En mere voksen, velbalanceret og mere australsk lydende Courtney Barnett er tilbage med sit tredje album, som er en omgang omsorgsfuld og janglet Biedermeier-indierock, der måske egner sig bedre som baggrundsmusik til opvasken end til koncentreret lytning.
Dansk/smålandske Pale Rider forener lyden af ensomme ørkenlandskaber og skandinavisk vintermelankoli på sin særdeles overbevisende debut. Den jazz noir-marinerede post-countrypunk gør ondt, men mest godt.
Med Once Twice Melody giver Beach House en stadigt drømmende og meditativ forsmag på næste års fuldlængeudgivelse af samme navn.
Det er en mægtig bastard af en plade, engelske Idles har begået. Et lavthængende, susende stormvejr af et bekendelsesskrift sat på lyd om stoffer, afhængighed, misbrug og mistrivsel og om stadig at kunne finde glæden midt i alle problemerne. Et stærkt udspil, som også er svært at lytte til.
På Christfucker fortsætter Portrayal of Guilt med at kreere sorte og afgrundsdybe beretninger fra det mørkeste af sindet. Men selvom bandet fortsat gør sig mest i blackmetal og hardcore, er der pludselig også tilføjet langt flere facetter til texanernes ubekvemme genreblanding.
Odenseanske Exonyms, en trio der udspringer af bandet Plök, er ude med albummet Khuluma Isintu. En sand tour de force i heftig rytmik og perlende synth, der dog aldrig rigtig giver hverken ro eller plads til fordøjelse.
På deres femte plade bryder The War on Drugs med den lyd, der på forrige udspil gav en fornemmelse af et band, som var begyndt at køre lidt i samme rille. Med "I Don't Live Here Anymore" er widescreen-formatet trods alt stadig intakt, og sangmaterialet holder en høj standard, der lever op til de høje forventninger.
Det er svært at spore nogen rigtig udvikling på Chris Stewarts fjerde album under aliasset Black Marble. I bedste fald er det behageligt og absolut dansabelt. I værste fald er det dødkedeligt.
The Courettes leverer på deres tredje udgivelse hverken mere eller mindre end de lover: en kompromisløst kurateret genfødsel af deres store surf- og popidoler.
Parquet Courts har skiftet ham igen og laver ikke længere blot rockmusik, du kan danse til, men dansemusik, du kan rocke til.
Følelsesmættet og vredt album lyder af racismens klamme skyggeside og imponerer med sin lag på lag-produktion.
Helado Negros syvende album er en blødt flydende hvirvelstrøm, der enten fører dig hypnotisk rundt i et psykedelisk univers eller giver dig hovedpine.
Den ene halvdel af Prince Rama er vendt tilbage med et kaos af ayahuasca-garagepunk, der kræver, at man tager nogle dybe indåndinger, inden lyd-tsunamien af syre- og garageklicheer prøver at entrere trommehinderne.
På deres 18. album beviser amerikanske Deerhoof endnu engang, at de er et grænseløst eksperiment balancerende på forståelsens rand. Lige dele galt og genialt tilsat et skvæt af noget dybt irriterende. Dog mister de aldrig smagen af det fundamentalt fascinerende.
