Lofi-virkemidler: Tjek. Skrøbelig vokal: Tjek. Drømmende indiepopmelodier: Tjek. Originalitet: Negativ.
Plader
Arms: Kids Aflame
Enmands-hæren fra Brooklyn, Arms, giver sit bud på, hvordan skæv og hjemmelavet popmusik skal lyde i 2008. Inspireret af alt fra postpunk til folk er debutalbummet Kids Aflame en ordentlig rodebunke, både hvad angår stilarter og kvalitet.
The Notwist: The Devil, You + Me
Vi har ventet seks år på den tyske trios sjette album. Seks år, hvor der efter alt at dømme har været alt andet end fryd og gammen i tyskernes kærlighedsliv. Seks år, hvor mørket er krøbet længere ind i musikkens kringelkroge. Seks år, der føles som en lidt lang ventetid.
Adolf Dove: s.t.
På deres selvbetitlede plade har bandet Adolf Dove smedet sig en plade sammen, der byder på flippet og underlig folk fra Massachusetts. Der er både freakouts og melodiøse numre, der gør, at der er noget at komme efter selv for dem, der ikke er wyrd-folk entusiaster.
Born Ruffians: Red, Yellow and Blue
Energien fejler intet på Born Ruffians’ debutplade. Der er bare ikke megen dybde eller originalitet at spore i den udfarende trios alt for cirkulære melodiforløb, så Red, Yellow and Blue bliver i længden en trættende omgang at lægge ører til.
Sian Alice Group: 59.59
Sian Alice Groups debutalbum 59.59 er et dårligt album. Nej, vent! Dårligt er det egentlig ikke. Men det er heller ikke godt. Jeg kan ikke rigtig huske det. 59.59 er en kedelig plade.
Windsor for the Derby: How We Lost
De forholdsvis anonyme indierockere Windsor for the Derby har på album nummer syv begået en charmerende, men svingende plade. De bedste passager rummer melodier og stemninger, som gør bandet fortjent til mere end en anonym tilværelse. Fans af Yo La Tengo og Tortoise bør læse videre.
Pattern Is Movement: All Together
Pattern Is Movement har begået en på alle måder sympatisk plade. Alligevel bevæger den sig lyt for lyt tættere på bunken med plader, man egentlig godt kan lide, men alligevel aldrig får hørt. Den indeholder ellers en stribe gode sange fremført på kompetent vis, men lige lidt hjælper det i sidste ende.
Matmos: Supreme Balloon
Den elektronisk eksperimenterende duo vender sine to hoveder væk fra det rene eksperiment og musique concréte for at vende tilbage til konkret electronica, der er som skabt til solodans i små, tætte lokaler.
My Brightest Diamond: A Thousand Shark’s Teeth
Det er ikke det kvindelige bud på Metallicas S&M-album, hvor metal møder symfoni, men A Thousands Shark's Teeth er næsten skabt ud af samme klon – bortset fra at æterisk rock erstatter metal. Shara Worden har endnu en gang hæklet et spraglet og appellerende symfonisk kludetæppe, der absolut sorterer under lytteoplevelser.
Joan As Police Woman: To Survive
Joan as Police Womans sidste album var en skrøbelig sag, der var ret krævende at lytte til på grund af sin tunge melankoli, men på To Survive er det, som om Joan Wasser har løsnet op. Den nye plade er mere optimistisk og easy going, og det gør den til en sand fornøjelse at lytte til.
Metric Noise: Future From Sand
Danske Metric Noise har på deres andet album i nogen grad forladt det tunge støjpunkede udtryk til fordel for flere variationer i lydbilledet. De 10 numre veksler mellem at byde på dels fine detaljer, dels forladelig og temmelig anonym guitarrock.
Action Biker: Hesperian Puisto
Sarah Nyberg Pergament kan definitivt noget med at skrive pussenussede, naivistiske electropopsange. Netop fordi hun har så god sans for det, er det en skam, at hun ikke har gjort det noget oftere i arbejdet med sit debutalbum, men i stedet har smidt lige lovligt mange skitser ind undervejs.
Prins Nitram: Bomty Bomty
Bare fordi man vil det hele, er det ikke sikkert, at man kan det. Danske Prins Nitram både vil og kan, og det er småt med fejltrinnene på den vidtfavnende debut, der blæser sine virile kompositioner ud over et farverigt musikalsk landskab. Absolut en af årets mest spændende danske plader.