Black Light White Lights forbilleder er ganske tydelige, men deres noget fortærskede neopsychedelia løfter sig aldrig over den syndflod af bands, der alle vil gå i sort tøj og hedde Reed (alternativt Reid) til efternavn.
Plader
Straight from the Harp: Rain Rain Down Down
Sikke da et produkt! Her er virkelig tale om noget unikt – på den dårlige måde. Den danske boy/girl-duo Straight from the Harp spiller mystifistisk mundharpemusik, der mangler coolness, attitude, genrebevidsthed og strategi.
The Fall: Your Future Our Clutter
Grum, groovy og humoristisk. Disse tre karakteristika opsummerer The Falls 28. studiealbum, der sætter en fed streg under, at Mark E. Smith stadig er vedkommende som både musiker og tekstforfatter.
Mi Ami: Steal Your Face
Mi Ami genopliver dancepunk-bølgen, men har deres helt egen agenda med dub-elementer og hysterisk vokal beyond emo.
Casiokids: Topp stemning på lokal bar
»Hey, hvis du sætter en overgearet trommerytme på, så trykker jeg af og til på tangenten, der laver dyrelyde.« Casiokids har samlet deres bedste singler og smidt en håndfuld remix oveni. Det første er et hit, det andet er lidt så som så.
Gorillaz: Plastic Beach
Med en brusende genre-tsunami, der opretholder en alternativ tilgang til pop, går Gorillaz planken ud og skaber noget nær et mesterværk.
Lali Puna: Our Inventions
Lali Puna er en sær lille sangfugl. Genert og krævende og samtidig fuldt ud tilgængelig. Og giver man sig tid til at komme helt ind under fjerene på den lille musikant, finder man noget, man ikke finder andre steder.
Masayoshi Fujita & Jan Jelinek: Bird, Lake, Objects
Tyske Jan Jelinek samarbejder med japanske Masayoshi Fujita om Bird, Lake, Objects, som kombinerer Fujitas organiske, stemningsprægede og atonale vibrafonklange med Jelineks digitale manipulation.
Suna: Stille storm
Stille storm har et storslået pladecover, som indkapsler musikkens stemning. Der er ikke nogen bedre måde at beskrive Suna på end som lyden af ensomhed på en vindblæst slette, mens du danser med fossiler.
High Places: High Places vs. Mankind
Der er visse steder en ret fed klubstemning på High Places vs. Mankind, men det bliver aldrig overbevisende. Sammen med albummets mange småeksotiske numre med sukkersødt fraseret vokal, efterlader det mig i en tilstand, der er milevidt fra 'high'.
Groove Armada: Black Light
Ud med det gamle, ind med det nye. Groove Armada kommer med helt friske toner, og nu spiller duoen virkelig op til den helt store rockdans. Synth og 80'er-inspirerede melodier leveres med tilførte vokaler. Det er udmærket, men heller ikke mere.
Black Rebel Motorcycle Club: Beat the Devil’s Tattoo
Et af forrige årtis allerstørste bands beviser, at de stadig kan bide skeer med de store. Og det endda med dansk overraskelse bag trommesættet.
Cibelle: Las Vênus Resort Palace Hotel
Cibelle har ladet verden gå under og har inviteret dig og nogle få andre overlevende til et halvtamt sambashow på det sidste hotel i galaksen. Ikke en udpræget succesfuld formel for en vellykket ferie.
Striving Vines: Can’t Win Them All
Med reference til titlen på bandets debutalbum fristes jeg til at sige: »Nej, det kan man ikke.« Trods velkomponerede melodier og en intens vokal i forgrunden føles det mere, som om denne plade kommer ind på en tredje- end en førsteplads.