Den ur-amerikanske og særprægede debut fra de hypede Fleet Foxes lyder af traditionel amerikansk musik, og gruppens vokalharmonier vidner om en naturfascination uden lige. Det er smukt, det er betagende. Men skønheden og den totale harmoni bliver alt for kedelig i længden, og udtrykket har svært ved at bære et helt album.
Laakso-frontmanden Markus Krunegård er gået solo, synger på svensk og har opfundet sin egen form for goth - tilsat indiepop samt hverdagstekster og målrettet almindelige mennesker. Hvad manden egentlig har forestillet sig, er svært at sige. Men resultatet er et fint Håkan Hellström-light-album med gode tekster.
UNKLE rører på sig igen - på ny med et væld af gæsteoptrædender: bl.a. Josh Homme fra Queen of the Stone Age, Chris Goss (Masters of Reality) og Black Mountain. Alligevel skuffer albummet fælt. Pladen lyder mest af alt som et lydspor til en umanerligt overfladisk, ligegyldig film.
One-Eyed Mules ene øje giver ikke deres plade den skævhed og variation, man kunne håbe på. Til gengæld byder pladen på en af de bedste folk-sange, jeg har hørt i lang tid.
No Age er mere end et band, der har indspillet en selvindlysende fremragende plade. Det er et fænomen, der fuldstændig kvintessentielt manifesterer, hvad indierock har handlet om og kæmpet med siden fødslen i start-80'ernes USA: fantastisk lyd og fallerede mennesker.
I Jesper Mortensens soloprojekt er der, som i hans band Junior Senior, dømt pop for alle pengene. Forskellen er bare, at numrene med en gennemsnitslængde på 35 minutter, ingen deciderede vers og ingen omkvæd for alvor gør op med, hvordan en popsang skal lyde.
Det skal forestille en udgivelse i afdøde Claus Beck-Nielsens ånd, der viderefører hans kunstneriske projekt. Det skal blandt andet handle om global politik. Det skal forestille god, amerikansk inspireret folk-agtig musik, men den gode musik skal ikke overskygge de vægtige tekster, som faktisk er gode. Forestillingen har det svært.
James Rutledge trommer, trommer, klipper op og trommer mere på sit nye album under navnet Pedro. Han er sandt for dyden en dygtig beat-smed, men bare han dog havde været lidt mere fokuseret på at finde iørefaldende melodier, riffs eller hooks.
På fjerde album fra elektrobandet Ladytron er der egentlig ikke sket så meget, som ikke sker for mange andre bands, der er nået hertil i karrieren. Poppen tager mere over, der er mere rutine over numrene, og der tages ikke mange chancer for at prøve noget nyt.
Som en meget stille bæk flyder Lost Sailors sange, og det samlede udtryk på ep'en er meget kompakt og nærværende. Der skal kradses lidt i overfladen for at åbne sangene, hvilket absolut er muligt, men nogen stor musikalsk eksplosion skal man ikke forvente.
Andet album fra belgiske Girls in Hawaii indeholder vellydende forbrugsmusik. Den slags, man fylder tiden mellem de store mesterværker med. Plan Your Escape er et fint indiepoppet album, der forsøger at tage sin lytter med på store stemningsrejser. Resultatet er okay, men også lidt uinteressant.
Somebody Still Loves You Boris Yeltsin spiller lettilgængelig pop med en naiv tilgang til både sangskrivning og tekster. Forfriskende, catchy og sommerligt som på deres debut, Broom, men ikke altid lige så vellykket.
Han har lavet Sveriges bedste filmsoundtrack. Nu er han tilbage med en samling ambiente folksange, der klarer sig aldeles fint uden at have en tilhørende film at læne sig opad. Tak for det.
The Blue God er en blandet oplevelse. Den er på sin vis charmerende, men den er ikke interessant. Melodierne er ganske vist catchy, men de er så polerede og radiovenlige, at der desværre ikke gemmer sig ret meget under overfladen.
