Engelske Rick Tomlinsons melankolske dronefolk er overordentligt velegnet til de sene nattetimer. Der sker ikke voldsomt meget i de nærmest apatiske numre, der bærer præg af både indadvendthed og afklarethed. De 18 minutter er egentlig alt for lidt, men alligevel nok til at lade tankerne fare.
Den skotske kvartet er fremragende til at blande rave og rock, så man får lyst til at danse i tomme lagerhaller oplyst af neonlamper. Desværre glemmer de at gøre det særlig konsekvent på deres debutalbum, hvor snapsene smager af mere, men kommer med for lange mellemrum.
På sit debutalbum leverer amerikanske Bowerbirds en lidenskabelig hyldest til naturen og viser sig samtidig som et yderst fornøjeligt bekendtskab. Deres smittende skov-pop kan få selv den mest inkarnerede storbyrotte til at smide hæmningerne og danse rundt under træerne.
Lyden af ærkeamerikansk rock tilsat et lille mærkværdigt, men afgørende stænk C.V. Jørgensen giver minder om 80'erne. Det er i den her sammenhæng ikke nødvendigvis et godt tegn.
Hvad har Danger Mouse, John Cale og Van Dyke Parks til fælles? De medvirker alle på engelske The Shortwave Sets andet album. De fine gæster til trods er det dog ikke et synderligt godt album, trioen disker op med.
Den ypperlige singer/songwriter tager de bedste elementer fra Bright Eyes med sig over i endnu et udspil i eget navn. På mange måder er alt ved det gamle, og alligevel sidder man på kanten af stolen i samtlige 40 minutter.
Efter at have fokuseret på det elektroniske udtryk er Mugison gået tilbage i tiden. Den bærbare er gemt væk, og guitarer samt forstærkere er fundet frem fra gemmerne. Nu prøver han kræfter med bluesuniverset, der udsættes for hans egen personlige fortolkning. Det er ikke en succes.
Manden, som kalder sig Rallie, og som tidligere har været med i gruppen My Friend George, kommer med sit soloalbum, og pigerne er tilsyneladende helt vilde med det. Så ensomme drenge kan godt begynde at finde guitaren frem og skrive charmerende, men noget ordinære popsange.
Når rygterne løber et band i forvejen, som det i den grad er tilfældet her, skal der meget til for at imponere. Det lykkedes ikke israelerne i Monotonix.
Wolf Parade er omsider klar med opfølgeren til sin roste debut, Apologies to the Queen Mary. At Mount Zoomer mangler dog desværre meget af den kant og spøgelsesagtige kuldegysningseffekt, bandet gjorde os forvænte med på debuten.
På nyeste ep fra svenske Library Tapes er pianoet hovedperson i en fortælling om stilhed, ensomhed og det smukkeste, der findes. Med simple klavertoner og feltoptagelser skaber Library Tapes en stemning i et lille, lukket puderum, man som lytter ikke har lyst at forlade.
Tredje gang er hverken lykkens eller katastrofens gang. Micah P. Hinson har endnu en gang udgivet en glimrende plade, og han forsøger sågar at udvikle sit udtryk. Det lyder desværre som et lidt uafklaret projekt, og det må man tage til takke med. Hvilket heldigvis er ganske let at leve med.
Amerikanske Khales debutalbum er noget så paradoksalt som en fin plade, der ikke rigtig kan tåle at blive nærlyttet. Hver for sig er de lavmælte numre ikke noget særligt, men som samlet helhed er Sleepworks en sonisk parallel til støvregn på en sommerdag: mild, venlig og forfriskende på en sært døsig måde.
Den tidligere Comets on Fire-frontmand Ethan Miller har med Howlin' Rains andet album gjort sit retrorockende sideprojekt til sin førsteprioritet. Det er så afgjort ikke nogen dårlig ide, for Magnificent Fiend er ganske glimrende.
