Australske The Sleepy Jackson debuterer med et album fyldt med skæve popsange, der dog ikke helt kan indfri forventningerne til gruppen.
Plader
Deftones: s.t.
Deftones skuffer gevaldigt på deres fjerde album.
Delerium: Chimera
De canadiske darkwave-electronica-konger, Delerium, er efter tre års ventetid tilbage med nyt materiale. Et stort skridt på vej mod transformationen til clubmusikere.
The Mars Volta: Tremulant EP
Der er skruet godt op for syreknappen på Mars Voltas debut-EP, og kvaliteten svinger en del. I den sidste ende tager de velskrevne sange dog stikket hjem.
Sparta: Austere EP
Spartas debut-ep overbeviser ikke endegyldigt om, at bandet kan hive sig selv ud af At the Drive-ins skygge. Men lysten til at eksperimentere virker til at kunne føre Sparta langt.
Under Byen: Det er mig der holder træerne sammen
2002's mest originale plade. Basta.
Lise Westzynthius: Heavy Dream
Et tyst brag af en solodebut.
Chris Brokaw: Red Cities
Do it yourself-solo fra Codeines Chris Brokaw. Red Cities bliver en smule for pæn sine steder, men det ændrer ikke ved, at Brokaw har frembragt et stemningsmættet og velgennemtænkt album.
Queens of the Stone Age: Songs for the Deaf
Queens of the Stone Age kan så sandelig stadig spille eminente rock'n'roll-sange med masser af knald på, men disse nye sange til de døve roder lidt for ofte rundt på grænsen af middelmådighed.
Mogwai: Happy Songs for Happy People
De skotske postrock-pionérer lever heller ikke denne gang helt op til de forventninger, man med rette kan tillade sig at stille til bandet.
Blur: Think Tank
Lyden af Marokko blander sig med kreativitet og legesyge på Blurs ottende udspil, der indeholder en varm og næringsrig musikalsk suppe frem for decideret bjergtagende numre.
Tom McRae: Just Like Blood
Tom McRae er ikke blevet mere lykkelig på sit andet album. Til gengæld har musikken fået mere dybde, og teksterne er blevet finpudset. Fremmedgørelsen bliver leveret med æstetisk indlevelse og viser, at McRae har format til at blive noget stort.
Copeland: Beneath Medicine Tree
Lidt for prætentiøse tekster og musik, der ikke for alvor byder på noget nyt, ændrer ikke ved, at Copeland har begået en fin sommerskive, der slet ikke er så melankolsk, som den gerne vil være, men til gengæld besidder den helt rigtige fornemmelse for den gode (pop)sang.
The Matthew Herbert Big Band: Goodbye Swingtime
Herbert har tidligere lavet musik med lyde optaget i et almindeligt hus, lyde samplet fra kroppen, og nu har han sørme lavet en plade bygget på lyde fra "rigtige" instrumenter. Et udfordrende album, der kræver flere nærlytninger for at give det fulde udbytte.