Dette skotske ægtepar gør, hvad de kan, for at give lytteren en guidet tur i de smukke skotske landskaber. Desværre når man aldrig til den vilde natur – man når kun til souvenirboden og må nøjes med et postkort.
Plader
Blända: Minnesmissbruk
Svensk country/folk, som vi kender den. Man kan ikke undgå at forestille sig et band bestående af mænd med fuldskæg, skovmandsskjorte og hat. Og det er bare godt.
Io Monade Stanca: The Impossible Story of Bubu
The Impossible Story of Bubu er proppet til randen med idéer på denne kortfattede og alligevel så facetterede opfølger til sidste års debut In the Thermi Table, hvor kvartetten orienterede sig i et omfattende grænseland mellem prog-, math- og støjrock.
Screaming Lights: Like Angels
På trods af enkelte fine indslag fremstår Screaming Lights' debutalbum som en for fersk og velproduceret udgave af den postpunkede indierock, som så mange andre bands har produceret med større held.
Bodega Boys: Nøgnere end nogensinde
Går du til digtoplæsning og finder glæde ved sproglig finurlighed? Sidder du og hænger på den lokale beværtning hver eftermiddag? Så er du lige Bodega Boys’ målgruppe. Er du derimod bare glad for musik, bør du finde nogle andre helte.
Martha Wainwright: Sans Fusils, Ni Souliers, A Paris…
Martha Wainwright har siden barndommen været vild med den franske spurv Edith Piaf og hylder hende nu på et livealbum. Den originale diva synger langt smukkere end den canadiske. Men der er dømt savoir vivre med drama og følelse!
Kent: Röd
Svenske Kent fortsætter deres elektroniske rejse og kombinerer den med noget, der ligner protestmusik. Det burde ikke kunne lade sig gøre.
Themselves: CrownsDown
Doseone og Jel teamer igen op i Themselves og leverer en overrumplende, innovativ cocktail af indierock, electronica, tunge, fremragende beats og speed-rap.
Selvmord: s.t.
Selvmord er en dejlig potent hiphop-plade, der med moderne synth, pop og elektrojuice rammer ulykkelig kærlighed ind med store, fede bogstaver. Men, men, men. Selvom temaet er barskt, så bløder hjerterne ikke nok.
The Family Curse: White Medicine
Støjende og eksperimenterende noiserock, der er uendeligt fascinerende. Men det er ikke for sarte sjæle.
Do Make Say Think: Other Truths
Do Make Say Think blander på overbevisende maner krautrocket motorik, udsvævende shoegazer og iskold, støjende synth i deres hypnotiserende postrock.
Alexis Gideon: Video Musics
Lo-fi beats. Farverige musikvideoer. Dejlig dovent rap. Inspireret af ungarske folkehistorier og myter. Frit fortolket som fabler af Alexis Gideon. Finurligt er det, og faktisk er det også godt.
Morrissey: Swords
Efter tre albumindspilninger er der støvet af på hylderne, og 18 hengemte sange får nyt lys på b-side-opsamlingen Swords. En gang blandede bolsjer, der både smager surt, skarpt, bittert og sødt.
Daniel Johnston: Is and Always Was
Eneste anke mod Daniel Johnstons nye album er i virkeligheden den måde, hvorpå det slutter. Nemlig med pladens dårligste sang. Resten af tiden er Is and Always Was både rørende og strålende.