plus). Hun er bestemt frontfiguren, men det skal ikke forstås som en nedvurdering af resten af bandet, der alle ydede en flot indsats lørdag aften. Læs også Undertoners anmeldelser af:Heidi Mortenson: Wired StuffJomi Massage: From Where No One Belongs, I Will Sing…Lampshade: Let’s Away

To danske og to canadiske bands bød velkommen til årets Spot-festival med vekslende succes. Men det bedste kom til sidst – og det er bestemt ikke hver dag, at et band ved navn Holy Fuck kommer én til undsætning.Holy Fuck, sikke en koncert To danske og to canadiske bands bød velkommen til årets Spot-festival med vekslende succes. Men det bedste kom til sidst – og det er bestemt ikke hver dag, at et band ved navn Holy Fuck kommer én til undsætning. Årets SPOT-åbningsaften startede i Musikhusets store sal, hvor først ROSAs leder Gunnar Madsen bød velkommen og fortalte, hvis vi skulle have glemt det, hvorfor SPOT er så god en festival. For dem med dårlig korttidshukommelse fortalte Århus’ borgmester Nicolai Wammen stort set det samme et par minutter senere. Derefter dukkede en kortklippet, velsoigneret og slips-bærende Simon Kvamm op. Han ville også gerne lovprise SPOT, men startede dog med en lille vise, der hyldede Silkeborg og derefter dissede AGF – noget der overraskende nok ikke lod til at gøre ham synderligt upopulær. Kvamm fandt dog andre pointer at fremhæve ved SPOT end de foregående talere og advarede ligefrem arrangørerne om ikke at lade sig forblænde af det smarte og hippe, og sikre sig, at de der spiller på SPOT også har noget på hjerte. På sin vej til denne pointe fandt Kvamm også tid til at disse Big Fat Snakes Peter Viskinde – og det var der vist ikke nogen blandt publikum, der havde noget imod. Lis Er StilleROSA tog noget af en chance, da de på foranledning af nogle begejstrede teenage fans fik ørerne op for Lis Er Stille, og valgte dem til at indlede denne åbningsaften. Deres satsning bar dog så sandelig frugt, eftersom Lis Er Stille leverede en yderst glimrende koncert. Bandet indledte koncerten med den fremragende “Styrke”, hvis opbygning viste sig at være utrolig effektiv. Fra den minimalistiske indledning med kun keyboard og vokal til det øjeblik, hvor den afgrundsdybe bas slog til, akkompagneret af en dyster cello og eksploderende trommer, var bandet i fuld kontrol over deres virkemidler, og det var lige så imponerende, som det var utroligt medrivende. De to næste numre kunne ikke helt leve op til åbningsnummeret, men det var alligevel rart at se, at Lis Er Stille formår at modificere opbygningen af deres numre, så ikke alle numre nødvendigvis følger den samme stille i starten – støj i slutningen-formel. Hvis bandet var nervøse på grund af deres vel nok største koncert til dato, skjulte de det imponerende godt. Guitarist Tue Rasmussen og i særdeleshed bassist Asbjørn Hansen havde endog en imponerende udadvendt rockstjerneattitude. Bestemt ikke lige den opførsel, man forventer fra et band, der laver så “seriøs” og “kompliceret” musik som Lis Er Stille, men det er egentlig rart, når ens fordomme på ingen måde bliver bekræftet. Elliott BroodHerefter var det tid til at begive sig over mod teltet på Officerspladsen, hvor danske Figurines samt canadiske Holy Fuck og Elliott Brood spillede op til dans.Elliott Brood betegner selv deres musik som “death country”. Det lød nu ret meget som en ganske almindelig omgang roots rock/alt. country. Trioen lagde godt ud et par glimrende uptempo-sange. Herefter begyndte bandet at miste grebet, og den gode start fusede ud i anonyme sange, der hurtigt fik kedsomheden til at brede sig. Elliott Brood havde dog heller ikke de bedste betingelser. Det var tydeligvis ikke dem, folk var kommet for at se, og de, der befandt sig i teltet, talte højlydt, som om EB ikke var andet end et hyggeorkester nede på den lokale pub. Værst af alt lød EB tit lige præcis så anonymt som den slags bands. Der var ikke meget variation i lyden, der som oftest kun bestod af akustisk guitar, trommer og en – af uransagelige årsager – vanvittigt lavt mixet banjo. Hvis EB skal være i stand til at fastholde et greb i publikum, mangler der noget: gerne en bredere instrumentering, eller også nogle mindre anonyme sange, der ikke blot fortaber sig blandt alle de andre. FigurinesSå var det tid til Figurines. Og de fik al den respekt, Elliott Brood ikke fik. Publikum klappede i og lyttede det bedste, de havde lært. Det havde de også god grund til – i hvert fald i starten. Foto: Miriam Dalsgaard Bandet lagde ud med et – for dem – ganske langsomt nummer, der fungerede utroligt godt på grund af et hypnotisk guitarriff. Herefter skruede Figurines op for hastigheden med “The Wonder”, hvilket fik jubelen til at bryde løs. Her blev det også tydeligt, hvorfor Figurines er et godt live band: De er legesyge, charmerende, og så har de noget så gammeldags som spilleglæde. Det er svært ikke at blive i godt humør af Figurines, når det virkelig kører for dem, og det gjorde det her, og i den efterfølgende “I Remember”. Derefter gik koncerten en smule i selvsving, og undertegnede savnede ubetinget stærkere sange og gerne mere personlighed i musikken. Bandet har fine inspirationskilder, men de mangler stadig at sætte deres personlige signatur på en stor del af deres sange, så de ikke bare lyder som Pavement/Modest Mouse/Built to Spill/Pixies light. Holy FuckTeltet var mere eller mindre tomt, da de fantastisk betitlede Holy Fuck gik i gang. Det ændrede sig dog hurtigt. Holy Fuck spiller en improviseret og legesyg form for elektronisk musik, der forfriskende nok ikke inkluderer laptops, samplere og lignende “moderne” pjat. Holy Fuck er i stedet lyden af legetøjskeyboards, bas, trommer og massevis af andre lo-tech hjælpemidler. De håndspillede beats var sprøde, bassen ulmede så funky som muligt, og hen over dette improviserede bandets to resterende medlemmer med deres utallige gadgets. Musikken var i konstant udvikling – en musikalsk lavalampe, om man vil. Musikken var enormt medrivende, og selv når bandet til tider satte tempoet ned, fungerede musikken upåklageligt: Bassen blev mere melodisk, trommerne blev mildere, og musikken antog et nærmest dub-agtig anslag. Holy Fuck satte faktisk ikke en fod forkert, og musikken formåede på forunderlig vis at være både syntetisk og menneskelig, simpel, men også kompleks – og den talte til kroppen, samtidig med at hovedet også blev stimuleret på glimrende vis. Koncerten med Holy Fuck var præcis det, SPOT handler om: at opdage fremragende bands, man aldrig har hørt om før. Herfra kan man kun håbe, at kvartetten så hurtigt som muligt kommer tilbage til Danmark, så andre end de få, der var i teltet på Officerspladsen torsdag aften, kan få øjnene op for dette fremragende liveband. Læs også Undertoners anmeldelser af:Lis Er Stille: The Construction of the Amp TrainFigurines: SkeletonFigurines, 11.06.05, Spot 11, Århus

Mudhoney gjorde enhver frygt for, at de er faldet af på den, til skamme med et dundrende brag af en mandagskoncert. Det er særdeles sandsynligt, at det her ender som årets koncert i København. (17.05.06)Jeg er i virkeligheden ikke den rette at sende til en Mudhoney-koncert, for min entusiasme for gruppen nåede sit højdepunkt for snart mange år siden. Jeg elskede de første ting og Every Good Boy Deserves Fudge, men blev ikke rigtig overbevist af Piece of Cake, og efterfølgende har jeg kun fulgt ekstensivt med i Mudhoneys karriere. Det lader til at være dumt gjort, for hvis jeg havde halvlunkne forventninger op til koncerten, blev de blæst godt og grundigt ud i løbet af aftenen (sammen med min hjerne i øvrigt). Aftenens opvarmningsband The Holy Soul lød omtrent, som jeg havde frygtet, at Mudhoney ville lyde: lidt flad 90’er-rock med irriterende lyd, halvkedelige numre og en forsanger, der lægger hovedet på skrå. Men ikke så snart havde Mudhoney fået sat koncerten i gang med en sej udgave af “Suck You Dry” (fra Piece of Cake, sjovt nok), før man kunne mærke, at skibet skulle sejle i en langt mere slagkraftig, spændende og indtagende retning. Hvis man skulle have glemt det, er Mark Arm en suveræn sanger og Steve Turner en fantastisk guitarist. Deres slidte stil har aldrig taget sig bedre ud. Mudhoney anno 2006 er mere stoner-agtigt og psykedelisk, end man kunne have troet eller håbet på. Gamle klassikere som “You Got It (Keep It Out of My Face)” blev hevet i en langt mere syret retning med lange og udsvævende fuzz-soloer og blandet med lidt nyere numre som “Beneath the Valley of the Underdog” fra Tomorrow Hit Today, som blev leveret i en langstrakt og helt eminent udgave, og et par numre fra den nye plade Under a Billion Suns. Mudhoney har altid været et syret band, men her var det, som om den trance-agtige dimension i deres musik fik ekstra meget plads. Det stod perfekt til deres sludge-agtige riffs, catchy melodier og Dan Peters’ hårdkogte trommespil. Fra første akkord blev man som hypnotiseret af Mudhoneys seje stil (måske også delvist fordi de spillede så højt, at man enten blev lammet i alle muskler eller tvunget til at springe rundt), og da de omtrent midt i koncerten spillede det absolutte claim to fame “Touch Me I’m Sick”, kogte det hele sammen i et virvar af brede smil, stage diving og 90’er-melankoli. Det var virkelig et smukt øjeblik. Det er vanskeligt at sige, hvad der er så fedt ved Mudhoney. Måske er hemmeligheden, at de formår at skrive catchy numre, selv om de helt tydeligt vælger den mest bølleagtige løsning, hver gang de er i tvivl om noget. Måske er den, at Mark Arms skærende stemme og Steve Turners ur-riffs ikke kender deres mage. Under alle omstændigheder fik Mudhoney fyret så eftertrykkeligt op for blusset, at det er tvivlsomt, om man får mulighed til at gå til en bedre koncert i år. Karakter:       Bedømmelseskriterier

En spøjs samling nørder i forklædning forsøgte fra første færd med en habil, rocket energiudladning at sparke gang i et reserveret publikum. Desværre kæmpede de forgæves. (14.05.06)En gorilla af en trommeslager med et for lille trommesæt. En ranglet underfundig bas-/guitarist med et stift, fjernt blik og discoinspirerede bevægelser. En søvnig, fordrukken ørkenhippie bevæbnet med alskens underlige blæseinstrumenter. En skrøbelig, skinger nørd iklædt fuldskæg og vrælende vokal. Et underfundigt sammenskudsgilde af mærkværdige personligheder med bragende sydstats- og countryrock samt en malplaceret britisk accent i bagagen. Et energisk freakshow! Og en lille håndfuld kedelige, apatiske koncertgængere, der med Voxhalls publikumskapacitet intet fyldte på gulvet – altid med forbavsende stor afstand til scenen og reserverede miner. Var de mon gået forkert? Foto: Simon Thordahl Det begrænsede publikumsopbud til trods bragede bandet igennem fra første færd med masser af distortion, feedback fra forstærkere og en gennemslagskraftig trommelyd, der holdt galskaben sammen med taktfast spil og masser af energi. Ørepropper ville have været en kærkommen gave; trods en voldsom mængde distortion, tørre trommetæsk og en hidsig vokal var lyden ren og gennemtrængende – og bragende høj! I mellem få af numrene var der indlagte pauser, mens forsangeren tunede guitaren (fordi de var fattige og underbudgeterede, udtalte han), og i få tilfælde lykkedes det med anekdoter at frembringe et smil – en enkelt gang et grin – hos de forstenede iagttagere. Men selve musikken syntes aldrig at manifestere sig i bevægelse, ej heller blot et skridt nærmere scenen – det var vanskelige forhold, bandet var vidne til på dansk jord. Ufortrødent fortsatte de med den ene bluesinspirerede bragende rockeskapade efter den anden, der bød på adskillige numre fra den seneste plade, Derdang Derdang, men samtidig også en håndfuld fra tidligere udgivelser. Der blev blandt andet serveret heftige skridtprygl i form af numrene “Cherry Lips” og “Dart for My Sweetheart”, der i voldsommere, mere aggressive versioner tog sig ganske godt ud. I forhold til hinanden agerede bandmedlemmerne som én velsmurt, velfungerende, gensidigt supplerende maskine, hvis samspil var i høj, høj klasse med et fantastisk drive, der burde have sat spor hos de fremmødte. Men det var bare ikke deres hjemmebane. De havde fortjent et bedre, mere indlevende publikum, hvorfor den samlede koncertoplevelse ikke var den bedste – under andre forhold havde de scoret højt og haft muligheden for at skabe en unik oplevelse. Men de manglede publikums hjælp. Læs også Undertoners anmeldelse af:Archie Bronson Outfit: Derdang Derdang Karakter:  

Den nystartede århusianske forening Beat City inviterede fredag d. 21. april til koncertaften med en række interessante navne på menuen. Desværre var fremmødet begrænset og akustikken haltende – det til trods blev der leveret anstændige præstationer. (27.04.06)Den nystartede århusianske forening Beat City inviterede fredag d. 21. april til koncertaften med en række interessante navne på menuen. Desværre var fremmødet begrænset og akustikken haltende – det til trods blev der leveret anstændige præstationer. Band Ane:Kun få gæster var mødt frem, da Band Ane blev introduceret på scenen i Teatersalen som første optrædende. Væbnet med bedrøvende, slæbende, sløv melodika, laptop og en mikserpult skabte Ane Østergaard et drømmende univers i vekselvirkning mellem skrattende, skramlende, pumpende ambient, underfundige samplinger og de bløde toner fra melodikaen. Det på daværende tidspunkt ringe fremmøde gjorde ikke det store i forhold til koncertoplevelsen, da det gav flere gæster en enestående mulighed for at campere på gulvet og lade sig svæve væk i en illusorisk sfære af smukke, skæve kompositioner. Ane selv stod iført stor, farvestrålende strikketrøje og vuggede drømmende i dans med blæseinstrumentet, mens hun undertiden pillede hist og her og justerede på knapper for at fremmane de rigtige stemningsbilleder. Ane kalder selv sit musikalske udtryk for “kaotisk stilforvirring”, men i musikken hørtes paralleller til navne som Efterklang og Múm samt Aphex Twin, selvom der aldrig blev skabt tvivl om, at Band Ane repræsenterer en unik elektronisk lyd, der er opsigtsvækkende velkomponeret og elegant. En oplevelse, man passende kunne skænke sig selv, når Band Ane optræder på Pavillonscenen på sommerens Roskilde Festival. Karakter:   I Am Bones:Da Johannes Gammelby og backinggroup gik på scenen, var der flere fremmødte – og koncerten blev indledt med en opfordring til alle om at bevæge sig op foran scenen. En opfordring alle til en vis grænse fulgte, men helt hen til scenekanten nåede de aldrig. Stort set alle valgte at stå reserverede med armene over kors på behørig afstand. Fra første færd var der smæk på musikken, der ikke bød på de stilfærdige, eftertænksomme ballader fra Wrong Numbers Are Never Busy, men derimod en masse aggressivitet fra galskabens afdeling i form af en håndfuld voldsomme, larmende numre fra samme plade samt en del numre fra en fremtidig plade, der umiddelbart tegner til at blive en hidsig sag. I Am Bones var desværre meget, meget hæmmet af den mildt sagt elendige akustik, der skabte en forfærdelig rumklang og rungende ekko, der tvang ørepropperne frem hos mange koncertgængere. Gammelby undlod da heller ikke at kommentere dette med en tilbagelænet, fattet bemærkning: “Uha, der er godt nok meget rumklang herinde”. Men rumklangen i den gamle teatersal var ikke det eneste, der skændede koncertoplevelsen. Bandet – og ikke mindst Johannes selv – virkede meget nervøse i forhold til at skulle prøve materialet af foran publikum, hvilket gav udslag i en hidsigt accelereret version af repertoiret. Dertil kom, at vokalen ofte svingede fra en oktav til en anden – og tilbage igen – hvilket gjorde, at den, når valget faldt på laveste oktav, var næsten umulig at høre. Kun ved at lægge sig et oktav højere i forhold til albumindspilningerne kunne sangen høres for musikken – det lød bare en smule skævt. Om det også var nervøsitet, den irriterende rumklang eller dårlig monitorindstilling, der var skyld i dette, skal her være usagt. Det var under alle omstændigheder ikke den bedste aften for I Am Bones, men der er potentiale og medrivende galskab i musikken, der fortjener en om’er. Karakter:   Wolfkin:Wolfkin led fra start under de samme vanskeligheder, som I Am Bones i forhold til akustikken. Det var absolut ikke taknemmelige forhold at optræde under. Foto: Tomace Wolfkin virkede ikke nær så udadvendte som forgængeren på scenen, men stod en smule indesluttede og med en gedigen rock’n’roll-attitude og spillede en rock-blues-country-fusion, der i lyd og udførelse sendte tankerne mod Raveonettes. Ikke overraskende blev bandet modtaget med den samme arrogance fra publikum som de forrige – der var væsentligt flere lyttere end fanatiske entusiaster, men det var tydeligvis ikke betinget af bandet på scenen, snarere en “tough crowd” generelt. Uanset hvilke udskejelser de optrædende gjorde, rykkede det ikke alverden i forsamlingen. Wolfkin leverede en solid, holdbar præstation, der lover godt for fremtiden. Hvis man tiltrækkes af genren, er det uvægerligt et band, man bør holde øje med – og formentlig en stor liveoplevelse i andre rammer. De spiller tight og velkomponeret musik, der giver et markant los i mellemgulvet til enhver, der lytter – bare ikke i Teatersalen i Århus. Læs også Undertoners anmeldelse af:Band Ane, 28.06.06, Roskilde FestivalWolfkin: Brand New Pants Karakter: