Hvis shoegazergenren er et bagerudvalg, er Syntaks helt klart flødeskumskagen. Der er hverken sparet på luftige synth eller englestemmer. Det fungerer bedst, når et guitar eller synth-tema rejser sig over de velproducerede, men lidt kedelige lydmure.
Jens Blendstrup savner bier fra Naturcenter Vestamager, men alligevel forbistrer She Keeps Bees på fremragende vis med deres mørktflydende indiepop.
Tom Waits trakterer med liveperler fra sin "Glitter and Doom"-tour. Det er blevet til et velfungerende dobbeltalbum, der både byder på sørøverløjer, fængende ballader og veloplagt komik.
Peter Deleurans seneste udspil er et forsøg på at fange storbyen og dens beboere, men resultatet er blevet en ligegyldig platte af fløjlsindpakkede kærlighedsskriblerier.
Den anmelderroste engelske duo skruer ned for chokfaktoren og op for imødekommenheden på sit andet album. Der er flere synths, mere melodimateriale og stærkere appel til hofterne. Et mere end vellykket rumfarts-rave.
»Rock’n’roll, I loose control / fuck the white ones but Black Keys got so much soul.« Det har de bestemt, og The Black Keys' soulsjæle og en samling passionerede rappere er ingredienserne i en lytteværdig fusion mellem bluesrock og hiphop.
Kings of Convenience følger op på deres fem år gamle plade Riot on an Empty Street med den nye Declaration of Dependence, som ikke byder på meget nyt. Sangene er stadig fine, men der mangler et eller andet…
Marvins Revolts blanding af mathrock og indiepop har charmerende øjeblikke, men til tider virker det, som om gruppen forsøger at favne lidt for megen diversitet. For lidt triumftog og lidt for meget halvhjertet kræmmermarked.
Idlewild er god for en række fængende indierockskæringer, men på Post Electric Blues er det småt med øjeblikke, der er meget mere end dét. Musikken tjener sit formål, men særlig skelsættende bliver den aldrig.
A Gunnar Ekelöf Soundtrack udspringer af Ida Bach Jensens arbejde som komponist til filmen "Ekelöfs Blik", men musikken ville også egne sig godt til f.eks. en Lars Von Trier-film, fordi den er så mystisk, mørk og forbandet mærkelig.
The Strokes-stjernen Julian Casablancas leger med både pop, rock, synth, punk og blues, men det føles på én gang både overpakket og luftigt og flyder sammen til en uinteressant samling sange.
Pissed Jeans tredje album er et sublimt, vredt oprør mod alle de andre, ens egen kedsomhed og hårene i vasken. Smålighed destilleret ind til sludgepunk og en af årets bedste plader.
Woods of Broccoli er en blød, skumgummiagtig, porcelænsbeklædt og porøs omgang skrøbelig lydleg, der farer fremad i minimalt tempo, men med intentionerne og helheden grundigt gennemarbejdet.
Debonair er navnet på et britisk flyselskab, et indisk mandeblad og et dansk band, der spiller melodisk, tilforladelig pop/rock med tungen lige i munden og skrald på guitaren.
