Lad dig ikke narre af det ucharmerende og lidet informative cover. Her er masser af nærvær, varme, indhold og lytteoplevelse, når Camilla Munck og Moogie Johnson tænder ild i lejrbålet. Men det kræver tålmodighed at finde frem til deres refugium på prærien.
Hallo, hallo! Autofant har præsteret en supergod cd, som alle, uanset musikpolitisk observans, bør anskaffe sig. Så er det sagt.
Indieselskabet Deep Elm Records indleder med denne plade en række udgivelser – dels med bands fra egen stald, dels med usignede navne. Pladen fremstår uundgåeligt som en rodebutik, men det er spændende at gå på opdagelse i collageværket – også selv om man ikke finder sit nye favoritband.
Det er altid spændende, hvordan fede frontfigurer fra forgangne bands klarer sig på egen hånd. Travis Morrison var tidligere energibombe i D.C.-artrockerne Dismemberment Plan, men han skyder med underligt harmløse spredhagl på debutudspillet i eget navn.
Storladent, prætentiøst – og alt, alt for pænt. Århusianske Maqiz holdt sig bestemt ikke tilbage, da de øste synthesizere ud over deres debutplade, og det kvæler alle tilløb til lovende takter. Lige nu har duoen meget langt igen, før deres synth-postrock bliver interessant – endsige fængende.
Fuck viser på deres syvende album, at de ikke bare er arvtagere efter Pavement, men at de mestrer en mere intim sangskrivning. Slackerrock af den gamle skole mestrer de knap så godt.
Det værste ved en joke er, når fortælleren trækker den i langdrag. Sker dét, kan det hænde, at man glemmer, at joken egentlig er ok.
The Open gør det igen interessant at spejde over den engelske kanal. Det to år gamle band fra Liverpool viser imponerende styrke på deres debut. Næsten for meget, kunne man fristes til at sige. Ungdommens kådhed og energi er både en styrke og en svaghed.
Joycehotel debuterer med et album, som indeholder lidt af det hele og en hel del af det samme.
Et år efter at Elliott Smith blev fundet død, bliver pladen, som han over en længere periode havde arbejdet på, udsendt. From a Basement on the Hill står som det sidste kapitel i en alt for kort historie om en dygtig sangskriver. Men heldigvis er kapitlet godt.
At Danmark ikke er stedet, hvor de nyeste musikalske trends rammer først, er vel næppe nogen overraskelse. At vi i dette tilfælde er så langt bagefter – tidsmæssigt, men så sandelig også kvalitetsmæssigt – er til gengæld direkte katastrofalt.
Sådan laver man indiepop, når man er ven med Conor Oberst. Tilly and The Wall leverer et album, hvis energi stemmer fuldstændig overens med titlen – blandt andet med hjælp fra en stepdanser.
The Fiery Furnaces har med Blueberry Boat leveret et af årets mest specielle albums. Et virvar af ideer, melodier og stilarter der roder sig ind og ud mellem hinanden. Investerer man lidt tid i pladen, er den fascinerende og lyder ikke som noget andet for tiden.
Tredje plade. Tredje forsanger. Further Seems Forever fortsætter ufortrødent, men træder yderligere et trin nedad i formkurven. Energisk drift er her forvandlet til kedelig pænhed.
