Andet udspil fra den tyskfødte, indianerlignende falsetsanger Joel Thibodeau, der under aliasset Death Vessel for anden gang forsøger at undgå at forsvinde i mængden af sangere og sangskrivere. Han gør det godt, men er det nødvendigvis godt nok?
Plader
One Day as a Lion: s.t. EP
Zack is back. Den iltre vokalist fra Rage Against the Machine har stadig noget på hjerte og virker heldigvis både skarp og pågående. Stilen ligger ikke milevidt fra Rage-tiden, men der bydes alligevel på nye elementer og flere nuancer på denne vellykkede ep.
Wooden Shjips: Vol. 1
Wooden Shjips’ Vol. 1 er det fysiske resultat af at bevæge sig fra perifer kult- og undergrundsstatus til Rolling Stone-darling. Og selv om det i sig selv ikke gør en plade god, så har det psykedeliske, krautrockede drone-univers sin charme.
Roommate: We Were Enchanted
Oven på et par ep'er og den to år gamle debutpladeSongs That Animals Taught Us er Kent Lambert og hans glimrende hold af musikere tilbage med et klart bedre bud på en holdbar og velfunderet popplade. Ikke en ny Pet Shop Boys-plade, men én af dem der kræver en indsats fra lytteren – hvilket belønnes et langt stykke hen ad vejen.
Calexico: Carried to Dust
Man kan anklage Calexico for at gentage sig selv med deres blanding af alternativ country og texmex, der lyder af støvede landeveje og byder på lige dele mariachi-horn og pedal steel. Men der er ikke rigtig nogen, der gør det bedre end dem, og de har virkelig formået at perfektionere et egenartet udgangspunkt.
O’death: Broken Hymns Limbs and Skin
Kulkælderen hos O'death er støvet og mørk. Men deres historier fra livets skyggeside bliver ikke leveret med opgivende attitude, men nærmere med livrem og seler strammet hårdt omkring mavesækken. Den amerikanske folktradition bliver skudt gennem rockhistorien og slæber rockabilly og punk med sig i en flok stilbevidste sange.
Our Broken Garden: When Your Blackening Shows
Anna Brønsted og adskillige dygtige gæstemusikere spiller op til ensomhed og indadvendt eftertænksomhed. Det er smukt, rørende og indimellem en smule stillestående, men det er ikke en skam, for det synes at være en pointe i sig selv.
Get Well Soon: Rest Now Weary Head, You Will Get Well Soon
»I have done my very best to make this music loveable.« Med disse ord skrevet i coveret garanterer Konstatin Gropper, at han har gjort sit bedste i arbejdet med sit debutalbum, og anstrengelserne er lykkedes. Get Well Soon er yderst behageligt selskab og nem at elske.
Jeff Hanson: Madam Owl
Er det alle gode gange tre, og er tredje gang også lykkens gang for Jeff Hanson? Synger han stadig som en pige, er der blevet skruet op for forstærkerne, og hvordan lyder Jeff Hanson egentlig anno 2008? Alt dette, men næppe meget mere, bliver du klogere på i denne anmeldelse.
Jasmina Maschina: The Demolition Series
The Demolition Series vugger spagfærdigt derudaf i en ok udgave af en slags sadcore. I modsætning til de åndsbeslægtede Cat Power og Laura Veirs har Jasmina Maschina ikke sangene på sin side. Til gengæld har hun gode arrangementer.
The Blakes: s.t.
The Blakes er et vaskeægte 'The ...s'-band. Trioen bevæger sig med andre ord inden for indie-/garagerock-området og gør det med pæn succes. Selv om deres første fuldlængdealbum er for langt og rodet, byder det alligevel på en del glimrende numre.
127: Magnitizdat [Songs of Terror & Hope]
Præsentationen af 127 lyder som en god historie – worldpunkere fra Iran. Det er skam også en god historie, der fortæller om det svære rock'n'roll liv i betonforstad til Teheran. Men selv om fortællingen om 127 er interessant, er formen, og dermed musikken, en smule kedelig.
Mogwai: The Hawk is Howling
Postrockpionererne er tilbage med deres sjette album, der endnu en gang udforsker den omkvædsfrie musiks mørke trængsler og gør det med stor følsomhed og styrke. Altså, ikke at jeg ved noget om det.
Electric President: Sleep Well
Det lyder som noget, man indspiller i et rum inde bag soveværelset, og det er det faktisk også. Sovekammerpop kan man næppe kalde den amerikanske duos andet album, men der er noget drømmende over deres musik, som uden tvivl er et godt bud på en indietronica-plade. Men alligevel er det ikke helt godt nok