Young Thug sætter på Punk næsen op efter personlig storytelling, men det er på kompromis med, hvad der gør ham til en af tidens mest interessante hiphop-stjerner.
Plader
Late Runner: Nothing’s Real Anymore
Selvom Nothing's Real Anymore indeholder et par solide synth-poppede ørehængere, fremstår Late Runners debutalbum til tider også som en letkøbt rundtur i floskeltung lyrik.
Mykki Blanco: Broken Hearts & Beauty Sleep
Skiftet mod de mere poppede toner lykkedes ikke rigtigt for Mykki Blanco. Både tekstskrivningen, sangskrivningen og produktionen virker ufuldendt.
299: The 299 Game
Walisiske Gavin Fitzjohn, der mest af alt har slået sine folder som musiker for andre, har nu sat sit musikalske aftryk under navnet 299. Ti hjemmerullede Lo-fi-numre i den behagelige og lettere lystige popstil.
Poté: A Tenuous Tale of Her
Lyden af en kunstner, der stadig er ved at finde sin lyd. Blandingen af elektronisk musik og afro-caribiske indflydelser har potentiale, men en egentlig forløsning virker stadig til at være et stykke uden for rækkevidde.
Alexis Marshall: House of Lull . House of When
Selv med hjælp fra sine bandkollegaer i Daughters er der ikke nok nyt under solen, til at Alexis Marshalls første soloskive bliver en interessant oplevelse.
Juan Wauters: Real Life Situations
Uruguayansk-amerikanske Juan Wauters har lavet et fragmenteret indiepopalbum, der leger med både folk, soveværelses-R’n’B og hip-hop. Sangene er både inderlige og vellydende, men flowet afbrydes også af mindre interessante feltoptagelser.
Shitkid: Sort Stjerne
Svenske Åsa Söderqvist har trukket stikket for sit Shitkid-alias med et dobbeltalbum, hvis materiale spænder over hele Shitkids karriere, men som med 23 numre også bliver for kvalitetsmæssigt svingende.
Wolf Alice: Blue Weekend
Britiske Wolf Alice har med deres tredje album hugget en delvist konceptuel juvel ud af undergrunden. Blue Weekend imponerer ikke alene på den imponerende alsidighed, men også ved at levere 11 numre, der hver især har hitkvaliteter og potentialet til at kunne sende bandet ud på scener i Orange størrelse.
Annsofie Salomon: Only Space and Time Can Tell How to Breathe in an Ocean Shell EP
Down tempo-drømmepop, følelsesladet stemme og et selvbevidst, visuelt udtryk kan ikke redde Annsofie Salomons debut-EP’en fra at blive en kedelig affære.
How to Feel Huge: Ep
How to Feel Huge blander det smukke og melodiske med det grimme og støjende på deres sorg-udforskende debut-EP. Med elementer fra et bredt spektrum af rock- og punk-undergenrer markerer bandet sig som et eklektisk friskt pust på den danske musikscene.
Why Sun: Ravine EP
Som et forunderligt og unikt bevis for styrken og bredden i den københavnske undergrund, rammer duoen Why Sun tæt på plet med EP’en Ravine. Det er melankolsk cold wave med masser af støj, rum og gnistrende energiudladninger.
Japanese Breakfast: Jubilee
Med Jubilee fortsætter Michelle Zauner sin rejse væk fra karrierens tidlige soveværelsesproducerede lo-fi æstetik og i retning af popverdenens tinder. Heldigvis har hun hverken givet afkald på sine indiequirky tekster eller det melankolske afsæt i dreampoppen.
Hailu Mergia & The Walias Band: Tezeta
Hailu Mergia og The Walias Bands debut ser langt om længe dagens lys, efter denne milepæl i ethiojazzens historie ellers var erklæret nærmest uopstøvelig. Men fortællingen handler om langt mere end blot de oprindelige kassettebåndindspilninger.