Hazel English debutplade føles som den svære to'er, i efter hendes dobbelt-EP fra 2017 gav et kommercielt og kunstnerisk gennembrud. Pladens lydbillede er ualmindelig lækkert og behageligt at lytte til, men fortæller en historie om tvivlende kærlighed når man lytter efter.
Selv om Anders Riis' nye album Opdrift, starter i den lidt tandløse afdeling, så lad jer ikke skræmme væk. Den københavnsk baserede jyde leverer nemlig en samling stærke eksistentielle sange i et rocket, singer/songwriter univers, der læner sig op ad både højskolesangbogen såvel som dansktoppen.
Thundercats fjerde album sætter tyk streg under hans store potentiale og uforlignelige evner på bass. Men mækrværdige genrevalg, klichéfyldt lyrik og programmerede trommer, forhindrer ham i blive forløst for alvor.
Marshall Cecils debutalbum er flødet art-pop med solide hooks og stort potentiale, som desværre ikke helt indfries, men i den grad må respekteres. Det er lyden af et stilsikkert band, der er kommet for at blive.
På Second Skin hviler The Love Coffin stærkere i et mere veldefineret og velpoleret lydunivers, hvilket desværre kommer på bekostning af den nerve og vildskab, der tidligere har gavnet gruppens udfoldelser.
Med Heaven To A Tortured Mind zigger Yves Tumor istedet for at zagge og genopstår som en sexhungrende rockpoet.
London-bandet Sorry er et interessant bekendtskab med deres blanding af musikhistorisk tyvegods og nye ideer. Alligevel er det, som om at netop deres coolness og ironiske distancering til materialet også spænder lidt ben for dem på et album, der sjældent bliver rigtig medrivende.
Det brede gennembrud lader endnu engang vente på sig for Baxter Dury, som med sit sjette album har tegnet et forførende og romantisk billede af et nattedækket London. Og det er måske også sådan, det skal være. Hans musik har aldrig været tiltænkt det store publikum, men i stedet de fortabte og ensomme sjæle som også befolker hans sange.
Phantogram, der udgav det anmelderroste album Three i 2016, er et næsten helt ubeskrevet blad i Undertoner-sammenhæng. Det laver vi nu om på med en anmeldelse af deres fjerde album, Ceremony. Et elektropop-album, der leger med lys og mørke i tætpakkede produktioner med vedkommende temaer og masser af tekstur.
Your Love's EP lyder af USA. Den lyder af roadtrip og landevej, af støv og eftermiddagssol, vidstrakte landskaber. Den lyder af Kurt Vile, hvis ellers han havde været lidt yngre, lidt mindre fjollet, lidt mere melankolsk.
Midt i den tidlige forårssol udgives Crush, og med udgivelsen har Favor begået sig et vaskeægte pop-album. Et album, der både flyver på høj energi, men også viser sine alvorlige sider. Man kan kun glæde sig over at dykke ned i de fængende melodier.
Københavnske Uden Ord er en smukt flaksende genrehybrid, der læner sig op af free-jazz, støj og meget smukke melodier. En stil de selv kalder fragmenteret singer-songwriting, og som de lykkes med.
Kun to år efter debutalbummet står Schultz and Forever allerede klar med opfølgeren. Et album formet af behagelige toner sammenflydende i et fløjlsblødt og varmt poppet lydunivers - eller nærmere bestemt en langtrukken kærlighedserklæring, der til tider virker frustrerende afslappet.
Florida-rapper Denzel Curry har sammen med producer Kenny Beats et nyt projekt ude, som er en kort, men rigtig god oplevelse. Samarbejdet mellem de to har kreeret et sjovt, farverig og originalt projekt, som fremviser mange lyspunkter på dets 17 minutter-korte spilletid.
