At kalde sit band Holy Fuck må siges at være noget af en svipser. Det var måske gået an til et smadret punkband som en form for provokation, men som beskrivelse af den musik, Brian Borcherdt og Graham Walsh skaber, fungerer det slet ikke. Der ligger noget hårdtslående og vredt i navnet, mens bandets musik er legesyg og dygtig. Borherdt og Walsh dannede Holy Fuck ud fra den præmis, at de ville spille electronica uden elektronik – kun med elektricitet. Det betyder: et bordfuld synthesizere og effektpedaler, en bassist (Matt McQuaid) og en trommeslager (Matt Schulz).
Hvor McQuaid og Schulz tidligere kun spillede med live, har de denne gang været med til at skabe hele albummet. Latin fremstår også meget mere som skabt af et band end af to effektmagere, der har besluttet sig for at tilføje lidt trommer her og lidt bas der. Trommerne er dominerende på hele pladen (undtagen første nummer), hvor de agerer det progressive, temposkabende (meget hurtige!) modspil til de mere udflydende synthesizerflader. På et nummer som “Stilettos” går det uoverskueligt hurtigt på trommesættet. Bassen er oftest ekstremt funky og står gerne lidt i et hjørne for sig selv med sine drillende rundgange.
Albummet starter på en atypisk måde med “1 MD”, et langtrukkent, næsten ambient, nummer, der aldrig bryder ud. Ved hjælp af geigertællerknas, støj der er for pæn til at være støj, naturlyde og bækkener holder nummeret sig under vandet, så det kun næsten kommer op over overfladen til sidst, hvor det overtages af “Red Lights”. Det er egentlig først her, det går op for én, at åbningsnummeret virkelig er atypisk for albummet. For det går meget hurtigt i de små 40 minutter, pladen varer. “Red Light” består mestendels af en alt for funky basgang, der desværre fortsætter i det uendelige. Godt nok varieres der med en slags forskellige vers – eller områder hvor bassen kan gå rundt – men nummeret udvikler sig aldrig rigtig og lader ikke til at ville noget. Den evige genkomst bliver ikke mødt med glæde.
Enten Borcherdt eller Walsh (eller begge to) må have spillet meget Gameboy? I hvert fald er Latin godt læsset til med små, halvirriterende konsolbip, som lyder som noget fra Super Mario. F.eks. i introen til førstesinglen “Latin America”, i “Silva & Grimes” og som indledning til “Stilettos”. Sådan set fungerer det godt, at der bliver løsnet lidt op for de meget tighte trommer, men det bliver let en anelse for meget. “Stilettos” lyder lidt som de fem første baner i Super Mario på ecstasy. En slags Luigis amokløb.
Andre gange fungerer det fremragende. Som i “Latin America”, hvor de forskellige melodier fletter sig ind i og ud af hinanden næsten umærkeligt, og nummeret bliver via de bagvedliggende postrockede tendenser løftet op til en slags anthem. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad der gør udslaget, men “Latin America” minder utroligt meget om Radiohead “The National Anthem”. Hver gang jeg hører nummeret, forventer jeg præcis ved 1:44 at høre Thom Yorkes forpinte stemme: »Everyone/everyone around here.« Og nu vi er ved de tydelige inspirationer, så kan man, hvis man kniber øjnene lidt sammen, skimte Talk Talks Spirit of Eden gennem nummerets afslutning. Der er en sjov kombination af electronica og postrock på Latin, som grundlæggende fungerer ret fint.
Der er masser af gode finesser og en hel del godt håndværk på Latin. Jeg kan godt komme ‘op at køre’… men kun i momenter. Pladen mangler det, der definitivt hæver den op fra den hårde electronicas elevatormusik. Måske er det mig, der ikke er opmærksom nok, men Latin kræver bare ikke den store opmærksomhed, fordi den bevæger sig på et niveau, der er lidt for lavt. Den her slags musik er bygget op omkring gode ideer, og de findes pletvis på Latin. Hvis Holy Fuck fik nogle flere af dem og brugte dem lidt frækkere, har vi et meget bedre album i vente.
