Århusianerbandet Sky Architects bevæger sig i postrocken med smukke, intense og dragende lydflader. Et udtryk, der mestendels fungerer for dem, men som fra tid til anden dog skæmmes af den kedsommelige vokal.
Plader
Radiohead: The King of Limbs
Endnu en gang udøver Radiohead blitzkrieg mod deres fans, men i forhold til 2007-udgivelsen er The King of Limbs både kortere, køligere og mere usammenhængende. Resultatet er såmænd en ganske kedelig parentes af en Radiohead-plade.
Xbxrx: 0
0 er et hardcore-album, der trods sin begrænsede varighed viser stor og velfungerende variation. Det er 10 grader af vrede fremlagt på otte minutter.
Green Pitch: Asleep EP
Der skal noget særligt til at gøre bekendelser fra et pigeværelse interessante for andre end pigen selv. På Asleep lykkes det desværre ikke, da universet simpelthen er for endimensionelt og poleret.
White Fence: Is Growing Faith
Enmands-band udgiver Woodsist-agtig plade med den helt rigtige Woodsist-lyd. På Woodsist. Det er Instagram-hipt og rigtigt. Næsten for rigtigt.
Beans: End It All
På sit seneste album gør Beans det, han gør bedst. Rapper. Til det får han hjælp af et interessant og stjernespækket rooster af producere.
PJ Harvey: Let England Shake
PJ Harvey er tilbage med et imponerende konceptalbum om krig. Det er Englands krige, naturens ondskab og dødens triumf, som Harvey tilsætter velklingende musik. Samtidig cementerer hun sin position på tronen af moderne kunstrock.
Tu Fawning: Hearts on Hold
Indie- og folkbandet Tu Fawning har fat i nogle spændende kreationer. Alligevel bliver deres lyd forudsigelig, og musikkens lange, træge træk har det med at blive en anelse for passive.
Jørgen Teller & the Empty Stairs: Jeg så det godt
Jørgen Teller & the Empty Stairs' seneste udspil, dobbeltalbummet Jeg så det godt, er en forrygende opvisning i organisk psych, repetitiv noise og improviseret smadder. En helt igennem imponerende bedrift!
Helgi Jónsson: Blindfolded EP
Helgi Jónssons ep Blindfolded er et virksomt og smukt budskab, som lover godt for en kommende plade. Det er ikke alle numre, der rykker nervebanerne rundt, men Jónsson evner stadig at indfange stemninger som få andre på en fin ep.
Mogwai: Hardcore Will Never Die, But You Will
De passivt aggressive skotter i Mogwai fægter både vanligt højt og mindre bredt på deres seneste album. Forvent episk pumpeorgel, forcerede højdepunkter og en del panisk frihjul. Hvis du kan lide Mogwai, kan du nok lide det alligevel.
Long Arm: Branches
Russiske Long Arm byder på en lang omgang instrumental-hiphop med tydelige jazz-inspirationer. Enkelte lovende øjeblikke formår ikke at ændre ved, at albummet er præget af en altoverskyggende uoriginalitet.
Callers: Life of Love
Life of Love er en fin og sød titel til næsten 34 minutters blanding af jazz, prog og folk. Med en meget fremtrædende vokal udfordrer Callers lytteren, som desværre står tilbage som taber.
Hymns from Nineveh: s.t.
Skal musik være opbyggende? Er det skønne det samme som det perfekte? Kan man få overdosis af kærlighed? Hymns from Ninevehs andet album er smukt, men mangler en skønhedsfejl.