Indrømmet, da jeg fik opgaven at anmelde det sidste nye skud på stammen fra Jeniferever, var jeg svært begejstret. I lang tid har jeg gerne villet gøre mig mere bekendt med netop dette band, dog uden at jeg har fået gjort noget videre ved det. Det er kun blevet til et par gamle numre diverse steder på nettet. Og sandelig om så ikke muligheden nærmest lander direkte i mit skød.
Postrocken har aldrig helt fået fat i det brede publikum i Danmark, og selvom navne som Sigur Rós og Mogwai er forholdsvis kendte, har de færreste en dybere viden om genren. Jeniferever har altid haft hjemme i postrockens yderområder. Langt fra Godspeed You! Black Emperors halvtimeskompositioner eller vore hjemlige, mere progrockede Lis Er Stille. Jeniferever lægger sig i langt højere grad et sted midt imellem postrock og traditionel rockmusik, som det eksempelvis høres på ”The Beat of Our Own Blood”. Væk er det langsomt opbyggende lydbillede, de svimlende højder og de dybe afgrunde, og i stedet lægges der fra land med et enkelt og optimistisk pop/rock-nummer.
Silesia er dog ikke lutter svensk positivitet og optimisme. Pladen er skrevet i skyggen af forsanger Kristofer Jönsons fars død i 2009, og det forklarer muligvis, at Silesia trods lyse momenter aldrig rigtig kommer helt ud af mørket. Det er glimrende illusteret ved teksten »a drink to remember, a drink to forget« fra ”A Drink to Remember”. Nummeret slæber sig tungt af sted, og Jönsons uskyldige røst står som det eneste optimiske lyspunkt i det ellers formørkede og samtidig let kaostiske samspil. Jeniferevers postrock-gener er dog ikke helt forsvundet endnu, og flere steder kører de smukke melodier hypnotiserende i ring, så man kan ikke gøre meget andet end at læne sig tilbage og nyde stemningen. Dette er måske mest tydeligt på det ni minutter lange ”Hearths”, der samtidig runder pladen af.
Ret skal som bekendt være ret, og vi kommer ikke udenom, at Silesia også rummer mindre flatterende momenter. Det bliver hen ad vejen vanskeligt at skelne numrene fra hinanden, og skønt Jeniferever helt sikkert har fat i noget rigtig lovende, så hungrer man til sidst efter forandring. Melodierne er fra start til slut charmerende og dragende, men kører desværre lidt rigeligt i ring om samme kerne. Man sidder med en følelse af, at de fire svenskere bliver lidt fanget mellem deres sans for den enkle og smukke melodi og deres manglende evne, eller måske nærmere mod, til at udforske potentialet endnu mere.
Det er lidt en både-og-fornemmelse, man sidder tilbage med. På den ene side er der et væld af smukke melodier på pladen, men på den anden side bliver det ofte meget stillestående. Der er ingen tvivl om, at evnerne for både postrock og mere traditionel rock er til stede i så rigelig grad. Men jeg efterlades med en fornemmelse af et band, der gerne vil lidt meget af begge dele og ender med at give lidt for lidt af begge dele.
