Den svenske multiinstrumentalist Emil Svanängen alias Loney Dear har med sit sjette album skabt et værk, der får dig til at glemme tid og sted.
Plader
Tiger Baby: Open Windows Open Hills
Tiger Baby opererer med en række stærke virkemidler fra pop, synth og elektronik. Desværre genbruges sangskabelonen i så høj grad, at Open Windows Open Hills bliver et temmelig monotont bekendtskab.
Causa Sui: Pewt’r Sessions 2
Causa Sui bevæger sig ikke i tid, men i rum. Causa Sui er hypermusik.
Nina Baun: Something Is Always Moving
Den danske sangerinde Nina Bauns debutalbum er spændende, eksperimentelt og veludført, men mangler den indlevelse, der kunne have gjort det rigtig vedkommende.
The Drums: Portamento
Stilmæssigt er der ingen kæmpe omvæltninger på The Drums' anden udgivelse, men der er genkendeligheder, flash-backs og glimt af nogle af tidens mest indflydelsesrige kunstnere. Og så er den en af 2011’s mest spændende indieplader.
I Break Horses: Hearts
Shoegazer møder islandsk inderlighed på den svenske debut. Resultatet er både intenst og betagende, men desværre også en smule forudsigeligt.
Clap Your Hands Say Yeah: Hysterical
På album nr. tre giver indierockkvintetten os 12 numre at forholde os til, men det er ikke alle, der står lige stærkt. Hysterical er en blandet landhandel, der rummer det fantastiske, det middelmådige og det direkte uoriginale.
Liz Green: Displacement Song EP
Fra start til slut er ep’en Displacement Song en fuldendt lille perle og en påmindelse om fortidens glemte skatte.
Ivory & Gold: I. EP
Det ville være svært at rende fra den påstand, at Ivory & Gold er et produkt af den moderne popmusiks elektroniske tendenser. Dét, vi får, er ikke noget kæmpe kunstnerisk værk, men en fed popplade.
Roc Marciano & Gangrene: Greneberg EP
The Alchemist og Oh No er gået sammen med Roc Marciano og har skabt en kort udgivelse, der trods bump på vejen fungerer glimrende. En anbefalelsesværdig ep, som nok skal sørge for, at du fremover holder et vågent øje med Roc Marciano.
Forest & Crispian: Morgenlands
Fortællinger om blod og dekadence skal helst være mere uhyggelige end kedelige. Svenske Forest & Crispian går lige vel temperamentsløst til opgaven.
Pearl Jam: Pearl Jam Twenty
Det er ikke kun Nirvanas Nevermind, der har tyve års jubilæum i år. Det samme gælder Pearl Jams debutalbum Ten, og i den anledning har Cameron Crowe skabt en film om bandet, som blev vist i Palads en enkelt aften.
Malk de Koijn: Toback to the Fromtime
Ni begivenhedsrige år skulle der gå, før Malk de Koijn meldte sig ind i kampen igen. Toback to the Fromtime er særdeles fængende, og de tre ordsmede leverer vaskeægte guldklumper, men til gengæld svinger niveauet også lidt, som vinden blæser.
Hella: Tripper
Spencer Seim og Zach Hill i den californiske duo Hella har på det femte studiealbum droppet vokalen, hvilket resulterer i en solid omgang mathrock, som man dog ikke nødvendigvis sidder og tripper over.