Med et tydeligt afsæt i britisk rockhistorie har det odenseanske Avalyn lavet en ambitiøs og professionel ep. Det eneste problem er, at man har hørt det hele mange gange før.
Plader
Loney Dear: Dear John
På sit femte album prøver enmandsbandet Loney Dear kræfter med electronica. Det udvider den stille svenskers lydunivers betydeligt. De tyste singer/songwriter-numre er imidlertid ikke pakket væk, og det nye og det gamle kombineres til en harmonisk helhed.
Chimes & Bells: Into Pieces of Wood
Cæcilie Trier rammer hjertet stenhårdt med sit første solo-udspil i konstellationen Chimes & Bells. Det er postrocket shoegazer på den bjergtagende, lidt farlige, mørke måde og ikke til at sætte en finger på.
Altmodisch: s.t. EP
lovende adj. som giver gode grunde til at vente sig noget godt jævn adj. som ikke udmærker sig el. afviger særlig meget fra gennemsnittet
Martin Hall/Under For: Hospital Cafeterias/Random Hold/Apparently All the Same
På Martin Halls nye album har han inviteret klassisk musik ind i sit musikalske laboratorium, hvilket der kommer et smukt værk ud af. To genudgivelser af ældre plader giver anledning til at se på musikerens kunstneriske udvikling fra støjende artrock til rolig pop. En pioners tre faser.
Danielson: Trying Hartz
Det kristne familiekollektiv med de mange hangarounds gør status over en karriere på kanten af, hvad nogle kunne have af forstokkede fordomme eller begejstring for religiøs musik. Opsamlingen beviser, at Danielson i sine forskellige line-up står for noget af det mest markante og spændende religiøse musik de sidste 10 år.
Lucy Love: Superbillion
»Ryk dig, ryk dig, jeg siger flyt dig, flyt dig!« Attituden er på plads, rimene leveres med overbevisning, og ingen undgår den sylespidse pen, når Lucy Love grime’r sig igennem 10 fremragende numre på sin debut.
Sky Larkin: The Golden Spike
Engelske Sky Larkin har udgivet et debutalbum, der vil begejstre folk med hang til tempofyldt, positiv og ukompliceret indierock/pop. For alle andre vil det dog være et møde med et band, der bestemt har potentialet til mere, men desværre ikke udnytter det til fulde.
Greg Weeks: The Hive
Greg Weeks har de seneste år imponeret som både musicerende og producerende neo-hippie, og han er nu tilbage med en soloplade, der forsøger at dyrke forholdet mellem kvasi-keltisk folk og 70’ernes mere end bare almindeligt spaced-out keyboardlyde.
Powersolo: Bloodskinbones
Så er der dinnermusik. Nej hov, dinermusik. En særlig form for cafepop til dem, der savner de amerikanske 50'ere og de første spæde forsøg med rock'n'roll. Powersolo er leveringsdygtige i energisk kulisserock.
Andrew Bird: Noble Beast
»Forventningens glæde er ofte den største« – en vending, der har givet mangt en otteårig lyst til at gøre ældre familiemedlemmer tandløse op til juleaften. I tilfældet Noble Beast er der dog noget om snakken, for selvom pladen indeholder mange fine indslag, mangler den sin forgængers fænomenale popøre.
K-liir: Under den elektriske stjernehimmel
I en tung sky af futuristisk, elektronisk synth og et væld af beatvarianter byder K-liir op til dansksproget rap med fokus på splittelse, tristesse og klassisk rap-aggressivitet. Et overraskende godt bekendtskab.
Jenny Wilson: Hardships!
Svenske Jenny Wilson er tilbage med opfølgeren til succesalbummet Love and Youth. Siden sidst er livet blevet mere alvorligt for Wilson, der udtrykker det musikalsk med nedbarberet R'n'B, som vi ikke er vant til at høre det. Selvom glæden fra debuten savnes, er toeren en stærk præstation.
Lorna: Writing Down Things to Say
Lornas tredje album er ni numre om kærligheden og dens op- og nedture. Serveret af ægteparret Mark Rolfe og Sharon Cohen-Rolfe med et musikalsk bagtæppe af afdæmpet, country-inficeret slowpop er det en følsom cocktail, der kun lader de hårdeste hjerter være upåvirkede.