Ellen Allien, Berlins ukronede dansedronning, er på sit nye album i gang med at droppe de kontante beats og prioritere melodi højere. Det er der kommet en omgang jævnt rod ud af.
Plader
Foals: Total Life Forever
Foals er endelig klar med opfølgeren til deres fremragende debut, og der må siges at være sket ting og sager siden sidst. Ny sangstil, nyt lydunivers og desværre også et dyk i kvalitet.
Sam Amidon: I See the Sign
Sam Amidons fjerde plade er på et niveau, mange aldrig når. Problemet er bare, at han har udgivet en plade, der lige var en tand bedre og derfor kommer til at overskygge denne plades kvaliteter.
Daniel Johnston: Beam Me Up!
Den notorisk ustabile lo-fi-musiker Daniel Johnston har indspillet en række gamle numre sammen med et stort orkester med strygere og blæsere. Her kommer Johnstons univers desværre slet ikke til sin ret. I stedet minder det lidt om Anders And.
Sylvain Chauveau: Singular Forms (Sometimes Repeated)
På Singular Forms (Sometimes Repeated) har Sylvain Chauveau skåret sine arrangementer ned til et uhyre sparsomt niveau. Det er et modigt eksperiment, men det fungerer eminent.
The Black Keys: Brothers
»This is an album by The Black Keys. The name of this album is Brothers.« Hvordan kan man være så tilbagelænet? Det kommer vel af sig selv, når man spiller så svedig bluesrock, som The Black Keys gør det.
Broken Social Scene: Forgiveness Rock Record
Endnu en gang beviser det vildtvoksende canadiske kollektiv, at smagløs pladecover-æstetik kan kombineres med god og eklektisk indierock.
The Sea: Get It Back
Gedigen punkrock anno det 21. århundrede. Det kunne muligvis være et perfekt soundtrack til en supervisionsaften hos Carl Mar, men som leflen for den indre garage-/punkhund er der bedre alternativer.
Nikolaj Nørlund: Plan A
Nørlund har en plan. Han skal bruge ét studie, to sangere, to keyboards, et jakkesæt, lidt lyrik, lidt gammelt og lidt nyt.
Ike Yard: Nord
På Nord har Ike Yard med succes opdateret sin atmosfæriske postpunk-lyd fra start-80'erne. Udtrykket er stadig dystert, men det er samtidig blevet langt mere fokuseret og vedkommende.
Pikara: s.t.
Den svenske halvdel af Susurrus Station, der også slår sine folder i sideprojekterne Zouaves og Dead Cinema, har begået en lille genistreg af et album i krydsfeltet mellem to kontinenter.
Holy Fuck: Latin
Det er lige ved og næsten på Holy Fucks nye postrock/electronica/kraut-album. Et godt album, der desværre har for lidt styrke og vildskab, og som derved – til trods for masser af Gameboy-bip – ender med at være for pænt.
Josiah Wolf: Jet Lag
Josiah Wolf træder væk fra trommesættet og sætter sig i førersædet for sit eget projekt, hvor han spiller alle instrumenter selv. Albummet er en slags musikalsk terapi, efter et parforhold der bristede.
Growing: Pumps!
Growing har fået et nyt medlem til at hjælpe sig med at samle digitalt affald ind til ramponerede disconumre. Det er ikke en optimal arbejdstrio.