Thomas Denver Jonsson & the September Sunrise har med Hope to Her lavet en utrolig smuk og melankolsk countryplade, og vi bøjer os endnu en gang i støvet for vort broderland Sverige.
Plader
múm: Summer Make Good
múms nyeste udspil er lidt som et vækkeur med en pude henover. Den skarphed, der skulle få dig til at vågne op og give musikken opmærksomhed, er væk. I stedet står jeg med en skive, som jeg egentligt kun kan trække på skuldrene af. Tja...
Iron and Wine: Our Endless Numbered Days
Sam Beam har forladt sovekammeret og indspillet dele af sit andet album i et autoriseret pladestudie. Intimiteten og nærværet er dog i behold, og det er 12 introspektive sange, han leverer.
Graves: Yes Yes Okay Okay
Singer/songwriter Greg Olin alias Graves har udsendt sit andet album Yes Yes Okay Okay, som indeholder en samling afdæmpede og overvejende akustiske sange med enkelte pudsige detaljer. Et egentligt højdepunkt findes ikke, og pladen formår ikke at efterlade et mindeværdigt indtryk.
Baby Woodrose: Dropout!
Gruppen optræder sikkert og stilfuldt iklædt deres egne inspirationskilder. Denne hyldest til 60’ernes garagerock får ikke én til at falde bagover, men der er masser af spilleglæde og energi i de 10 covernumre, der alle har fået deres lille dosis af Baby Woodrose.
Tom Waits: Real Gone
Bare en tur op til toppen af bakken. Så tilsyneladende uskyldigt begynder Tom Waits’ nye album Real Gone. Men før du ved af det, er du hevet med ind i en sælsomme verden, som ud over at være dybt fascinerende er helt og aldeles tidløs. Det er skramlet, det er forvrænget, og det er fremragende.
The Light Wires: s.t.
Som en Counting Crows-kopi af værste skuffe har The Light Wires udgivet en debutplade fyldt med yderst banal og inderligt ligegyldig radiorock.
Interpol: Antics
Den måske mest ventede plade i år. Interpol kaster sig ud i den svære toer, der skal følge op på den fremragende debut, Turn on the Bright Lights. De når ikke debutens niveau, men har alligevel støbt en værdig efterfølger.
Epo-555: Dexter Fox
Efter at have rumsteret i undergrunden og på landets spillesteder gennem længere tid er Epo-555 nu klar med et debutalbum, der viser et band, der har styr på deres musikalske virkemidler i støjpop og drømmende rock, men som også stadig har enkelte skønhedsfejl.
Interpol: s.t. EP
Tre sange og 16 minutter. Mere skal der ikke til for at overbevise om, at Interpol fra metropolen i New York har fat i den lange ende med deres mørke og atmosfæriske rock.
Mikael Simpson: De ti skud
Mikael Simpson fortsætter med De ti skud, hvor han slap med den fremragende Os 2 + lidt ro 2002. Stemningen er sat midt om natten i en poetisk og melankolsk hybrid mellem sangskrivning og minimalistisk elektronik.
Nick Cave and the Bad Seeds: Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus
Den australske mørkemand er tilbage i stærk stil. Han markerer et fremtog med en dobbeltudgivelse, der både rummer det rockende og det stille. Selv om pladen indeholder fornyende elementer, præsenteres lytteren stadig for et gammelkendt univers.
El Ray: Tick… Tick… Tick…
Det skorter ikke på høje bølgegange med twang og rumklang i El Rays stilistiske surffremvisning. Energi og melodi blandes med en cool attitude. Men der er til gengæld ikke det mindste spor af fornyelse til genren.
The Silent League: The Orchestra, Sadly, Has Refused
The Silent League spiller 70'er-retrorock. Det er så dygtigt og charmerende udført og indeholder en passende mængde gode melodier til, at det fuldstændigt åbenlyse rip-off faktisk er til at leve med.