Giv mig mere af det grimme, mere af det hæslige, så kontrasten til den skønne vokal står stærkere. Kom nu. Please.
Plader
Alcoholic Faith Mission: Ask Me This
Altid aktive Alcoholic Faith Mission forbliver et yderst rart bekendtskab på den nye plade, Ask Me This, der viser et gnistrende ambitiøst og dynamisk band.
The Tremolo Beer Gut: Under the Covers With…
Surfrock og masser af det. The Tremolo Beer Gut fyrer den af med surfguitarer og covernumre i stor stil, men det bliver for ensformigt og ikke videre interessant.
Prince Rama: Trust Now
Søskendeduoen Prince Rama fortsætter på sit femte album kursen med at fascinere og irritere med en påtrængende, chantende psychfolk tilsat Fjernøstens mystik.
Björk & Dirty Projectors: Mount Wittenberg Orca EP
Kombinér en islandsk alf omdannet til en hval, excentriske korarrangementer, Dirty Projectors' artpop, charme og miljøpolitisk engagement, og resultatet bliver en charmerende og holdbar... (trommehvirvel)... hvalmusical.
Ganglians: Still Living
En times fin, men ikke overvældende lo-fi er, hvad det er blevet til for Ganglians på deres anden plade.
CANT: Dreams Come True
Produktionen er ikke til at sætte en finger på, men Grizzly Bears Chris Taylors solodebut som CANT er svær helt at få hold på. Den mørke og detaljerige elektropop efterlader aldrig et klart billede på lytterens auditive nethinde.
Classified: Handshakes & Middle Fingers
Den produktive canadier er endnu en gang på gaden med et par håndfulde nye sange. Hvor mulighederne for at tage skridtet videre i den grad luftes, så bliver Classified på store dele af albummet i sin vante ramme, hvor 'middel' er nøgleordet.
Salli Lunn: A Frame of Reference
Salli Lunn har været at finde på den danske musikscene i en årrække. Deres nyeste udspil, A Frame of Reference, består delvis af remixede sange fra debutpladen, der desværre ikke altid er lige vellykkede.
Simon Scott: Bunny
Slowdive-trommeslageren Simon Scotts andet soloalbum er mere en samling genreeksperimenter end en egentlig helhed. Nogle af dem er vellykkede, andre mere ligegyldige, hvilket trækker oplevelsen ned.
Pete Astor: Songbox
Med enkle kompositioner og uprætentiøs fremførsel er Songbox en udgivelse uden så meget pis. Der er enkelte lavpunkter med tendens til tomgang, men når den er bedst, kommer den op på højde med koryfæer som Leonard Cohen og Nick Drake.
Björk: Biophilia
Björks nyeste udspil er på mange måder et smukt og poetisk bekendtskab, selvom helhedsindtrykket trækkes en smule ned af de elektroniske passager, der bryder med pladens kongruens.
Zun Zun Egui: Katang
Det hele bliver lidt for vestligt og lidt for lidt verdensmusik på Zun Zun Eguis første reelle album, der sagtens kunne have tålt højere tempo og færre regler.
Cymbals Eat Guitars: Lenses Alien
Slackermentaliteten er røget, og i stedet dyrkes beatnikkens hashtåger, modernismens grand old (wo)men og Sonic Youth. Resultatet er et sammensat og inspirerende ROCKalbum.