I en tid, hvor rocken aldrig har været mere indie end nu, kan man nemt gå hen helt og glemme den danske metalscene. Længe har vi herhjemme misundeligt skævet til vores skandinaviske brødre og deres udbredte succes, når det kom til distortion, dobbeltpedaler, og mørk, dødstematiseret lyrik. Den større internationale eksponering af dansk metal er derimod – for uden et hovedsponsorat på de trøjer, der tilhørte kvindernes landshold i håndbold tilbage i midt-90’erne – ganske begrænset.
Heldigvis er der stadig liv på den danske metalfront, hvor et arrangement som Copenhell bestemt er med til at øge interessen. Og her finder vi så københavnske Ajuna, der siden 2009 har dannet grundlag for en kaotisk og aggressivt, men samtidig også autentisk blanding af black og death metal. Nu er kvintetten klar med ep’en Death in the Shape of Winter, der rent titelmæssigt så småt begynder at passe ind i de stadigt koldere og koldere omgivelser – det giver mig da også kun yderligere lyst til at begive mig i kast med Ajunas seneste udgivelse.
Det første, der umiddelbart slår mig, er den enorme genrebevidsthed, der gennemsyrer denne ep. Det er, ikke fordi jeg har lyttet usandsynligt meget til death og black metal i løbet af min musikalske opdagelsesrejse gennem årene; men når det så har været tilfældet, har jeg da heller ikke været i tvivl om, hvad der var af god kvalitet – og i det her tilfælde har Ajuna formået at indkapsle selve essensen af disse genrer på kun fem numre. En gennemført vokalpræstation, sønderrivende guitarer, destruktive trommer og en hengemt bas er, hvad vi får serveret uden unødvendige soli eller andet lir. Dette bliver hjulpet ekstra godt på vej af den lækre lydproduktion, hvor det selv i de mest kaotiske øjeblikke er muligt at danne sig et overblik.
Samtidig lider Death in the Shape of Winter desværre også under, at numrene i høj grad smelter sammen, og der er ikke rigtig nogen af kompositionerne, der umiddelbart skiller sig ud. Og fordi death- og black metal-genrernes kompositioner i forvejen har en tendens til at fremstå lettere ensformigt, føles en egentlig musikalsk variation i dette tilfælde lidt som en mangelvare, hvorfor jeg står tilbage med en ærgerlig fornemmelse, når nu kvintetten ellers demonstrerer stor genrebevidsthed og imponerende tekniske kvaliteter.
Hvis man ser bort fra dette, er det bestemt en rigtig solid og hårdtslående håndfuld numre, Ajuna har fået samlet på ep’en. Men den begrænsede spilletid og dermed også mit ligeledes begrænsede kendskab til den københavnske kvintet gør det desværre bare svært for mig at gå særlig meget i dybden med pladen – foruden den overbevisende genrebevidsthed og de lækre lydmæssige forhold – ligesom jeg ikke kan tildele den en højere karakter, end tilfældet er. Dermed er det ikke sagt, at min interesse for Ajuna og deres musik er blevet mindre – for hvis de kan fortsætte med at vise lige så lovende takter for fremtidige udgivelser, lægger det op til noget af en debutplade.
