Gennemarbejdet og ganske fin indierock-debut-ep fra Mount Rushmore Safari, der ikke lægger skjul på inspirationen fra The Cure og The Smiths. Hatten af for stilsikkerheden, men vokalmæssigt kunne bandet dog med fordel skrue lidt ned for Robert Smith-fraseringerne.
I noget så sjældent som en EP-trilogi, er vi nu nået til andet udspil fra københavnske Howl Baby Howl, der fortsætter de gode takter fra første EP.
Der er dialekt og langtrukket keyboard for alle pengene på Twilight Sads tredje udspil. Det er en både-og-oplevelse.
Narkotika, homoseksualitet, frygt og foragt. På sit andet album under navnet Perfume Genius skildrer Mike Hadreas fortsat livets dystre, tabu-tyngede sider med kolossal ærlighed. Denne gang er han imidlertid modigere og mere sikker, og Put Your Back N 2 It er en strålende plade.
Det mekaniske damptog træder langsomt de dybe stempler ned, mens østrigske Anja Plaschg lader skriget forstumme i baggrunden. Det er ikke de melodramatiske elementer, der spares på, når Soap & Skins andet album sætter i omdrejninger.
Chairlifts andet album, Something, er en yderst vellykket demonstration udi det eklektiske popsnedkeris ædle kunst. Melodierne er stærke, mens den uhøjtidelig stemning sørger for, at det på intet tidspunkt svælger i 80'er-svulstighed eller kunstlet chillwave-nostalgi.
1000LAX' herlige, svensksprogede punkrock byder på masser af knytnæver i luften og giver smil på læben. Mundvigene peger dog ikke mod nord i hele den halve time, debutpladen varer.
Davide Tomat tager lytteren med på rumrejse. Udflugten føles desværre meget lang, fordi det kniber med afvekslingen i italienerens ambient.
Andrew Bird rammer med sit syvende soloalbum en glædesstrålende og smittende sindsrig stemning, og med violinen helt fremme i det instrumentale billede er der ingen tvivl om, hvad der er Birds karakteristika og musikalske styrke. Break It Yourself er et smagfuldt og svingende album, der trækker Bird til toppen.
Med lige dele solskin og melankoli samt et godt skud syre a la The Flaming Lips har Hell Is in Hello skabt et yderst lytteværdigt og gennemarbejdet album.
På anden udgivelse fra Sleep Party People har Brian Batz' sovekammerpop blandet sig med en rastløs pulseren og en uvant pompøsitet. Det udmunder langt hen ad vejen i en dragende popplade, hvis sange dog ikke altid kan bære deres virkemidler.
Shearwaters nye album, Animal Joy, står i dyreverdenens navn og er endnu et eksempel på gruppens fængende lyrik og imponerende musikalske udførelse. Pladen sætter fra første nummer sine klør i lytteren uden at have i sinde at slippe igen.
Trods det bøvede navn leverer danske Rangleklods helstøbt og dyster elektropop med et stort sangskrivertalent. Desværre skæmmes debutpladen Beekeeper dog af ligegyldigt fyldstof.
Bandet fra Bergen er tilbage med deres andet album. Det er knapt så støjende som det første, men ikke desto mindre veludført.
