Man kan så tvivl om ægthed, og man kan tro på påtagethed og ironi som den eneste mulighed. Og det er måske også de færreste bands, der virkelig mener det, de siger. Men når et band som Titus Andronicus har blæst dig igennem, er det svært at tvivle på det engagement, der kommer til udtryk i en af de mest potente og aggressive indieplader i mange år.
80'erne har ringet – de vil gerne have deres synthlyd tilbage. Telefon Tel Aviv tager på sit tredje album et markant skridt fra at lave laber elektronisk R’n’B til at bygge store kolde synthpopuniverser. Det gør Chicago-duoen godt, alligevel sært uengagerende.
Endnu en gang står den på behagelig road-folk, når M. Ward på Hold Time inviterer lytteren til at slynge sig i sadlen og sætte i let trav til tonerne af rustne vokaler og støvede stemninger. Ward har ikke genopfundet sig selv, men til gengæld er der mere fra samme skuffe af hans originale country-kolorit.
Portugiske Gala Drop bringer Afrika nærmere musikpolitisk hegemoni, når de blænder op for deres tribale blandingsprodukt af krautrock og psykedelisk rock. Det er indsmigrende, tempofyldt og noget af en lydmæssig opdagelsesrejse.
Højt at flyve, dybt at falde. Eller næsten i hvert fald. Jeg går som regel på røven, hver gang jeg hører Erlend Oye, men denne gang holder jeg mig oprejst, afslappet og desorienteret. Rules er hverken funky eller fantastisk. Den er nærmere en fejende fuser.
Så er der sukker til hjernen. Howling Bells leverer tomme kalorier, der nok skal holde gang i forbrændingen, men særlig interessant kost bliver det aldrig.
William Elliot Whitmore er en gammel, sort mand fanget i en ung, hvid mands krop! Hvad han laver derinde, eller hvordan i alverden han er kommet derind, ved jeg ikke. Jeg er heller ikke sikker på, at de to stortrives med hinanden på Animals in the Dark.
Digtere plejer nu engang at skrive deres poesi på papir, så når de i stedet vælger at skrive den i cd’ens plastic, ja, så gør de det jo nok af en årsag. Årsagen for Marius Nørup-Nielsen har givetvis været at tilføje en ny dimension til sin lyrik, men det lykkes desværre sjældent på Ka’ du lege!?.
Dan Auerbach fra The Black Keys har med sin første soloudgivelse taget et skridt i en anden retning end den, han og Patrick Carney normalt vandrer i. På Keep It Hid bliver der eksperimenteret med både soul, folk, psykedelika og country, og resultatet er godt.
Green Concorde har med deres postpunkede lyd lavet remake af en tid, jeg havde glemt, jeg holdt meget af. Men det er ikke kopisters arbejde, for bandet er til stede med hele deres sjæl og al deres energi, og med deres vinkel på inspirationskilderne inspirerer de også selv.
Århusianske Negash Ali, der først gjorde sig bemærket i den danske gruppe The Majors, har udgivet et solidt hiphop-album med rødderne godt begravet i klassiske dyder og soul. Han leverer personlige beretninger og politiske refleksioner på et album, der – til trods for enkelte svage numre – imponerer.
Med den svære toer har danske The William Blakes begået et utraditionelt, ujævnt og udforskende album. Men spørgsmålet er, om det er et udtryk for kreativt storsind eller dårlig dømmekraft?
Odawas ankommer med deres tredje fuldlængde, The Blue Depths, til pastelfarveland. Guitaren er faldet i unåde, mens nye synthesizereffekter lires af uden forbehold. På de lyseblå og tågede dybder finder bandet det forsvindingspunkt, der konsoliderer dem som et af tidens mest originale bud på en ny æstetik.
Da jeg var barn, sagde min mormor til mig, at jeg ikke skulle lave dumme ansigter, for hvis vinden pludselig vendte, kunne jeg risikere, at det sad fast. Og hvor var vi så henne? Måske er det bare det, der er sket for Franz Ferdinand?
