Det er i udforskningen af det sarte og det skrøbelige, at vi skal finde Annsofie Salomons debut-EP. Der, hvor smerten bliver så følelsesfuld, at den næsten ikke kan udtrykkes, og hvor skønheden gemmer sig i små, intense glimt. Der hvor musikken kan rive i hjertet og flå tårerne ud af øjnene på dig. Eller det kan, som det desværre gør på Only Space and Time Can Tell How to Breathe in an Ocean Shell, være en lille smule kedeligt.
Jeg har ledt og ledt efter den der intense skønhed i Salomons fem regulære numre (nummer 4 på EP’en er instrumentalt og 32 sekunder langt), men jeg kan simpelthen ikke finde den. Jeg kan finde intensionen om den. Den gennemtrænger hvert hjørne af hvert rum, den her EP eksisterer i. Men det bliver ved rammen – det bliver ved stilen over substansen.
Egentlig starter det allerede med første strofe på første nummer, singlen “All Things”. Det skal tydeligvis fungere som et intimt og hudløst øjeblik, når Salomon hvisker »All things/ All things sink«, men hos mig har det mere eller mindre den modsatte effekt.
For det første kan jeg næsten ikke høre, hvad der bliver sunget, og når jeg siger næsten ikke, så mener jeg, at jeg selv ved den dybeste koncentration ikke kan høre de ord, der bliver sunget. De fremstår mudrede og utydelige, og når stemmen netop er fokus, er det et enormt problem.
For det andet er Salomons stemme så spæd og skrøbelig, at hvis jeg overhovedet når at føle noget, så er det mild irritation. Denne irritation bliver yderligere forstærket af et musikalsk bagtæppe, der synes at bevæge sig så langsomt, at det nærmest går i stå. Først to minutter inde i nummeret bevæger vi os udover noget meget skrabet synthesizer og tilføjer et trommebeat, der bærer sangen videre frem. “All Things” ville være perfekt underlægningsmusik til en intens scene i en romantisk indiefilm, men som selvstændigt nummer savner jeg både pondus og personlighed.
Det bliver kun minimalt mere interessant på “Soft Dreams”, der følger umiddelbart efter. Der er skruet en my op for tempoet, og små, finurlige lyde af synthesizer danser rundt i æteren og akkompagnerer, hvad der lyder som en tromme, der keder sig. Men stemmen består; den her sagte, lettere vibrerende stemme, der ganske konsekvent truer med at knække midtover, og som jeg ikke forstår, hvad synger.
Det er selvfølgelig helt bevidst, og hverken den spæde stemme eller den uforståelige stemme er ukendte eller ubehjælpelige virkemidler. Billy Corgan (The Smashing Pumpkins) har ved gud ikke jordens største stemme, og Elizabeth Fraser (Cocteau Twins) synger fuldstændig bevidst på et sprog, som ingen forstår. Corgans stemme fungerer som glimrende modspil til den musik, den eksisterer sammen med, og Fraser synger fuldstændig vidunderligt.
Ingen af delene gør sig gældende her. Heller ikke på numrene “Bake” og “Night Jar”, EP’ens henholdsvis næstsidste og sidste nummer. På “Bake” er der skrabet så mange lag af musikken, at kun en meget sagte, akustisk guitar får lov at slå en stille akkord an. Lige omkring omkvædet truer nogle latente synthesizers med at overtage lydfladen et meget kort sekund. Men de forbliver i baggrunden, så vi endnu engang står tilbage med den her stemme, jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge til. Også på “Night Jar” truer synthesizerne med at overtage lydbilledet, og de får da glimtvis også lov at omslutte lytteren. Men det er kortvarigt og når ikke rigtig at gøre et længerevarende indtryk.
Musikken får lov at slå sig løs lige præcis én gang, og det er på “Ocean”, der ligger midt på pladen. Her viser Salomon os faktisk, hvordan få virkemidler kan være voldsomt effektive. En trodsig tromme, der sammen med et klaver træder i karakter med et rullende beat, formår sammen med store lydflader af overjordisk karakter faktisk at give nummeret både kant og personlighed – to bærende elementer, som jeg savner inderligt på resten af pladen.
Med EP’ens tre singler (de tre første numre) hører der hver sin musikvideo. Det klæder alle tre numre at få tilføjet en visuel dimension, som man kan lade øjnene synke ned i, mens musikken træder et par skridt i baggrunden. Only Space and Time Can Tell How to Breathe in an Ocean Shell kunne måske netop have fungeret som en form for installationsprojekt, hvor det auditive sekunderer det visuelle. Men som selvstændig EP med musikken og stemmen i fokus slår skønheden ikke igennem.
