Højdepunkterne er få på Rolling Blackouts, der oser af heppekorsstemning og tøse-jam. De elementer, der fungerer, fastholdes ikke længe nok til, at The Go! Team afføder ret meget andet end varm luft.
Plader
Esben and the Witch: Violet Cries
Giraffen er kommet til byen i form af Esben og hans heks. De kan gøre dig virkelig bange, men kunne godt bruge at dvæle lidt mere ved dynamiske og melodiske elementer.
FCAN: RPEX
Med udgangspunkt i den elektroniske musiks gennembrud i start-90'erne har FCAN i store træk gentaget genren og lavet et album, der i nogen grad smager af netop gentagelse.
Greg MacPherson: Disintegration Blues
Greg MacPhersons syvende studiealbum er en småkedelig oplevelse blottet for videre interessante bekendtskaber. Dertil er instrumentering og i særdeleshed producering for slatten.
The Twilight Singers: Dynamite Steps
The Twilight Singers lugter stadig af alkohol, smøger, sved og det, der er værre, men de har i forhold til deres forrige udspil tilsat lidt elektronik og studiekunster. Dynamite Steps efterlader os med meget lidt nyt, men med en solid revitalisering af det gamle.
Telekinesis: 12 Desperate Straight Lines
Telekinesis er tilbage. Et hjerte er blevet knust, kynismen har fået et hak opad, mens lyden er sunket ned i et mere udpræget lo-fi-regi. Der skal dog mere end koncentreret tænkning til for at løfte pladen ud af kategorien 'letforglemmelig indierock'.
Bright Eyes: The People’s Key
Måske er der noget om, at tomme tønder buldrer mest. Bag The People's Key står et Bright Eyes, der aldrig har været mere balde-rockede og aldrig har haft mindre at sige. Desværre resulterer det aldrig i en videre engagerende lytteoplevelse.
Powersolo: Buzz Human
Der kræver egentlig ikke ret meget talent at være voldsomt irriterende, men det kræver rigtig meget talent at være voldsomt irriterende på en virkelig fed måde. Det er en krævende omgang at blive gode venner med Powersolo, men giv det en chance.
Forest & Crispian: The Saint EP
Den svenske trio har på deres nye ep fået selskab af en pianist og sangerinde og en strygerkvartet, som anslår et svingende, sigøjnerlydende tema. Lyden og lyrikken følges dog ikke ad, hvilket gør det svært at optage den alvor, bandet forsøger at formidle.
Trust: From Light Into Mass
Det er ikke hver dag, man støder på et rockband med kun to medlemmer. De hårdtslående og energiske drenge viser i glimt talentet, men sætter samtidig en tyk streg under, at de er deres egen værste fjende.
James Walbourne: The Hill
Med udgangspunkt i 4/4-rytmer og tandløse guitarsoli leverer James Walbourne en samling sange, der er meget lidt horisontudvidende. Heldigvis formår han at pumpe en vis portion gode melodier ind i det konforme lydbillede.
Smith Westerns: Dye It Blonde
Chicago-drengene i Smith Westerns har begået et rigtig fint album, der i forhold til debuten har skruet ned for støjen og op for en bred, men interessant pop-appel.
Marianne Faithfull: Horses and High Heels
Når Marianne Faithfull når sit ypperste, efterlader hun de fleste måbende. Det må vi have til gode, for Horses and High Heels overgår langtfra det bedste i hendes bagkatalog.
Hercules and Love Affair: Blue Songs
Musikollektivet fra Brooklyn, anført af Andy Butler, har sluppet deres andet album. Antony Hegartys vokal er væk, men danseskoene er stadig på. Albummet tager os to årtier tilbage i tiden med masser af house og dance. Men dét er ikke albummets force.